Danmark er ramt af en politisk syge. Hver evigt eneste gang, der opstår noget, som nogen opfatter som et problem, så skal det straks løses med lovens lange arm.
Det er netop tilfældet i en ny politisk udmelding fra social- og børneminister Mai Mercado (K).
Hun mener, at det er så stort et samfundsproblem, at mange danskere bliver skilt, at hun nu vil byde ind med statsautoriseret ægteskabsrådgivning.
Personligt har jeg svært ved at se, hvordan det vedrører mig eller det resterende samfund, at mine naboer vælger at blive skilt.
Men herregud, det skal stå enhver frit for at ville afhjælpe, hvad der for mange kan være en dybt ubehagelig begivenhed.
Hvis man nu selv føler et brændende ansvar, kunne man passende overveje en karriere som parterapeut.
Men hvorfor skal vi andre trækkes ind i andre menneskers parforholdsknas?
Hvornår er det blevet en statslig opgave at håndtere manglende opvask eller knalderi til firmajulefrokosten?
Det er som oftest tragisk, når to mennesker, der engang har elsket (eller stadig elsker) hinanden, går fra hinanden.
Og det er sådan set uanset, om de har været kærester i ti år eller ægtefæller i seks måneder.
At sidstnævnte skulle være så meget værre end førstnævnte, at staten kun vil blande sig i gifte pars problemer, er kuriøst nok i sig selv.
Det er som bekendt intet, der kan sætte romancen i gang, som tyve minutters telefonkø og en samtale med en kommunal sagsbehandler, om hvorfor fanden de har lukket adgangen til deres online skilsmisseportal.
Rasmus Brygger
Men det afgørende spørgsmål er, om vi som mennesker virkelig er så svage og handlingslammede, at staten skal dække ethvert fald i livet med ti offentligt finansierede puder?
Det er sådan set irrelevant, om statens ægteskabsrådgivning ville gøre underværker.
Vi skal som samfund ikke invitere staten ind i vores ægteskaber.
Et ægteskab er mellem to mennesker - ikke to mennesker og en politiker.
Vi borgere skylder ikke politikerne at løse vores ægteskabelige problemer, ligesom politikerne ikke skylder os at hjælpe.
Og hvorfor er det lige nu, at der er brug for akut politisk handling?
Skilsmisseprocenten er ikke eksploderende. Ifølge Danmarks Statistik svinger den gevaldigt år for år, og går vi tilbage til slutfirserne blev nygifte skilt hurtigere end i dag.
Hvis det ikke er bekymrende nok, at staten nu vil være parterapeut, så ønsker Mai Mercado samtidig at gøre det sværere at blive skilt ved at indføre en betænkningstid.
Det er sådan set irrelevant, om statens ægteskabsrådgivning ville gøre underværker. Vi skal som samfund ikke invitere staten ind i vores ægteskaber.
Rasmus Brygger
Da jeg ikke personligt ser mig selv om ekspert i andre menneskers parforhold, så afventer jeg i spænding en forklaring på, hvordan endnu mere statslig bureaukrati skal gøre et ulykkeligt parforhold lykkeligt.
Vi ved jo alle, hvordan ethvert ulykkeligt par får gentændt flammerne ved at samle IKEA-skabe, så forhåbningen må vel være, at frustrationen over unødvendigt bureaukrati vil føre os tættere sammen.
Der er som bekendt intet, der kan sætte romancen i gang, som tyve minutters telefonkø og en samtale med en kommunal sagsbehandler, om hvorfor fanden de har lukket adgangen til deres online skilsmisseportal.
Tanken er smuk og romantisk.
Men jeg ser nu bare helst, at politikerne holder nallerne væk fra vores ægteskaber.
Og hvis først politikerne vil gøre ægteskabet til deres at bestemme over, som de vil, så kan jeg kun love én ting:
Så skal jeg godt nok aldrig blive gift.
Skriv kommentar