Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Mikkel Andersson

Ytringsfriheden er altså knægtet, hr. Lidegaard

Det er åbenlyst, at frygten for terror har sejret over satire, mener Mikkel Anderson.

Mikkel Andersson

Jeg er ikke Charlie.

Jeg hedder Mikkel og arbejder som satiriker. Selv om jeg skriver helt vildt krænkende og polemiske ting om alt mellem himmel og jord på daglig basis, tør jeg nemlig ikke forfatte noget, som involverer Allah eller Muhammed, da jeg er bange for at blive dræbt eller lemlæstet af førnævntes proselytter.

Det er en kendsgerning, og sådan har det i øvrigt været i årevis.

At ikke alle ser det på samme måde, har man i herværende publikation kunnet læse: »Der er trusler mod vores sikkerhed. Spørgsmålet er, om vores ytringsfrihed dermed er truet? Her på avisen holder vi fast i, at det er den ikke«, erklærede chefredaktør Bo Lidegaard 9. juni 2013 i en artikel, hvis underrubrik yderligere slog fast, at »[en] avis skal ikke trykke en tåbelig provokation, bare fordi den er provokerende«.

LÆS ARTIKEL

Blandt de »tåbelige provokationer« var – naturligvis – Jyllands-Posten Muhammedtegninger, som på lederplads i nærværende avis så ofte er blevet udlagt som unødvendige og ukloge samt et utal af varianter heraf.

Charlie Hebdo er antitesen på denne bedsteborgerligt bornerte satireopfattelse. Det er et magasin, der flabet insisterer på nådesløst, groft og ofte vulgært at provokere alle hånde gejstlige, profeter og autoritetsfigurer, uden hensyntagen til position eller religion, i en grad, der kan få JP’s tegninger til at ligne Peter Pedal. Dog med en grundlæggende fælles antagelse om, at alle må tåle hån, spot og latterliggørelse.

Onsdag blev den i årevis åbenlyse trussel mod ytringsfriheden, som Lidegaard benægtede, så mejslet med bly i menneskekroppe. De sidste, der stædigt vovede at behandle islams dogmer på lige fod med alle andre, blev skudt ned i redaktionslokalerne.

Ytringsfriheden for religionskritisk satire om islam forsvandt hermed endeligt. Medmindre – naturligvis – man vil løbe risikoen for at ende sine dage over sit keyboard eller skitseblok med en kugle gennem hovedet. I så fald har man den stadig.

Derfor lyder forsideerklæringen om, at Politiken nu også ’er Charlie’, mere end i særklasse hul. Intet andet dansk medie har så konsekvent demonstreret, at terror og trusler ikke alene kan vise sig taktisk gavnligt, avisen har sågar – mere eller mindre indirekte – belønnet sådanne med hændervridende undskyldninger og respektfulde håndtryk fra prominente publicister.

Politiken er ikke Charlie. Medarbejderne på Charlie Hebdo var Charlie Hebdo. Det var dem, der trykte tegninger, som hr. Lidegaard ville kalde tåbelige provokationer.

At flere medier torsdag, heriblandt Politiken, trykte flere forsider fra Charlie Hebdo er lige så prisværdigt som for sent. Den solidaritet, der kunne have fjernet noget af den åbenlyse trussel fra de eneste, som faktisk vovede at satirisere islams dogmer, var fraværende, da den kunne have gjort en forskel. Nu er mange af dem, som solidariteten udstrækkes til, døde.

Den solidaritet, der kunne have fjernet noget af den åbenlyse trussel fra de eneste, som faktisk vovede at satirisere islams dogmer, var fraværende, da den kunne have gjort en forskel

At man vælger ikke at trykke Muhammedtegninger af hensyn til frygten for sin egen og andres sikkerhed, har jeg, som indledningen indikerer, fuld forståelse for. Men så må man erkende sin frygt i stedet for at gemme sig bag floskler om redaktionelle prioriteringer og tonen. Et problem, som end ikke er erkendt, er der ingen mulighed for at løse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min anke er ikke så meget frygten som hykleriet. Påstanden om, at ytringsfriheden skam stadig er intakt, og at det udelukkende er redaktionelle prioriteringer samt omsorgen for tonen, der forhindrer, at disse tegninger trykkes ved de mange lejligheder, hvor de ellers ville være indlysende og uomgængelige som illustrationer.

Enhver journalist eller billedredaktør ved, hvad den oplagte illustration til stort set alle artikler om de omdebatterede Muhammedtegninger vil være: Muhammedtegninger. At man på Politiken sågar formåede at undskylde for en indlysende redaktionelt relevant trykning af tegningerne i forbindelse dækningen af et angreb på en af tegnerne bag, er en særskilt skamplet på avisens historie, som man i særdeleshed mangler at tage et opgør med.

Lige så træt jeg er af dem, der forløjet hævder, at ytringsfriheden ikke er knægtet, og at man skam kun undlader at bringe Muhammedtegninger af redaktionelle og æstetiske hensyn, lige så meget væmmes jeg ved dog dem, der indigneret insisterer på, at andre er forpligtet til at risikere livet.

Satiretegner er ikke nogen beskyttet titel, så alle, der føler, at der mangler tegninger af Muhammed, kan købe en hjemmeside, tegne Muhammed af hjertens lyst og sende pressemeddelelser ud om deres bedrifter.

Det gør de færreste dog, for det er trods alt mere risikofrit at kræve af andre, at de fatter pennen, end selv at gøre det. Også det er der kun én grund til: Frygten har sejret.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce