På intet tidspunkt siden Ruslands invasion af Ukraine har Vladislav Surkov givet et politisk interview, ej heller ladet den mindste bemærkning falde om den krig, der hærger i hjertet af Europa.
Russeren Surkov er manden, der ’skabte’ Vladimir Putin, og han kan om nogen kaldes en gådefuld skikkelse. Han har hidtil forholdt sig tavs, men ikke desto mindre har den spøgelsesagtige rådgiver, der inspirerede forfatteren Giuliano da Empoli til bogen ’Le Mage du Kremlin’ (’Troldmanden fra Kreml’), en hel del at sige om Rusland og den mand, der styrer landet. Politisk anses han for at være ’arkitekten’ bag det nuværende system i Rusland, men han har også lagt afstand til Vladimir Putin, den mand, han tjente i to årtier. Ingen ved, hvad Surkov arbejder på i dag.

