Nutidens Europa har to kerner. Den økonomisk-politiske er EU, og den militær-politiske er Nato. Begge organisationer har hovedkvarter i Bruxelles, men i årtier har de talt forbløffende lidt med hinanden. Men Europas styrke kommer netop af, at man har disse to ben at stå på. På militæralliancens topmøde i Ankara i denne uge er stats- og regeringscheferne dog nødt til at se i øjnene, at Europas andet ben trænger til en gevaldig overhaling.
Begge organisationer er vokset dramatisk siden deres grundlæggelse: Nato fra 12 medlemmer i 1949 til 32 i dag, EU fra seks medlemmer af det oprindelige Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1957 til 27 i dag. Hele 23 europæiske lande, der udgør omkring to tredjedele af Europas samlede bnp, er nu medlemmer af begge organisationer. Men hvor EU har været karakteriseret af konstante forandringer, har Nato været præget af bemærkelsesværdig strukturel kontinuitet. Det var en amerikanskdomineret, hegemonisk alliance i 1949, og det forblev dybest set en amerikanskdomineret, hegemonisk alliance selv med 32 medlemmer indtil 2025, altså indtil Donald Trump ved sin tilbagevenden til det amerikanske præsidentembede såede tvivl om selve Natos fremtid.
