I disse uger sidder folkene omkring statsministeren og brygger på hendes åbningstale til oktober.
Hvis de kunne lege, at det første regeringsår ikke havde fundet sted, at S ikke lå på 18 procent, og at der ikke umiddelbart er udsigt til bedring, så ville de nok det. Lege. Men dette er ikke en leg. Som det ligger nu, har Thorning-Schmidt godt et år til at undgå det unævnelige – at en siddende S-statsminister må kæmpe for sit politiske liv. Om et år er der kommunalvalg, og er tallene på samme niveau, vil det kommunale S-bagland råbe langt mere op end nu, hvor flere i weekenden tog bladet fra munden. Og endnu værre, ingen vil med de samme tal om et år have et gram tro tilbage på, at hun kan vende skuden frem mod et kommende folketingsvalg i 2015. Dette vil blive den reelle årsag til, at hun kan komme i historiske vanskeligheder. Egentlig er det lidt rystende, at det har kunnet komme så vidt på blot et enkelt år. Det føles som adskillige år siden, Thorning-Schmidt indtog Statsministeriet. Historien om prisen for, at et stort politisk parti udraderede en hel generation af trænede politikere, trænger sig på.
