Til mine brødre
Til jer på gaden, til jer, der er i kamp lige nu.
Der er ikke nogen politiker i dette kongerige, som har mere forståelse og medfølelse for jeres situation, end jeg har.
Jeg er selv vokset op på de gader, som I render rundt på i dag, og jeg kender alt for mange af dem, der før jer er endt i fængsel eller det, der er værre.
Så jeg forstår godt, hvad det er for et liv, I lever. Og jeg forstår også, at alternativerne virker så uopnåelige, og at gadens spænding, de hurtige penge og anerkendelsen fra drengene trækker. For jeg har selv haft dét liv tæt på. Jeg er vokset op i miljøet og har set det hele. Indefra.
Gennem min opvækst på Blågårds Plads på Nørrebro i 90’erne og 00’erne var der tre grupperinger, der styrede gaderne i Danmark: HA’erne, Bandidos og så vores storebrødres generation på Blågårds Plads.
På Christiansborg og i medierne bliver I set på som hårdkogte kriminelle uden værdi eller potentiale. Som fortabte gadedrenge, der ikke er mere værd end det papir, jeres straffeattest er trykt på. Men jeg ved, at I er mere end det.
I er sønner, brødre, unge mænd med drømme om en fremtid ligesom alle andre – omend I lige nu er rodløse og nok også fortvivlede unge mænd.
Rodløsheden er et helvede at skulle bekæmpe som ung mand, der i forvejen bliver set ned på af samfundet, og hvor I synes dømt til et liv på kanten af det. Det ved jeg godt. Jeg har selv været der.
Men på et tidspunkt er man nødt til at kigge sine brødre og ikke mindst sig selv i øjnene og tage klogere valg. Det tidspunkt er nu.
Kampen mellem banderne og grupperingerne er stukket helt af. Kriminaliteten er blevet sindssygt brutal, og alt for mange brødre mister livet. Alt for mange mødre og fædre græder for deres tabte drenge.
Men det er ikke længere bare jer selv og jeres kæres sorg, I sætter på spil. Det er uskyldige brødre, søstre, mødre og fædre, som skal frygte for livet i det kvarter, de bor i, fordi I insisterer på at bekæmpe hinanden.
Og for hvad? For gangsta-shit? Hurtige penge? Damer? Respekt på gaden? For hvad?
Jeg har set flere generationer være på toppen – og gå af. Så kom næste generation, havde sin storhedstid og gik af.
Da jeg var barn, var det min storebrors generation, der styrede tingene – i dag er det drengene, jeg voksede op med, der bestemmer, og fodsoldaterne er den generation, der er yngre end mig. Mønsteret er det samme. Og det ændrer sig ikke, før I beslutter jer for, at det skal ændre sig.
Selv om politikerne siger, at nu er det nok, er de magtesløse. De kan intet gøre. De tør i hvert fald ikke gøre det, der skal til. Statsministeren og justitsministerens autoritet er ikkeeksisterende i den verden, I bevæger jer rundt i. Derfor er sandheden, at det kun er jer, der kan ændre det.
Lad mig være ærlig over for alle jer, der render rundt som fodsoldater i en eller anden gruppering og føler, at I er på toppen af verden og helt urørlige, fordi folk er bange for jer. Jeg kan fortælle jer, præcis hvordan jeres gangsterkarriere på gaden kommer til at forløbe – og ende.
I har tre døre foran jer nu.
Dør nummer 1: En eller anden dag – og den dag kommer måske før, du tror det – er det blevet din tur til at sætte et eksempel, straffe en af de andre grupperinger. Med en kniv i jakken eller en pistol i bukserne bliver du sendt ud, og ikke nok med, at du kommer til at tage en mors søn fra hende, du kommer også til at tilbringe de næste 16 år i fængsel. Karriere slut.
Dør nummer 2: Det er dig, der er eksemplet, der skal sættes. Du er sikkert bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men det er kuglen eller kniven, som tager dit liv, ligeglad med, og nu er det dine forældre, der græder. Karriere slut.
Dør nummer 3: Du klarer den – helt til du runder 30 år – uden at få kuglen eller ryge i fængsel, og nu er livet som fodsoldat på gaden ikke spændende mere. Du vil noget andet. Måske endda have børn og stifte familie. Men du har ingen uddannelse, og straffeattesten er plettet. Så fra nu af er det taxakørsel, skiftende lagerjobs eller rengøring – resten af dit liv.
For alle dine shababs fra gaden, der sagde, de havde din ryg, og som du spildte dit liv på, kommer altså ikke og betaler for mad til din familie eller for tøj til børnene.
Du er alene.
Ud af hundred drenge i jeres generation, som voksede op med hårde narrestreger og siden blev kriminelle, er der måske et par stykker, der kommer til at leve af kriminaliteten for livet. Resten af jer kommer til at skulle vælge en af dørene, jeg nævnte før. Og for jer, som når de 30 og vender om: Livet bliver en stor udfordring. Se blot på generationerne før jer. Jeg ved godt, man tror, man er noget særligt. Det tænker I sikkert også, at I er. Men kig på historien. Selv de største falder, det gør I også. Det er den dom, samfundet har idømt jer.
Derfor er mit budskab. Tingene er gået for vidt. Alt for vidt. Hvor er vi på vej hen? Skal vi opleve det samme, som vi ser i Sverige, hvor det nu også er familierne, der bliver skudt? Hovedskud til mødre, som åbner fordøren til hjemmet, eller 12-årige, der ser deres fædre blive skudt på vej hjem fra svømmehallen. Jeg er bange for, at det er det, der er det næste. Noget er nødt til at ske. Det er nødt til at stoppe nu.
Hvis det var elitens børn, der skød efter hinanden, mistede livet eller risikerede at bruge sine bedste år bag tremmer for at sælge stoffer til resten af landet, ville salget af cannabis og stoffer for længst være blevet et statsligt anliggende. Men det er det ikke. Det er jer, der bliver ofret og mister livet, så whiskybæltets unge, så finanssektorens pengedrenge, så provinsdiskotekernes crowds, ja, så hr. og fru Danmark kan få den næste high.
Sådan er det, når man er på bunden af samfundet og bliver set på, som I gør. Selv om pengene er gode, minder det mest af alt om slaveri. Og i hvert fald er det spild af liv – det er spild af jeres liv. For I kan være så meget mere.
I må forstå det, inden det går galt. Det er min bøn. Bryd fri nu. Pas på hinanden. Pas på jeres familier. Vis os, at I kan være så meget mere. At I kan være så meget bedre. Og stop med at skyde hinanden. Lad ikke flere mødre og fædre græde.
fortsæt med at læse
