0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krisens forværring vil tvinge Løkke i arbejdstøjet

Peter Mogensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt tirsdag efter tirsdag står og proklamerer, at regeringen er kommet godt fra start, er hun ikke alene den eneste i nationen, som har den opfattelse, hun begynder også så småt at lyde som Komiske Ali, Saddam Husseins berygtede spindoktor.

Et hav af ubehageligheder fylder statsministerens indbakke, og regeringen tumler rundt i kampen for at finde fodfæste i alt det nye. Selv om ingen troede det muligt, blev situationen yderligere markant forværret i onsdags, da kapitalmarkederne angreb Holland, Østrig og Finland, eurolande med orden i finanserne.

Hvis der nogensinde har været et pres for at se ud, som man har styr på pengene, så er det nu. Regeringens handlemuligheder er reduceret markant grundet truslen fra de bekymrede købere af statsgældspapirer, men paradoksalt nok kan dette blive Thorning-Schmidts redning på valgdagen. Hun tvinges nemlig til en økonomisk ansvarlighed, som gør det grumme vanskeligt for oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen at lægge en alternativ kurs frem, næste gang danskerne skal stemme.

Vi er i Salen. Søren Pind buldrer løs på statsministeren, som er hasteindkaldt til forespørgsel. Ole Sohns meritter som DKP-formand skal ikke dø i synden. Det gør de heller ikke. Fik Ole Sohn en papkasse med sorte penge eller ej, dengang han var DKP-leder? Eller – givet at en sådan papkasse blev sendt til Danmark fra Moskva – kendte Sohn da noget til den? Pind ved godt, at der ikke er de store stemmer i den sag. Vælgerne gider ikke høre mere om Sohn. Manden, det handler om, ser mere og mere forpint ud, lidt mere fysisk nedslidt og frustreret, hver gang han skal forklare sig til journalister, som han har gjort siden 1992. Pind ved også godt, at DKP-lederen ikke mister sin ministerpost. Om så Sohn har ligget i ske med Leonid Bresjnev (kommunistisk partiboss i Sovjet, red.), har regeringen ikke råd til at give den indrømmelse til oppositionen efter kun få uger ved magten. Men Pind ved også, at når han og resten af V-tæskeholdet kører løs, har regeringen og Thorning-Schmidt ikke rigtig mulighed for at lancere deres egne politiske forslag.

IC4-skandalen raser ligeså. Transportminister Henrik Dam prøver, men heller ikke her vil oppositionen lege med. Den sag er der til gengæld vælgere i. Beskyldningerne fyger gennem luften.

Finanslovsforhandlingerne kører på lavt blus. De er endnu ikke blevet til det politiske fyrtårn, som de helst skal være for at feje den dårlige start af bordet. Det kan nås endnu.

Endelig gennemfører vores egen avis en solid journalistisk afprøvning af Peter Loft-sagen. Har den erfarne departementschef blandet sig i kendelsen om statsministerens mands skatteforhold? Har Traktor-Troels (Lund Poulsen) med blod i mundvandet presset sin departementschef til at gå for langt, så den tidligere skatteminister kunne levere et styk ødelagt oppositionsleder til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen?

Politiken må naturligvis prøve sagen af, men medieliderligheden hos diverse professorer i statskundskab overrasker dog en kende, idet de i spalterne ivrigt har fældet dom over Loft uden at ane, hvad detaljerne i sagen handler om.

Unge Möger, skatteminister og Peter Lofts chef, har fornuftigt – og modent – afvist såvel den offentlige standret som det her i avisen selvbestaltede professortribunal og bedt manden selv om hans version af sagen. Og kernespørgsmålet er, om Slotsholmens længstsiddende departementschef og stjernejurist har været så crazy at overse de klare juridiske regler, der er for, hvordan og hvor meget han kunne deltage i sagsbehandlingen af Kinnock-klanens skattesag?

Mit gæt er, at mere end én tribunalprofessor sidder tilbage med røde ører, når unge Möger har læst redegørelsen fra Loft. Vi får se. Uanset hvad, tager sagen også fokus fra regeringens politik, hvorfor Loft og Möger har travlt.

Og så er vi fremme ved denne søndags centrale pointe: Finanskrisen. At Grækenland og Italien er kommet i skammekrogen overrasker ikke. Landene har økonomisk set været kørt af en flok hønsetyve gennem årtier. Og nu er der berettiget kommet en blonde for, hvor meget mere tillid der er at hente.   Men i onsdags steg renterne på hollandske, finske og østrigske statsobligationer yderst overraskende. Disse lande har som Danmark rimeligt styr på økonomien. For regeringen betyder dette, at der nu ikke – absolut ikke – er plads til at gennemføre selv små bitte dele af en økonomisk politik, som kan opfattes som uansvarlig af kapitalmarkederne. Kickstarten, som finansminister Corydon vil gennemføre til næste år, gør næppe nogen sommer, men belaster heldigvis ikke formelt de offentlige finanser. Problemet er, at Corydon allerede i 2013 skal stramme voldsomt op igen, for at Danmark kan overholde EU’s henstilling om at styre sit underskud på de offentlige finanser. Og tro mig, end ikke den mest frygtløse røde finansminister tør overhøre EU’s krav i denne tid.   Det betyder, at regeringen fra 2013 bliver reduceret til en decideret ’spareregering’ – som håber på vækstinitiativer fra omverdenen. Den tiltrængte klimareform, hvor virksomhederne nødvendigvis pålægges yderligere afgifter, risikerer enten at flytte virksomhederne til udlandet eller forringe konkurrenceevnen. Den bliver svær at gennemføre. Ligeså vil en skattereform, som ikke blot gør livet nemmere for de rigeste af os, blive umulig at skrue sammen til foråret. Samlet set peger pilen kun i én retning: mod en udefra dikteret ansvarlig politik, som slagter alle SF’s mærkesager.

Hvor dårligt nyt dette end er for Søvndals plagede parti, er det taktisk set godt nyt for Thorning-Schmidts. Tre-fire år med en barsk økonomisk politik vil gøre det umuligt for Løkke at differentiere sig fra den røde regering på valgdagen. For han vil være enig i det meste. Løkke har derfor kun én vej at gå i den kommende krisetid for at sikre sig vælgernes opbakning: samarbejdsvejen. Meget tyder på, at han har fanget den, idet han i denne uge både erklærede, at Venstre stemmer for finansloven, og at skattestoppet er dødt. Selv om regeringen ikke er kommet godt fra start, er den således langt fra slået. Og Løkke ved det.

Samlet set peger pilen kun i én retning: mod en udefra dikteret ansvarlig politik, som slagter alle SF’s mærkesager.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere