Det er gået hurtigt, siden danske medier i midten af maj kunne fortælle om problemer med afføring foran en københavnsk kirke og danske hjemløse, der oplever at blive opkrævet beskyttelsespenge af romaer. Det er endda gået så hurtigt, at både Folketingets formand, Københavns overborgmester og senest landets statsminister er trådt ind i sagen – sidstnævnte med et forslag om at hæve strafferammen for betleri eller tiggeri til op til 14 dages ubetinget fængsel.
Én ting er selve forslaget, der i høj grad kan og bør kritiseres for at være fuldkommen ude af proportioner. Noget andet er, at regeringen har bedt Folketinget om at hastebehandle lovforslaget.
Det er en demokratisk uskik at benytte sådan en folkestemning som anledning til at gennemføre sin politik.
Almindeligvis er der en minimumsbehandlingstid på lovforslag på 30 dage. På Folketingets hjemmeside står der, at denne frist skal sikre tid til en grundig behandling under arbejdet med lovforslagene, så lovene ikke er båret af en pludselig oppisket stemning. Et sundt og vigtigt princip, som er en del af grundlaget for hele vores parlamentariske system.
Det kan selvfølgelig være nødvendigt, at Folketinget hastebehandler et forslag, der er vigtigt at føre ud i livet med det samme. Men hvad ved romasagen haster så meget, at man tilsidesætter den almindelige parlamentariske proces?
Problemet med bl.a. tyveri er velkendt og oppe at vende årligt. Og selve lovforslaget er der intet nyt ved: Det er faktisk at finde i en lidt anden indpakning i den tidligere Venstre-regerings 2025-plan.
Så hvorfor nu og hvorfor så hurtigt? Man skal passe på med at motivfortolke, men det er mildest talt pudsigt, at det lige er i forbindelse med en temmelig aggressiv folkestemning – hvilket behandlingstiden netop er sat i verden for at undgå – at regeringen insisterer på en hastebehandling af et lovforslag, der har ligget i politikskuffen.
Signatur: Det er tarvelig mobning af romaer i KøbenhavnNår jeg hører landets magthavere tale om, at romaerne – altså en etnisk befolkningsgruppe – har »besat« København, skal »stresses« ud af byen, og man efterfølgende ser ophedet debat på Facebook med ord som »skadedyr«, så bliver jeg ærligt talt dybt bekymret for, at vi som samfund giver carte blanche til en folkelig lynchstemning mod romaerne.
Det er en demokratisk uskik at benytte sådan en folkestemning som anledning til at gennemføre sin politik. Det kunne jo tænkes, at sagen om romaerne fortjener grundig behandling – eksempelvis kunne man diskutere, hvorvidt man kommer tyveri og afpresning til livs ved at smide tiggere i fængsel, og at vi derfor må have respekt for landets demokratiske processer.
Men det er desværre en luksus, romaerne ikke står til at få i denne sag.
fortsæt med at læse




























