Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning. Jørn Villumsen

Peter Løhr
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Min generation må lære at sludre med den fremmede på gaden

Alle burde mødes med en tilfældig medborger en gang om måneden.

Peter Løhr
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er på bornholmerfærgen med svigerfamilien. Der er desværre ikke flere ledige borde, så vi er nødt til at sætte os ved siden af et ægtepar, der sidder og nyder deres kaffe.

Min svigermor begynder at snakke til dem. Jeg krummer tæer og bliver pinlig på familiens vegne: »Nej, nej, nej! Hold nu kæft, svigermor, og lad dem dog nyde deres kaffe i fred og ro!«.

Jeg lufter svigerfars hund. En anden hundelufter kommer imod mig: »Nej, nej, nej! Hvad skal jeg dog sige til manden, mens hundene snuser til hinanden? Hvad gør jeg?«. Jeg kaster en gren ind på marken, så hunden springer derind og jeg nogenlunde naturligt kan følge med den væk fra vejen og undgå fremmed kontakt af første grad.

Jeg står i bussen på vej hjem fra ferien med kufferter i begge hænder. En ældre herre spørger mig, hvor jeg dog er på vej hen med al den bagage: »Nej, nej, nej! Hvad rager det dig!«. Jeg smiler afværgende og kigger tavs den anden vej, i håbet om at han finder en anden at kaste sin nysgerrighed over.

Jeg er kommet til det stadie, hvor jeg føler det som et overgreb, når fremmede henvender sig til mig eller medrejsende i offentligheden. Det er en uforudsigelig henvendelse, jeg ligefrem er blevet bange for.

Og jeg er tilsyneladende ikke alene om at føle det som en menneskeret at blive ladt i fred, når jeg bevæger mig på gadeplan på gåben eller i offentlige transportmidler.

DSB forsøgte nogle år tilbage at indføre den såkaldte samtalekupé. Det blev en kæmpe fiasko. Folk samlede sig i protest. De ville på ingen måde tvinges til at samtale med fremmede passagerer, men stod på deres fulde ret til at blive ladt i fred og ro. Initiativet blev beskrevet som direkte stressende og et overgreb på privatlivets fred.

I oktober blev protestkoret verdensomspændende med en af årets mest delte videoer, der viser en kvinde, der går gennem New Yorks gader og på 10 timer modtager mere end 100 bemærkninger fra tilfældige mænd. I den virale storm af reaktioner var billedet klart: Lad nu kvinder gå i fred på gaden, alt andet er et overgreb.

Vi har vænnet os til, at de, der henvender sig til os på gaden, enten kun vil have penge eller sex – om det så er perverse mænd, abonnementssælgere eller tiggere. Det tætteste man kommer på en, der henvender sig oprigtigt interesseret i en samtale, er fulderikken, men her ender det som oftest i useriøst sludder.

Og så er der selvfølgelig min svigerfamilies generation og opefter, som oftest henvender sig, når man for en stund sidder sammen i et transportmiddel. De er danskere opdraget i en tid, før man forskansede sig i mobiltelefonen, og hvor der var en helt anden naturlighed i at samtale med fremmede i offentligheden og anerkende hinanden som medborgere gennem et par korte bemærkninger.

Min generation har sine egne regler for offentlig omgang. Hos os er det en menneskeret og fuldt ud accepteret, at vi skriver med en bekendt på telefonen i stedet for at udveksle ord med sidemanden. Vi kører snorlige efter den nyeste disneyficerede Peter Plys-plan: »Tal ikke med fremmede!«.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg føler den offentlige samtale som et overgreb, burde det glæde mig, at den uddør med mine svigerforældres generation. Men nej, der er noget galt.

Den tilfældige fremmede står også for min generation som det eksplosive urmateriale, der kan åbne op for nye verdener og følelsen af et større fællesskab. Hvis jeg har talt med en fremmed, er det da også noget, jeg praler af: ’Se mig, sikke en borger jeg er, i kontakt med samfundet!’.

Tidligere på året skrev en kvinde et hyperpopulært debatindlæg her i avisen om, hvordan hun fik en blå frakke af en fremmed kvinde på gaden. Det bliver næsten ikke større. Sikke et rush af medmenneskelighed!

Årets mest populære program i tv handler om fremmede mennesker, der gifter sig ved første blik. Og en af årets mest sete videoer er af fremmede mennesker, der kysser hinanden følsomt og intenst. Det bliver ikke mere dragende og fantastisk.

Min generation vil også det fremmede og drages af mødet mellem tilfældige mennesker. Men vi er ved at blokere vores egen adgang til det særegne rum, som offentligheden er, hvor man i uforudsigelighedens rus kan udveksle erfaringer og anerkendelse på tværs af klasseskel og segmenter.

Vi er nødt til at opfatte den fremmede henvendelse som alt andet end et overgreb. Selv fra trafikanten, der råber idiot efter dig, må du høre et lille ekko af, at han i virkeligheden bare vil i kontakt med dig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi er nødt til at sige nej til den automatiske accept af, at vi absolut har ret til at være i fred på åben gade. Vi er nu engang forpligtet på hinanden som medborgere. Fællesskaber kommer aldrig gratis.

Jeg foreslår en ny borgerpligt: en samværsordning, hvor man hver måned mødes med en tilfældig borger – ikke for at blive venner, men bare for at udveksle samfundssyn og reetablere et sprog, så også min generation kan lære at se den fremmede i øjnene, åbne munden og ikke bare smile afværgende og se væk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden