I de seneste måneder har der været en række eksempler på vanrøgt af demente og udviklingshæmmede mennesker rundt om i landet. Historierne er blevet mødt med vrede, men også med overraskelse. Det første kan jeg godt forstå. Jeg er derimod overrasket over overraskelsen. I de 14 år, jeg var medlem af Folketinget, var et af de områder, jeg arbejdede mest energisk med: De sindslidendes forhold. Dengang kom der historier frem, der ligner dem i dag. Man var dengang også enige om, at de kritisable forhold sagtens kunne ramme både sindslidende, udviklingshæmmede og demente. Men dengang skete der det samme som nu: Sagerne boblede op, forargelsen var stor, man fyrede et par folk, skændtes lidt om ansvaret – og så skete der ikke mere. Der var kraftige og vedholdende rygter om, at man på nogle hospitalsafdelinger bankede patienterne. Påstandene gik bl.a. på, at det var en fornøjelse på en kedelig lørdag aften at provokere én af de indlagte, der så flippede ud. Derefter gav det da lidt afveksling at banke vedkommende på plads. Det var også påfaldende, at beboerne på nogle institutioner ganske ofte »faldt ned ad trappen og fik blå mærker«. Jeg fik adskillige henvendelser i den retning. Men når man rejste sagerne, kom der ikke meget ud af dem. For de eneste vidner var jo patienterne/beboerne og de var jo »sindssyge« eller »tossede«, så det var noget, de havde opfundet i deres fantasi. Jeg var imidlertid ikke i tvivl om, at de jævnlig havde ret. Her kan man da bestemt glæde sig over, at flere og flere medarbejdere i dag siger fra og afslører når noget er galt. Det højner retssikkerheden ganske meget. Bliv endelig ved med det! Selvfølgelig kan det være vanskeligt, hvis det er ens kollega eller den politiske ledelse, der er problemet. I den første situation kan man blive betragtet som ukollegial – i den anden kan det koste ens job. Men nogle er nødt til at have modet og kæmpe for de udsatte menneskers ve og vel. Og ingen kan være tjente med, at nogle få brodne kar – eller en dårlig politisk ledelse, der helt har fjernet mulighederne for ordentlig normering, supervision og uddannelse, får lov at præge en hel sektor. Det er slående, som tvangen i psykiatrien er steget i det sidste årti, selv om man forsøgte at få den ned. ’Psykiatriens Robin Hood’, den nu afdøde Christian Bonde, rejste landet rundt og besøgte diverse afdelinger. Han ringede jævnligt og videregav resultatet til mig. Ganske ofte kunne man konstatere, at brugen af tvang var særlig høj på visse afdelinger. Når overlægen så flyttede tjenestested til en anden afdeling, så steg brugen af tvang det nye sted – mens den faldt det gamle. Kunne det ikke tyde på, at der var en sammenhæng? Men selv om tallene viste det resultat, var det ikke let at komme igennem med en ændring. For dengang blev det ikke anset for passende, at påpege sådanne ting. Jeg husker bl.a. det psykiatriske hospital i Dianalund, der under stor mediebevågenhed fikserede en mand i over 100 dage. Europarådets torturkomite tog sagen op og konkluderede, at der ingen lægefaglig grunde var til, at fiksere en person så længe. Det var derfor forstemmende for nogle dage siden at læse, at selv samme hospital netop har fikseret en mand i tre uger, fordi der ikke var plads andre steder. Har noget ændret sig? Retssikkerheden er også et problem. Man kan blive sendt til landets mest lukkede afdeling, Sikringen i Nykøbing S, uden nogen form for reel retsgaranti. Formelt er det Justitsministeriet, der skal godkende anbringelsen efter indstilling fra Retslægerådet. Men foretager Rådet en selvstændig vurdering af den syge? Og domstolene, der formelt skal godkende anbringelsen, hører de vidner og second opinion? Rimeligheden i forbindelse med værgemål er ligeledes et problem. Det er statsforvaltningen, der træffer afgørelserne her. Men er det rimeligt, at en førtidspensionist uden formue, anbragt på en institution skal have en værge? Jeg har eksempler på værgemål, der i realiteten skal administrere 1.800 kroner om måneden – og det skal førtidspensionisten betale 900 kr. for. Arbejdet for værgen kan ikke være stort, men det er heldigt, for de pågældende har 60 værgemål ved siden af deres normale job. Er det rimeligt? Og kunne man forestille sig en sådan handling over for andre grupper i samfundet, uden der ville opstå voldsomme protester? For et par år siden blev egenbetalingen i mindst en kommune sat op med 2.000 kr. pr måned uden at nogle overhovedet løftede en finger. Et sådant beløb er faktisk en stor del af en førtidspension. Havde en sådan månedlig stigning ramt folkepensionister eller boligejere, så var der kommet et ramaskrig. Men nu! Jeg er bestyrelsesformand for en social institution. Her bor 14 voksne mennesker, der er én af de vanskeligste grupper overhovedet. De er som otteårsbørn, men har samtidig sindslidende træk. Mange af dem har prøvet hele ’systemet’: Vestre Fængsel, Herstedvester, Sikringen. De har været opgivet gang på gang. Nu har de boet på denne institution i en årrække. De går frit omkring, der har ikke været brugt tvang de sidste 8-10 år, og medicinen kan sættes ned. Hvorfor, når de pågældende ellers var opgivet? Én af hemmelighederne er, at de betragtes som familiemedlemmer på institutionen. Man tager dem seriøst, man skaber et fællesskab, giver dem det lille ansvar, de kan magte. Her er der ikke tale om et koldt institutionsmiljø. Resultatet er forbløffende. Det kræver meget engagement. Det er heller ikke altid lige let. Men tænk, hvis man indtog samme holdning andre steder i landet. Det ville imidlertid kræve, at ledelserne og politikerne rundt om i landet gav medarbejderne den frihed og den støtte, der skal til, for at holdningen kan slå igennem. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, hvor mange andre mennesker, der ikke er så heldige som de 14. De sidder til opbevaring i et system, der ikke gør dem meget godt. Skattestoppet har ikke været hjælpsomt for de udsatte grupper i denne sammenhæng. Det kostede ét af de mest lovende tilbud, Skovhuset i Nykøbing Sj. livet. Penge før mennesker! Sankt Hans hospital i Roskilde har netop meddelt, at man må lukke en afdeling, fordi der ikke kan skaffes personale. Det er en katastrofe. Andre afdelinger landet over melder om kraftig overbelægning. Alt dette er naturligvis med til at gøre problemerne større. Jo flere mennesker, der stuves sammen uden tilstrækkelige udfoldelsesmuligheder, jo større er risikoen for øget brug af tvang og medicinering. Det er jo en ond spiral. Psykiatrien har altid været et lavstatusområde. Det er anstrengende at arbejde med mennesker, der er så anderledes. Og satser man på en nobelpris, er det nok ikke lige den del af sundhedsvæsenet, man som læge skal søge hen. Den manglende bevågenhed (og jeg taler altså ikke om enkeltsager med store avisoverskrifter, dem er der bestemt for mange af) fører også til en stedmoderlig behandling i det politiske system. Skal en kommunalbestyrelse vælge mellem et bofællesskab for sindslidende eller udviklingshæmmede – og bedre børnepasning og ældreboliger, er der ingen tvivl om, hvor man bliver mest populær. Jeg tør også vædde på, hvilken prioritering regionerne vil foretage, hvis valget er mellem øget kræftbehandling eller en udvidelse af den psykiatriske afdeling. Dertil kommer, at de store overskrifter i forbindelse med voldelige enkeltepisoder, er med til at styrke tabuet. En formiddagsavis havde forleden en enorm overskrift på løbesedlen ’Myrdet af sindssyg!’. En sådan overskrift er med til at gøre det vanskeligere at gøre noget for den udsatte gruppe, for frygten breder sig. Og det på trods af, at det faktisk er ganske få af de syge, der er farlige. Men tabuet fører til, at medarbejdere ikke søger til denne sektor. Det giver så en selvforstærkende udvikling i den forkerte retning. Og omverdenens forståelse lider også. Skal man oprette et bofællesskab til én af disse grupper, rejser der sig en storm i naboområdet. Alle kan blive enige om, at disse mennesker ikke skal bo på hospitaler og store institutioner hele deres liv. Men skal bofællesskabet lige ligge på min vej: »Huspriserne kan falde, mine børn skal ikke se sådan nogle og de kan jo være farlige!«. Jo, moral er godt, men dobbelt moral åbenbart dobbelt så godt. Mange udviklingshæmmede og sindslidende føler sig med rette uden for samfundet og det fællesskab, som de i virkeligheden higer efter at blive en del af. Det viser eksemplet fra institutionen i Nordjylland. Det er da også galimatias, at mennesker, der kan fungere fornuftigt i dagligdagen det meste af året, men som måske skal indlægges et par gange om året, skal betragtes som ubrugelige. Rundt om i landet findes de såkaldte Fountain House- tilbud. Her forsøger man at give mennesker med psykiske lidelser en tro på, at man kan være med i fællesskabet. Men det er ikke altid lige let at skabe forståelse for det i omverdenen. Måske er tabuet i virkeligheden den største hurdle for forsøget på at løse problemerne for udviklingshæmmede og sindslidende. Tidsånden er kold og teknokratisk. Den bygger på karriere og jag. Den giver ikke megen plads til dem, der har brug for at organisere deres liv anderledes. Der kunne nævnes mange andre grundlæggende problemer i forbindelse med disse udsatte grupper. Men der er imidlertid meget, der stadig kan gøres for at stoppe de dårlige historier og gøre forholdene bedre for demente, sindslidende og udviklingshæmmede. Der er i hvert fald to tiltag, der efter min mening kunne skubbe udviklingen i den rigtige retning: 1. Nedsæt en kommission, der inden udgangen af 2008 skal kulegrave forholdene for disse grupper. Men en ny slags kommission – ikke en befolket af fagfolk og faggrupper, der skal hyppe egne kartofler. Sammensæt den af repræsentanter for brugere og pårørende samt en række ildsjæle, der har beskæftiget sig indgående med disse emner. Lad så de faglige organisationer stå på sidelinjen. Herfra kan de være med til at sikre, at konklusionerne er fagligt mulige. Men lad de ’utraditionelle’ sætte dagsordenen. Så kunne det være, de reelle problemer faktisk blev diskuteret. 2. Skab et ’rejsehold’, der kunne komme på uanmeldte besøg i institutioner og hospitaler landet over. Skab f.eks. ti hold á to personer. Når man tager rejsetid og rapportskrivning i betragtning kunne dette vel føre til 750 uanmeldte heldagsbesøg pr år. Holdene kunne så rapportere enten til Ombudsmanden eller til Folketingets paragraf 71-tilsyn. Jeg var selv medlem af dette tilsyn i mange år. Den gode vilje er der, men medlemmer af Folketinget kommer kun ud nogle få gange om året – og ikke altid uanmeldt. Derfor er tilsynets effektivitet ikke stor. Lyder det urealistisk? Tja! Jeg så i en avis for nylig, at man nu ville sende 500 kontrollanter ud for at sikre, at rygeloven bliver holdt på virksomheder og restauranter. Skulle det så være umuligt at sende 20 rundt for at sikre, at nogle af de mest udsatte grupper i samfundet bliver ordentligt behandlet? Et af problemerne – ikke mindst for sindslidende – er som nævnt, at gruppen er belagt med fordomme og tabuer. Ikke mange danskere kender noget til ’systemet’ og bliver chokerede, når de pludselig opdager, hvad der sker. Men netop derfor har det politiske system og medarbejdere et stort ansvar for at sikre, at forholdene er ordentlige. Manglende supervision og uddannelse giver problemer. Besparelser i kommunerne og den fatale kommunalreform endnu flere. Det er ikke vore udviklingshæmmede, demente eller sindslidende medborgere, der står højest på listen, når der skal prioriteres. Men et samfund skal vurderes på den måde, det behandler de mest udsatte grupper på. De gentagne historier, der popper op, er et stærkt signal om, at noget er galt. Hvad med at forsøge at løse problemerne i stedet for blot at lade dem gå gennem mediemøllen hver anden måned – og så ellers ignorere dem. Det kunne jo være et forsinket nytårsforsæt – der altså bare skal holdes!