Vi er en gruppe yngre læger, hvoraf nogle er nyuddannede, andre har haft en længere karriere i det danske sygehusvæsen. Vi følger med spænding debatten om kvalitetsreformen og vores nye arbejdsgivers – Danske Regioner – udmeldinger om væsenets fremtid. Vi vil med denne Kronik udtrykke vores bekymring over forholdene i det danske sygehusvæsen. Vores erfaringer stammer fra mange forskellige afdelinger, og vi mener, at de beskrevne forhold er udbredt på landets sygehusafdelinger, ikke mindst på de medicinske afdelinger, hvor de mest akut syge patienter ligger, og hvor patientindtaget er størst. Forventningerne til sundhedssektoren er enorme og skuffelsen stor, når de ikke indfries. Når der i pressen skrives om os læger, er det næsten altid, når noget er gået galt. Det virker ofte, som om det kommer som en overraskelse for journalister, befolkning og politikere, at det overhovedet kan gå galt i det danske sygehusvæsen. Vi glæder os over tilliden, men føler ikke, at det afspejler de reelle forhold på sygehusene. For os, som arbejder i sygehusvæsenet, kommer det ikke som nogen overraskelse, at behandlingsforløbene ofte ikke er optimale. Derfor føler vi os forpligtet til at videregive vores erfaringer, håb og frustrationer. Der er stigende fokus på ressourcemanglen i sygehusvæsenet, både i medierne og blandt politikere. Personalemangelen er en enorm udfordring for hele den offentlige sektor, også for sundhedssektoren. Det anslås, at der allerede nu mangler 1.000 speciallæger på landsplan. Regeringen barsler snart med en kvalitetsreform med fokus på den offentlige sektor, overvejer øgede investeringer i sundhedsvæsenet, og der optages flere studerende på lægestudiet. Kvalitetsreformen lægger op til et sundhedsvæsen med fokus på kvalitet og brugertilfredshed samt udviklingsmuligheder for de ansatte. Vi værdsætter disse intentioner, for hverdagen efterlader os sjældent med en fornemmelse af kvalitet. Tværtimod frustreres vi dagligt over følelsen af en utilstrækkelighed, der især skyldes et enormt tidspres. Vi vil gerne være en del af et godt sundhedsvæsen med fokus på patienten, fagligheden og den gode kommunikation med patienten. Men virkeligheden, som vi vil beskrive nærmere, er en anden. Debatten om forholdene i den offentlige sektor er i de seneste måneder tiltaget. Vi kan som læger nikke genkendende til bl.a. lærergruppens tilkendegivelser af, at kerneydelsen i vores arbejde drukner til fordel for dokumentation og administration. Kvalitetsreformen sætter fokus på den offentlige sektor, men hvad er kvalitet? Det fremgår af regeringens oplæg til kvalitetsreformen, at man er tilfreds med de offentligt ansatte og mener, at de er »kompetente, engagerede og udfører et godt stykke arbejde«. Otte ud af ti borgere er tilfredse med den offentlig service, men hvor mange af de offentligt ansatte er tilfredse med den service, de yder? Dagen på afdelingerne starter med en morgenkonference. Her er det meningen, at nattevagtens hændelser og nyindlagte patienters sager gennemgås. Næsten dagligt går meget af tiden med at fordele sygemeldte lægers arbejde blandt de tilstedeværende, hvilket gør, at der allerede er travlhed og forsinkelser fra morgenstunden. Vi oplever et overraskende stort sygefravær i lægegruppen og kan kun forklare det ud fra arbejdsforholdenes belastende karakter. I øjeblikket er det typiske forløb sådan, at patienter kommer i modtagelsen og ikke sjældent venter i op til seks timer eller mere uden at tale med en læge. Ofte er det de nyuddannede og mest uerfarne læger, som står med de mest akut syge patienter. Indlæggelsessamtalen er præget af afbrydelser, idet yngre læger på én gang passer akutmodtagelsen, tilser patienter på andre afdelinger og passer indlagte patienter i egen afdeling samt står til rådighed via personsøger. Det er ikke ualmindeligt, at arbejdet afbrydes 3-4 gange under en journaloptagelse eller samtaler med patienter og pårørende. De fleste læger har oplevet at stå med flere dårlige patienter samtidig. En hurtig prioritering afgør, hvilken patient der først skal tilses – fraprioritering af almindelig høflig samtale er en del af dagligdagen. Vi bør som læger kunne mestre hurtige beslutninger i akutte situationer, men når hverdagen kun består af hurtige beslutninger, er det opslidende og stressende. En ikkeakut patient har krav på, at en velovervejet beslutning ligger bag de trufne valg vedrørende udrednings- og behandlingsplan, men dette kan der ikke altid findes tid til. Når patienten er blevet undersøgt, skal vedkommende placeres på en afdeling, hvilket kan tage sin tid, idet afdelingerne ofte er fyldt til randen med flere patienter liggende på gangen, således at det kan være et større puslespil at finde en ledig plads. De fysiske rammer på landets sygehuse er oftest utidssvarende og utilstrækkelige, det er uhensigtsmæssigt i forhold til helbredelse og ydmygende for patienten at skulle undersøges, informeres og behandles på en gangplads. Patienterne kan i mange dage ligge på en specialafdeling uden at blive vurderet af en speciallæge, da der er svær mangel på dem. Dette med risiko for, at diagnosticering og behandling forsinkes, idet de fornødne undersøgelser ikke altid iværksættes og herefter tolkes umiddelbart. Indlæggelsestiden forlænges, og risikoen for, at der tilstøder en komplikation, og at patienten immobiliseres i længere tid end nødvendigt, er større. Udskrivelsen kan ske med kort varsel, og uden at patienten føler sig helt færdigbehandlet, da der kan være andre dårlige patienter, som har mere brug for pladsen. Det er igen en benhård prioritering, der afgør, hvornår udskrivelsen skal finde sted. Desværre har vi endnu ikke fundet en effektiv måde, hvorpå vi kan informere borgerne om, at de ikke må være lige så syge som tidligere. Vi oplever i vores hverdag på de travle medicinske afdelinger en afmatning, som bekymrer os. Yngre læger, som i studietiden har været entusiastiske og glædet sig til arbejdet som læge, mister efter få måneders arbejde gejsten og arbejdsglæden i et sygehusvæsen, som lider voldsomt under mange års tiltagende knaphed på personalemæssige ressourcer. Personlige sammenbrud, sygemeldinger og behov for psykologhjælp er desværre blevet hverdag nogle steder. Blandt de ældre, fastansatte læger er der også afmatning at spore, og vi møder således jævnligt speciallæger, som søger nye veje for at komme væk fra sygehusafdelinger, hvor de dagligt føler sig urimeligt presset af produktionshensyn på bekostning af faglighed. Vi har som læger et meget stort ansvar for patienterne, men en meget begrænset indflydelse på prioritering af ressourcerne i sygehusvæsenet. Også lægesekretærer, sygeplejersker og andre faggrupper er urimeligt overbelastede, hvilket medvirker til usmidige og forsinkende arbejdsgange og stor udskiftning i personalet. Gennem den tid, vi har været ansat i sygehusvæsenet, er kravene til dokumentation i forbindelse med et indlæggelsesforløb øget. Tidligere var det journalen, som indeholdt alle væsentlige oplysninger om patienten. Nu findes specielle dokumenter vedrørende medicin, allergi, ernæringsstatus, samtykke til undersøgelse og behandling, given skriftlig og mundtlig information med mere. Disse dokumenter er indført for at øge patientsikkerheden og minimere antallet af fejl, hvilket uomtvisteligt er vigtigt og rigtigt. Det medfører imidlertid også et større tidsforbrug. Der er gennem årene således tilført lægen et betydeligt papirarbejde, som ikke udløser flere ansatte, og som heller ikke løser lægerne fra andre arbejdsopgaver. Derved går der tid fra kerneydelsen, nemlig undersøgelsen af og behandlingen af patienten. Samtidig bliver der mindre tid til eftertænksomhed og fordybelse i det enkelte menneskes problemer, hvilket ofte resulterer i, at vigtige beslutninger vedrørende patientens liv og helbred træffes forhastet og i hektisk aktivitet med risiko for, at patienten ikke bliver ordentligt inddraget og informeret. Som forholdene er nu, bedømmes afdelingens aktivitet ud fra produktivitet frem for kvalitet, f.eks. antal sengedage og antallet af ambulante patienter i stedet for overlevelse, effekt af behandling eller antal komplikationer. En dygtig læge er den, der udskriver mange patienter til stuegang ... Ikke et ord om, hvor mange patienter der genindlægges inden for den næste uge, fordi de blev sendt hjem for tidligt, eller at hospitalsambulatorierne er så belastede, at patienter indlægges akut i ventetiden. Læger må ofte undlade at deltage i afdelingens lægekonferencer, det daglige, lægefaglige forum, hvor de vanskeligste problemstillinger diskuteres, må springe frokosten over og alligevel lade patienter vente i timevis, fordi tiden simpelt hen er for knap. Som sygehusansatte føler vi hele tiden utilstrækkeligheden. Det, som ofte står på de ellers tilfredse patienters negativliste, er manglende indføling, manglende kommunikation, manglende tilstedeværelse. Det forbavser ikke os, som arbejder i sygehusvæsenet. For når hensynet til produktiviteten altid sættes øverst, og når ressourcerne er knappe, bliver det ’de bløde værdier’, som halter. Det er frustrerende at vide, at selv om det rent lægefaglige arbejde er i orden, er det samlede patientforløb alligevel utilfredsstillende, fordi der ikke er tilstrækkelig tid til at tale med patienterne om udrednings- og behandlingsmuligheder, informere patienter og pårørende og sammenfattende få et anstændigt og værdigt indlæggelsesforløb. Kære Danske Regioner. Kære regering. Vi er bekymrede for sygehusvæsenets fremtid. Vi mangler i tiltagende grad personalemæssige ressourcer, sygehusene nedslides og forældes, mens behandlingsmuligheder, krav og forventninger fra patienter og politikere øges. Det bliver sværere og sværere at få enderne til at mødes, og vi mener, at det er på høje tid, at afmatningen og nedslidningen i sygehusvæsenet tages alvorligt, hvis vi skal sikre grundværdierne i det offentlige sygehusvæsen. I burde gøre det til jeres fornemste opgave at gøre sygehusvæsenet til en attraktiv arbejdsplads. I kan ikke med et trylleslag skaffe flere yngre læger eller speciallæger, men I kan gøre meget for at fastholde dem, der er. De knapper, I har at skrue på, er løn og arbejdsforhold, og som beskrevet her er der masser at tage fat på. Arbejdsforholdene kunne meget vel blive bedre, hvis I købte noget mere arbejdskraft. Mange læger arbejder gerne mere end de 37 timer om ugen, de er ansat til på sygehusene. Bedst kendt er det nok, at mange læger tager ekstra arbejde i Norge. I kunne jo skabe et økonomisk attraktivt alternativ. Det burde ikke være urimeligt, at læger, som alle andre mennesker, ønsker gode arbejdsforhold, rimelige arbejdstider og en acceptabel løn. Som forholdene er nu, spørger vi os selv, om vi kan blive ved med at tage ansvaret for de mangelfulde ydelser, som politikernes prioriteringer tvinger os til at præstere. Flere hænder ville give mulighed for, at arbejdet i sygehusvæsenet blev mere og andet end den produktion, der i øjeblikket er tale om, og for, at der blev tid til supervision og den oplæring af yngre læger, som er nødvendig for at sikre fagligheden og derigennem sikre patienten den bedste behandling. Ordentlig uddannelse og rimelige arbejdsvilkår kan give lægerne arbejdsglæden tilbage og samtidig sikre borgerne den optimale behandling i sygehusvæsenet, de har ret til. Det har været nævnt utallige gange, at man bør fjerne loftet for indtjening for praktiserende speciallæger. Det må være værd at se på, hvor stor en ressource der ligger her. Ved at flytte ambulant arbejde fra sygehusene til de privatpraktiserende speciallæger kan der frigøres speciallægeressourcer til at varetage undersøgelser og behandling af de indlagte patienter. Vi mener ikke, at tiden er til at tvinge danske læger rundt i sygehusvæsenet uanset deres egne faglige interesser og geografiske ønsker. Der er mangel på læger, herunder speciallæger, i Danmark, og der er mangel på arbejdskraft i det hele taget. Danske Regioner har foreslået at løse lægemanglen ved at begrænse den enkelte læges frie valg af speciallægeuddannelse. Hvis I fastholder den kurs, at bruge tvang, må I forvente, at der slet ikke bliver nogen læger at tvinge, lægerne vil forsvinde fra sygehusvæsenet og gøre det umuligt at opretholde et offentligt dansk sygehusvæsen. Den seneste undersøgelse af yngre lægers arbejde og videreuddannelse har vist, at almen medicin er langt det mest eftertragtede speciale. Det sigter mod almen praksis og altså ikke en karriere i sygehusvæsenet. Undersøgelsen viser også, at cirka halvdelen af de yngre læger kan tiltrækkes af andre specialer end ønskespecialet med gode uddannelsesforhold, fleksible arbejdstider og rette geografiske placering (Ugeskrift for Læger, 19. marts 2007). Hvis sygehusvæsenet skal fungere optimalt, kræver det flere ressourcer. Vi håber på en konstruktiv dialog om fremtidens sygehusvæsen, hvor I tager de beskrevne forhold i betragtning.