Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Stine Bidstrup (Arkiv)
Foto: Stine Bidstrup (Arkiv)

Ministre. Statsministeren præsenterer sin nye regering bestående af S og R.

Lars Grarup
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rokader er en ledelsesmæssig rodebutik

Ressortområder uddeles tilfældigt uden prioritering af strategisk vigtige områder.

Lars Grarup
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I december sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, at det var hendes sidste ministerrokade.

Det løfte holdt kun indtil sidste uge, da den sjette omdannelse af hendes regering skete efter to år og fire måneder ved magten.

Vores nuværende statsminister har indtaget en klar førerposition på dette område – 26 er blevet rokeret eller har fået nye ressortområder i hendes tid. Men heller ikke de tidligere regeringschefer får topkarakterer for den ledelsesmæssige kontinuitet. Nyrupregeringerne rokerede 31 på 7 år og Fogh Rasmussen-Løkke nåede helt op på 49 i deres 10-årige regeringsperiode.

Tag for eksempel Kirkeministeriet, der efterhånden har fået karakter af et ressortområde, som regeringslederen hægter på den minister, der i situationen ser ud til at have lidt ekstra plads i kalenderen. Konsekvensen er, at dette ministerium har haft 11 forskellige chefer gennem de sidste 20 år – det vil sige en gennemsnitlig holdbarhed for ministeren på under 2 år.

OVERBLIK

Og puslespilstendensen understreges af, at dette ressortområde har været kombineret med en række andre mere eller mindre tilfældige ministerier: Indenrigsministeriet, Undervisningsministeriet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Kulturministeriet, Ministeriet for Ligestilling, Ministeriet for Nordisk Samarbejde. Og ja, og nu er det tilbage hos kulturministeren, der åbenbart har ressourcer i overskud.

På ligestillingsområdet kan man i de sidste ti år se en lignende tendens: Ministeren for ligestilling har også passet enten Social-, Velfærds-, Beskæftigelses-, Kirkeministeriet eller Ministeriet for Nordiske Anliggender.

Og børneområdet, som denne regering har lagt særlig vægt på, er nu under sin tredje minister på seks måneder: fra Christine Antorini over Annette Vilhelmsen for nu at ende hos Manu Sareen.

I klima- og miljøpolitikken, som regeringen ofte selv fremhæver som satsningsområder, er to velkvalificerede fagministre skiftet ud med to nye – Rasmus Helveg Petersen og Kirsten Brosbøl – der med al respekt ikke har de samme faglige kompetencer på dette felt.

Mest alvorligt er det naturligvis, at fagministrene ikke når at få indsigt i deres område, før de flyttes til et helt andet område, der meget ofte slet ikke ligger i forlængelse af de kompetencer, som de netop har erhvervet.

De mange rokader øger embedsværkets indflydelse, da en ny minister i den første lange fase ikke har en reel chance for at have fuld indsigt i sit nye ressortområde. Konsekvensen er, at ministeren kan have svært at kommunikere en klar politisk linje, hvilket skaber usikkerhed i embedsværket, som derfor selv begynder at agere uden politisk mandat.

Resultatet er et ministerium uden synlig ledelse og politisk retning. Man kan kun gisne om, i hvilken grad disse rokader har haft indflydelse på de skandaler, vi har set i diverse ministerier de seneste år.

Oven i kommer selvfølgelig alt det praktiske: Gad vide hvad rokader koster af ressourcer inklusive alt fra flytninger og omorganiseringer til ændret design på websites og brevpapir.

Det er meget svært at se disse rokader og flytninger af ressortområder som udtryk for en klar strategi fra regeringschefens side. Hvorfor sammensættes ministerområderne på præcis den måde? Er det, fordi kabalen skal gå op, eller er det, fordi denne rokade præcis er svaret på de udfordringer, det danske samfund står over for.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Svaret blafrer i vinden. Hvis ikke regeringen for eksempel vil tage kirke-, ligestillings- og børneområdet alvorligt, så tag konsekvensen af det.

Og hvorfor alt det hastværk med disse rokader, der for de flestes vedkommende er afsluttede inden for et døgn eller to. Brug den tid, det tager at finde den bedst kvalificerede til opgaven, i stedet for at gå til opgaven ud fra puslespilsprincippet, hvor man er begrænset af at benytte de brikker, som ligger på bordet.

Den sidste rokade, som statsminister Helle Thorning -Schmidt offentliggjorde i mandags, er mere udtryk for en hurtig – nærmest panisk – lappeløsning end en langtidsholdbar, gennemtænkt rokade, der måske kunne sikre S-R-regeringen øget reformkraft og en spinkel chance for genvalg.

Hvis danske regeringsledere ikke gør op med dette rokade- og ressortcirkus, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan de forskellige ressortområder kommer til at fordele sig i fremtiden. Hvem ved – måske er en kombineret forsvars- og kirkeminister det næste, vi kommer til at høre om.

LARS GRARUP

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden