Mange af os har læst den fascinerende og skræmmende bog om Blekingegadebanden.
En af de vel nok mest hårdkogte danske terrorceller nogensinde. Fascinerende, fordi gruppen var velorganiseret og meget professionel. Skræmmende, fordi det tog så lang tid for politiet og efterretningstjenesten at få overblik over gruppens kriminelle aktiviteter. Desværre mistede en ung politibetjent livet, imens opklaringen stod på. Sagen har nu fået ny bevågenhed, og den viser på mange måder, at det kræver en dygtig politi- og efterretningsindsats at opklare grænseoverskridende kriminalitet. Det kræver dog mere endnu. Det kræver et tæt og professionelt samarbejde på tværs af grænserne. Vi kan aldrig fuldstændig forhindre grænseoverskridende kriminalitet, men vi kan netop blive langt bedre til at samarbejde om opklaringsarbejdet, når det trækker spor langt ud over Danmarks grænser. De seneste år har Danmark haft tre større terrorsager. Den største er terrorsagen fra Glostrup, hvor fire unge mænd blev tiltalt for at have forberedt terror. Den såkaldte ’terrorsag fra Glostrup’ begyndte flere tusinde kilometer fra Danmark i en lejlighed i Sarajevo i Bosnien-Hercegovina. I lejligheden fandt politiet sprængstof og et selvmordsbælte. De fire havde planlagt at begå en terrorhandling et sted i Europa. Sagen blev den første i Danmark, hvor den nye terrorparagraf i straffeloven blev taget i brug. En anden stor sag er den såkaldte Vollsmosesag, hvor fire unge mænd blev tiltalt for forsøg på terror og for at have anskaffet sig kemikalier og udstyr til fremstilling af bomber. Bomberne skulle bruges et ukendt sted i Danmark eller i udlandet. Operationen blev heldigvis forhindret, da politiet opdagede gruppen i tide. I den tredje terrorsag blev en dansk mand med marokkanske rødder som den første nogensinde i Danmark dømt for at have opildnet unge til terror. Han blev blandt andet dømt for at have påvirket de unge i Glostrupsagen. hvad har dette så med de danske EU-forbehold at gøre? Lissabontraktaten, som for nylig blev underskrevet af de europæiske stats- og regeringschefer i Lissabon, sætter øget fokus på styrkelse af fredsbevarende aktioner, styrkelse af demokrati i verden, kampen for menneskerettigheder og frihed og bekæmpelse af organiseret kriminalitet, terrorisme og handel med kvinder og børn. Det er alle områder, som ikke kan løses på nationalt niveau. Men de efterhånden 16 år gamle danske forbehold gør desværre, at Danmark i fremtiden ikke kan deltage i denne del af EU-samarbejdet. Vi må sidde uden for døren, dvs. uden reel medbestemmelse, når det bliver diskuteret, hvordan EU skal bekæmpe international terrorisme. Det kan virke paradoksalt, at vores 16 år gamle forbehold nu vil betyde, at Danmark ikke kan deltage i EU-samarbejdet omkring kriminalitetsbekæmpelse, når vi hidtil har kunnet deltage uden problemer i samarbejdet. Men det skyldes, at det retlige forbehold gælder samarbejdets form og ikke dets indhold. Hidtil har det retlige samarbejde omkring kriminalitetsbekæmpelse i EU været mellemstatsligt. Det betyder bl.a., at EU-beslutninger først skulle omsættes i national lovgivning, før de var gældende, og at Europaparlamentets rolle var begrænset. Men med Lissabontraktaten bliver hele det retlige område overført til de samme beslutningsprocedurer, som vi kender fra f.eks. EU’s indre marked eller miljøområdet, hvor EU-lovgivningen vedtages af medlemsstaterne og Europaparlamentet i fællesskab. Det betyder, at vi danskere snart må tage stilling til, om vi vil bevare forbeholdet, som vi kender det, eller være med til at bekæmpe international kriminalitet og terrorisme sammen med de øvrige 26 lande i EU. Jeg er ikke i tvivl om, at det er i Danmarks interesse fortsat at være med i fællesskabet, når det handler om at bekæmpe international terror og international kriminalitet som f.eks. narkosmugling og sexhandel med børn og kvinder. Og jeg er overbevist om, at et stort flertal af danskerne vil være enige med mig. Men EU’s retlige samarbejde handler ikke kun om bekæmpelse af kriminalitet, men også om fælles regler i flygtninge- og asylpolitikken. Her vil mange danskere formentligt ønske at holde fast i de strammere danskere regler frem for at skulle overtage de mere lempelige EU-regler. Heldigvis er vi ikke nødvendigvis tvunget til at vælge eller fravælge hele pakken. De andre EU-lande har nemlig tilbudt Danmark samme løsning som Irland og Storbritannien. Det er en ordning, hvor vi aktivt kan vælge, hvilke områder vi ønsker at være med på, og hvilke områder vi ønsker at stå udenfor. Det vil sige, at vi kan bytte vores nuværende forbehold mod samarbejdets form ud med et forbehold mod samarbejdets indhold. Det betyder, at Danmark kan vælge at bevare den stramme udlændingepolitik, samtidig med at vi deltager fuldt og helt i politisamarbejdet. Mange af mine venner på venstrefløjen er utilfredse med denne mulighed. De mener, at retsforbeholdet kun skal afskaffes, hvis det samtidig betyder, at den danske udlændingepolitik bliver lempet. Lidt firkantet sagt ønsker de at tage Danmarks mulighed for at deltage i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme som gidsel for at få gennemtvunget ændringer i udlændingelovgivningen – ændringer, som der ikke i øjeblikket er flertal for, hverken i Folketinget eller i befolkningen Hvis udlændingepolitikken skal ændres, så bør det være, fordi et flertal i befolkningen og Folketinget ønsker det. Ikke fordi man bruger EU-forbeholdet som løftestang. Flygtningepolitikken vil givetvist også være dér, hvor Dansk Folkeparti og deres venner kommer på banen med argumenter om, at et opgør med retsforbeholdet vil betyde masseindvandring til Danmark, fordi vi mister 24-års reglen og de danske regler for familiesammenføring. Men det er simpelthen ikke rigtigt! Vi kan vælge at bevare den danske udlændingepolitik og samtidig sikre fælles europæiske løsninger på problemer som sexhandel med børn og kvinder, narkokriminalitet, terror og svindelsager. Det må være i alles interesse at sikre fælles løsninger, når det angår den nationale og europæiske sikkerhed. Ifølge Europol er menneskehandel en af de mest populære kriminelle aktiviteter i Europa. Muligheden for at tjene lette penge ved denne type kriminalitet er stor, og muligheden for at blive fanget er modsat meget lille. Derfor kan det ikke undre, at mange kriminelle kaster deres kræfter ind i denne rå form for handel med andre mennesker. Til gengæld undrer det mig meget, at der er politikere i Danmark, som ikke vil være med til at afskaffe det retlige forbehold, så vi bedre kan gøre noget ved det. Det er ikke længere kun piger og kvinder, der handles til et liv som sexslaver et sted i Europa. I dag omfatter handlen med mennesker også salg af mindreårige, som tvinges til hårde fysiske job med rengøring, tiggeri eller tvinges ud i organiseret kriminalitet. Således handles der hvert år i Europa mellem 16.000 og 36.000 unge under 18 år. I alt formodes det, at der handles med omkring 250.000 mennesker om året på tværs af grænserne i Europa. De fleste kommer fra dele af det tidligere Sovjetunionen og ender så i EU-lande som vor tids moderne slaver med prostitution, tvunget tiggeri, hårdt fysisk arbejde, eller de oplæres simpelthen til at begå kriminalitet. EU har sat knap 400 millioner kroner af til at øge ngo-samarbejdet for at forebygge og begrænse handel med mennesker. Det kræver dog mere end det at standse den omfattende handel med mennesker. Det forudsætter øget samarbejde mellem efterretningstjenester og politi i EU. En del af disse kvinder sælges til mellemmænd og tvinges til prostitution i Danmark, hvor de lever under kummerlige forhold. Danmark og dansk politi bør derfor spille en central rolle i dette samarbejde og ikke tvinges til at stå udenfor på grund af et gammelt retligt forbehold. Lad mig bringe et andet eksempel på bane. For nogle måneder siden blev en dansk lastbilchauffør overfaldet af en gruppe kriminelle, der ville stjæle lastbilens indhold. Ud over handel med mennesker har der været en markant stigning i denne form for kriminalitet siden 1990’erne. Mange lastbilchauffører i Europa har således været ude for overfald eller tyveri. Det er efterhånden blevet et farligt og usikkert job at være lastbilchauffør, hvis man vel at mærke kører på tværs af Europa. Sådan bør det ikke være. Denne form for kriminalitet er ofte organiseret af kriminelle bander, der overfalder lastbilchaufførerne på rastepladser rundt om i Europa. Det er nødvendigt med et stærkere politisamarbejde for at dæmme op for denne form for organiseret kriminalitet og sikre, at de ansvarlige straffes. Vi bør derfor styrke det europæiske politisamarbejde og være med til at øge sikkerheden for danske og europæiske lastbilchauffører. Desværre er det retlige forbehold en hindring for, at vi kan samarbejde med politikollegaer i resten af Europa om at opklare denne form for kriminalitet. Derfor håber jeg, at flertallet af danskerne ønsker at ændre det danske retlige forbehold, således at vi kan vælge at deltage fuldt ud i det europæiske politisamarbejdet. Med forsvarsforbeholdet kommer vi ikke til at stemme om en model med tilvalg eller fravalg, som med det retlige forbehold. Forsvarsforbeholdet kan vi enten vælge at afskaffe eller beholde i sin helhed. Jeg mener, at vi bør afskaffe forbeholdet og deltage solidarisk og fuldt ud i EU’s fredsbevarende aktioner. Danmark stod uden for den fredsbevarende operation i Bosnien-Hercegovina, fordi det danske forbehold forhindrer dansk deltagelse i fredsbevarende aktioner under EU’s ledelse. Danske soldater kan deltage i fredsbevarende arbejde under FN eller NATO, men ikke under EU’s ledelse. Det samme var tilfældet i Makedonien: Da EU overtog efter NATO, måtte Danmark trække sine soldater hjem. Danmark er ellers kendt for altid at yde en indsats, når det gælder forsvaret for demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed i verden. Det er en rolle, vi kan være stolte af, og en rolle, som vi skal blive ved med at spille i verden. Det kan ikke være rigtigt, at vi bevarer et forbehold, der forhindrer os i at deltage i fredsbevarende missioner, som et bredt flertal både i Folketinget og befolkningen bakker op om – mens vi samtidigt kan gå i krig med det mindst mulige flertal sammen med amerikanerne i f.eks. Irak. Der er sket meget, siden Blekingegadebanden huserede. Det er nu al-Qaeda, som sætter den globale terrordagsorden i dag, og de er både mere hårdkogte og internationale, end Blekingegadebanden var. De internationale forbryderbander har hurtigt lært at udnytte de muligheder, som globaliseringen og de åbne grænser giver til at udvide deres forretning. Og vi har gentagne gange set, hvordan konflikter ude i verden – Bosnien, Somalia, Irak – har direkte konsekvenser for livet i Danmark f.eks. i form af flygtningestrømme. Den dårlige nyhed er, at der ikke er noget, der tyder på, at vi kan spole tiden tilbage. Den gode nyhed er, at vi i et tæt samarbejde med vores naboer i Europa kan modvirke de negative konsekvenser. Men det kræver, at Danmark hurtigst muligt får gjort op med vores EU-forbehold.
