Lyt til artiklen
Jeg hedder Christian, og jeg er skilsmissebarn. Så er det sagt.
I årtier blev jeg overdænget med farvestrålende julegaver, og hele min barndom var jeg omgivet af en smilende papfamilie, som tog billeder og gjorde, hvad de kunne for at elske mig. Jeg tror alvorligt talt ikke, jeg har taget nævneværdig skade, fordi mine forældre valgte at likvidere det orangebrune halvfjerdserhjem – neuroserne har anden oprindelse, og allerede som barn følte jeg mig sært privilegeret, når jeg var på besøg hos kammeraterne og mærkede den familiære permafrost sænke sig.
