Jeg kom i 1968 til Godhavn, nu Qerqertarsuaq, på Diskoøen som dansk lærer og lærte i nogle år grønlandske børn dansk, som da var hovedsproget – med den bagtanke, at hvis mindre end 50.000 grønlændere skulle uddannes og udvikles, så skulle de lære dansk, da det meget lille grønlandske sprog ville begrænse dem. Sådan er der i øvrigt mange – også grønlændere – der stadig tænker, selv om det ikke er populær politik.
Vi var en lille gruppe på fem danske lærere og to grønlandske kateketer (lærer-præst), plus nogle grønlandske vikarer. Vi var meget idealistiske om at skabe en udvikling. Vi forsøgte med nye undervisningssystemer og bøger, og indførte rundbold og fodbold til stor glæde for børnene – også lejrskoler i nedlagte bygder. Det var danske lærere, der tog initiativet. Det var der sådan set ikke nogen kritik af, men vi blev uden tvivl opfattet som de styrende. Danskerne blev kaldt ’Naalaqaq’ – herrefolket.
