Der står et stykke af indlandsisen på mit køkkenbord i et lille syltetøjsglas. Jeg sidder og ser på det, mens det smelter.
Jeg har stjålet den lille klump fra de 100 tons indlandsis, som kunstneren Olafur Eliasson og professor i geologi Minik Rosing for nylig fik sejlet til Rådhuspladsen i anledning af de 600 forskere og embedsmænd, der var samlet i København for at slutforhandle FN’s femte hovedrapport om klodens globale tilstand.




























