Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Merete Pryds Helle
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kan dansk litteratur have både bryster og nosser?

Det virker besynderligt gammeldags at splitte verden op i en feminin og maskulin udgave.

Merete Pryds Helle
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Siden Mette Høegs indlæg i WA, har debatten kørt på hendes påstande om, at dansk litteratur er i fare for at miste sig selv på grund af selvoptagede yngre kvinder.

Disse yngre kvinder skriver ifølge Høeg i en feminin diskurs; det er noget med, at de skriver ud fra egne banale livserfaringer, som altså er feminine. De unge kvinder bliver ifølge Høeg hjulpet frem af medierne, der tilsyneladende forføres af de unge kvinders henførte måde at læse op på og særlige feminine skrivestil.

I går aftes fortsatte debatten så i Deadline med Martin Krasnik som vært for en undersøgelse af Mette Høegs udtalelser; med en mandlig forfatter, ditto kritiker og ditto litteraturprofessor. Morsomt i sig selv, at ingen nævnte, at kvinders påståede overrepræsentation i medierne blev diskuteret af fire mænd; men trist at ingen tager fat i, hvad det er for underliggende præmisser, der diskuteres.

LÆS CECILIE LINDS KRONIK

For den der feminine diskurs; hvad er den egentlig for en fyr? Og hvorfor er den lige så tilsyneladende negativt ladet som for eksempel det at være politisk korrekt? Som om bare det at sige feminin diskurs indeholder negativitet.

Ud over at det er herligt, at der bliver sagt diskurs tyve gange i Deadline; hvad er så problemet med at diskursen er feminin; og hvad betyder det egentlig? Hvad det modsatte skulle være, bliver ikke rigtig nævnt. Taler vi om en maskulin diskurs eller en mandlig diskurs? Eller er det modsatte af feminin det universelle, der fremhæves af Høeg som det, litteraturen bør tilstræbe at være?

Det lyder i argumentationen som om, det feminine er en modsætning til det almindelige. Men det mandlige er jo lige præcis ikke universelt; det universelle er summen af det hele

Det lyder i argumentationen som om, det feminine er en modsætning til det almindelige. Men det mandlige er jo lige præcis ikke universelt; det universelle er summen af det hele, og man kunne også glæde sig over, at en traditionel mandlig litterær diskurs forandrer sig. Især fordi jeg mener, litteraturen ikke forandrer sig til en feminin diskurs, som der påstås, men til en ikkekønnet diskurs, hvor kønnet som identitet er flydende og foranderligt og til diskussion.

Mette Høeg definerer ikke, hvad en feministisk diskurs er, men siger dog at den er singulær i stedet for universel - i hvert fald hos de kritiserede forfattere. Det vil sige, at det er et problem at kvinderne skriver med sig selv som udgangspunkt; hvilket i debatten bliver fortolket som at de er navlepillende og selvoptagede.

Men hvorfor skal verden kønnes på den måde? Hvilken forfatter er ikke selvoptaget? Hvilken forfatter ser ikke en hel fortælling i sin egen navle? Det virker besynderligt gammeldags at splitte verden op i en feminin og maskulin udgave, hvor det vigtigste ved erfaringshorisonten (igen ikke mit ord) er, at den er kønnet.

Hvis man læser den yngre generations værker, er det tydeligt, at den form for kønnethed, Høeg anvender, er noget, forfatterne har bevæget sig væk fra. De værker, der omtales hos Høeg, er værker der litterært bearbejder emner som transnational adoption, forelskelse, seksualitet, psykisk sygdom og identitetsglidningen fra ung til voksen. Disse temaer er vel ikke specielt kønnede, men netop universelle. At de så er skrevet af forfattere, hvis egen erfaringsverden for eksempel er adoptivbarnets, den seksuelt søgende, den ulykkeligt eller lykkeligt forelskede, den psykisk syge eller den unge forfatter, der pludselig opdager, at hun er voksen, er svært at se som et problem.

Forfatterne taler faktisk ud fra deres egen livserfaring. Og jeg vil påstå, at jo længere man går ind i det individuelle og singulære, jo mere universel bliver man. Det mener jeg naturligvis, fordi jeg har den opfattelse, at vi mennesker i bund og grund er ens, og at litteraturen, hvis den kommer dybt nok ned i det personlige og singulære, netop kan sige flere læsere noget.

For det er dernede på bunden af identiteten, nede under kønnet, at vi genkender hinanden. Men Mette Høeg vil gerne have forskelle; en mand skal tilsyneladende være en mand, som en kvinde er en kvinde og have en radikalt anderledes erfaringsverden. Hun kan tilsyneladende ikke genkende sig selv i den litteratur, der skrives, men det er jo heller ikke meningen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS LITTERATURREDAKTØREN

Meningen med at læse andres værker er at forstå noget, man ikke har forstået før; det kan være om sig selv eller andre. Der er for eksempel ingen tvivl om, at Maja Lee Langvads bog har været en øjenåbner for mange ikkeadopterede, netop fordi de ikke genkendte sig selv; og at mange til gengæld har genkendt en egen følsomhed hos Josefine Klougart.

At tale om det som feminiseret, peger på at Høeg har en opfattelse af kønnet, som hører en tidligere generation til. I dag skrives værkerne af mænd og kvinder i et spektrum mellem indre køn og ydre køn, flydende seksuel identitet, flydende etnicitet, flydende psykisk sundhed og nationale tilhørsforhold. At være en mand kan være følsomt som et bryst, og de yngre kvinder har nosser, der vil noget.

Kvinder udgør som bekendt over halvdelen af verdens befolkning, og jeg vil mene, at min erfaringsverden har en ganske stor fællesmængde med det mandlige køns

Mette Høeg mener desuden, at det nære liv er problematisk og at det er det, der gør litteraturen så feminiseret. For kvinder hører åbenbart stadig til huset, mens mændene hører til den ydre handlingsverden. Det vil der nok være en del moderne mænd, der opponerer mod. Men problemet er også kunstigt, for de intime emner netop ikke er kønnede; intimsfæren og kroppen som interessefelt er et stærkt tema hos både yngre mandlige og kvindelige forfattere.

Det kan være legitimt nok at spørge til, hvorfor der ikke er mere interesse for at skrive om verdens brændpunkter i stedet for om det sted, det intime brænder på. Men det er ikke spørgsmål, der kan kønnes på den måde, Mette Høeg gør. Forklaringen er sandsynligvis, at verden står som et stort dirrende brandbart felt omkring os, og at det føles mere overskueligt at skrive om det nære; men det kan også anskues som at man netop ønsker at skrive om det universelle, om det, der binder os sammen med mænd og kvinder i krigs og katastrofezoner; spørgsmålene om identitet, seksualitet, psykiske udfordringer, identitet og intimitet.

Som kvindelig forfatter har jeg naturligvis et problem med, at min erfaringsverden ses som et problem i forhold til det universelle. Kvinder udgør som bekendt over halvdelen af verdens befolkning, og jeg vil mene, at min erfaringsverden har en ganske stor fællesmængde med det mandlige køns.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg har selv med stor fornøjelse læst forfattere som f.eks. Lawrence Durrell, der skriver om kvinder som er de et mysterium, men som giver mig et indblik i det maskuliniserede blik, hvis vi kan kalde det det, som er berigende og underholdende.

Det er en fortællerstemme, som jeg føler mig lige så beslægtet med, som en kvindelig fortællerstemme, hvilket netop viser, at vi i vores læsekønsidentitet sandsynligvis alle er temmeligt flydende.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden