Det er en af de sommerdage, hvor varmen har et kvælende greb om Københavns strube. Alligevel ankommer Bergur Løkke Rasmussen til fortovscaféen ulasteligt klædt i det, der bedst kan betegnes som en våbenlobbyists uniform. Mens alle andre i bybilledet er iklædt korte bukser og t-shirts, er han iført en lyseblå skjorte, sandfarvede bukser og brune lædersko. Omme på ryggen hænger en kæmpestor grøn militærrygsæk og stjæler opmærksomheden.
Det er ikke, fordi arbejdstasken er blevet en grøn militærrygsæk, forsikrer han. Det viser sig, at Bergur Løkke Rasmussen skal til Holland og deltage i en militærmarch om nogle uger. Derfor er han tvunget til at marchere rundt i den danske hedebølge med oppakning i sin gamle militærrygsæk for at komme i lidt bedre form.