Mine nætter har i mange år været fulde af stemmer. Stemmer, der hviskede bag lukkede døre, stemmer, der rystede af frygt, stemmer, der kæmpede for at overleve. Disse stemmer har været min ledsager gennem årtier, både under Baath-regimets brutale undertrykkelse og mit liv i eksil bagefter, og nu … nu synger de en sang, jeg næsten ikke tør tro på: frihedens sang.
Dagen, hvor nyheden om Bashar al-Assads regimekollaps kom, føltes som et mirakel. En uvirkelig begivenhed, som mange af os kun havde turdet drømme om i hemmelighed. Da jeg så faldet af et af de mest brutale diktaturer i moderne historie på fjernsynet, følte jeg umiddelbart ingen triumf. Jeg følte noget mere komplekst. En blanding af dyb sorg, ubændig vrede, en fremmed lykke og et håb så skrøbeligt som en fuglevinge.
