SÅ KOM DEN, finansloven. I torsdags. Finansminister Corydon har sammen med sine embedsmænd bakset et forslag sammen, som giver ham mulighed for at påstå, at der er tale om en forandring. Men det er mildt sagt ikke afskaffelsen af nogle fattigdomsydelser, eller om der opkræves 5 milliarder ekstra fra de sukkerglade syndere, som påkalder sig opmærksomheden. De næsten 100 milliarder kroner i statsfinansielt underskud i 2012 tager i stedet prisen. Et tal, der helst ikke skal gentages alt for mange år i træk, hvis vi vil undgå at komme derhen, hvor de sydeuropæiske lande befinder sig. Samme dag udkom de økonomiske vismænds rapport. Desværre druknede de kloge overvejelser i den almindelige tumult omkring finanslov og den græske tragedie. Vismændenes budskab er klart: Usikkerheden omkring fremtiden er stor, og der vil gå en rum tid, før vi atter mærker gode økonomiske tider. Den vurdering deler vi i Fonden Kraka. Netop grundet de mudrede udsigter er de 100 milliarder et problem. For som DF's Kristian Thulesen Dahl var inde på i 'Debatten' (DR2), er det nu den røde regerings ansvar at levere ikke alene en optælling over ulykkernes aktuelle omfang - det såkaldte kasseeftersyn - men også en plan for, hvordan vi kommer videre til bedre tider. Kasseeftersynet er det lykkedes med til fulde, men hvad er Corydons 'Egon Olsen-plan'? Ganske angstprovokerende blæser svaret lidt i vinden. Lad det være sagt straks, at Corydon på visse områder ikke havde noget valg. Den såkaldte kickstart på 17 milliarder over de næste år er nok det sidste valgløfte, som den røde regering kan svigte. Der er tale om totalteater, som når det er bedst i politik. Der er ikke nogen økonomer, som mener, at de 17 mia. vil gøre en forskel i den nuværende økonomiske turbulens. Bl.a. er vismændenes vurdering mildt sagt lunken, selv om de ender med at mene, at kickstarten kan forsvares. Og det er både godt og skidt. Det gode består i, at skulle kickstarten virke mere grundlæggende, skulle den være langt større, hvilket kunne bringe tvivl om regeringens vilje til at stå vagt om dansk økonomi. Det dårlige består i, at den ikke har nogen større effekt. Finansieringen af kickstarten er snedig nok, nemlig bl. a. via en off-balance-sheet-manøvre, hvor man røver energiselskaber og den almennyttige boligsektor, hvis formuer ikke tælles med som statens penge og derfor ikke skaber yderligere hul i kassen. Smart nok, når det siges åbent. Kickstarten er en bunden symbolpolitisk opgave, som skal signalere, at man vil være mere beskæftigelsesorienteret end VK-regeringen, hvorfor diskussionen om, hvorvidt Corydon skulle have holdt 'krudtet tørt', er spild af tid. KLOGT NOK lægger Corydon op til at tage fat på at ændre en række fattigdomsydelser med finansloven. Starthjælpen, introduktionsydelsen m.fl. lader livet, og det er synlige og - vigtigere endnu - billige små indrømmelser til Enhedslisten og ikke mindst til det pressede SF. Den stadige strøm af lækager i ugen om disse sociale julemandsmanøvrer kunne få den observante til at spørge, hvorfor det hele er med i finanslovsforslaget, når nu man burde gemme indrømmelserne som gaver til Enhedslisten, så det 'nye Dansk Folkeparti' kan være med i et forlig? Svaret er helt enkelt, at SF befinder sig i et frit fald, hvorfor partiet (og regeringen som helhed) ikke kan leve med, at EL boss Johanne Schmidt-Nielsen får æren for alle disse ændringer efter 'hård' kamp ved forhandlingsbordet. Men bevar roen. Johanne skal nok få lidt mere, som er billigt, og til slut signere på den stiplede. Det lille parti kan ikke holde til at vælte en ny rød regering. Tilbage til økonomien og de angstprovokerende 100 milliarder. Grænsen for EU's krav til dansk økonomi er maksimalt 3 procent af BNP i underskud. 100 milliarder er på den gale side af 5 procent. Det siger sig selv, at flere år på denne facon vil sende Danmark ind i finansmarkedernes kikkertsigtemed den potentielle gru af samfundsomstyrtende korrektioner, der følger heraf. Derfor er der tale om en engangsaffære, uanset om man er rød eller blå finansminister. Og så er vi fremme ved kernespørgsmålet? Hvordan undgår vi, at der er samme størrelse hul i kassen næste år? Corydon vil nok sige, at hans kickstart vil sætte gang i hjulene, og så vil der komme skatteindtægter. Men vi er jo lige blevet enige om, at kickstarten er politisk teater. Hva' så, Corydon? Sandheden er nok, at regeringen - som vismændene - retmæssigt er så overvældet af den internationale uro, at man reelt sidder stille og håber på, at stormen løjer af uden for landets grænser inden fremlæggelsen af næste års finanslov. Det kan da umuligt fortsætte, håber man. Men det kan det. Derfor er der grundlæggende to måder at bringe dansk økonomi væk fra de angstfremkaldende 100 milliarder på: 1) Ved at spare og prioritere udgifterne i et langt større omfang, end det er gjort i den nuværende finanslov. 2) Ved at sikre, at konkurrenceevnen for danske virksomheder vokser. Og de to hænger sammen. Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i 00'ernes fede tider udvidede den offentlige sektor til en hidtil uset størrelse, sikrede han ligeså, at den enorme nedgang i ledigheden for alvor fik danske lønninger til at vokse. Han skulle have holdt igen, dengang. Nu sidder vi tilbage med megahøje lønninger, som selv de mest ansvarlige overenskomstforhandlinger næppe kan justere tilstrækkeligt. Sagen er, at en reduktion i de offentlige udgifter - med lidt flere ledige til følge - vil medvirke til at presse lønningerne. Det kan Corydon næppe gennemføre nu som ny rød optimistisk finansminister. Problemet er bare, at han senere kan blive tvunget til det af kapitalmarkederne på en langt mere ukontrollabel vis. Regeringens plan for at reducere de 100 milliarder er således båret af håb. Håb om ændringer i udlandet. Men som min tidligere amerikanske chef og partnerkollega i konsulentfirmaet Accenture tørt bemærkede til et af mine dengang lidt vel optimistiske budgetforslag: »Remember, Peter , hope is not a strategy«. Alt godt, PEM