Det er sørgeligt, men sandt: Det største offentlige indkøb nogensinde tages hen over hovedet på danskerne, og politikerne ved ikke hvorfor og hvor meget, det kommer til at koste. Det vil være topmålet af uansvarlig omgang med skatteborgernes penge og dansk udenrigspolitik, hvis regeringstoppen og forligspartierne beslutter sig for at købe nye kampfly, uden at der har været en grundig politisk debat om, hvordan vi prioriterer langt ud i fremtiden.
Vælges Rolls-Royce modellen i form af F35 Joint Strike Fighter, taler vi om en udskrivning over de næste 30-40 år på over 100 mia. kroner. Måske, for vi køber et ukendt produkt med ukendte omkostninger. For de samme penge kunne vi udbygge metroen i København med fem nye cityringe. Vi kunne også sikre en bedre velfærd, så A. P. Møllers donation på 750 millioner kroner til det sociale område (som ved gud falder på et tørt sted!) reelt bliver til ’noget ekstra’ frem for finansiering af det, der burde være velfærdssamfundets kerneopgaver.


























