Den er dygtigt udført, ’Økonomisk Redegørelse’ fra august 2008, der udgør det samfundsøkonomiske grundlag for regeringens finanslovsforslag for 2009. Så dygtigt, at ingen – så vidt jeg har konstateret – har bidt mærke i, at de konklusioner, der drages i redegørelsen, havde været i orden, hvis de vel at mærke var fremført tre år tidligere. Prisen for denne forsinkelse på tre år bliver imidlertid, at den regning, vi danskere nu skal betale for at rette op på samfundsøkonomien, bliver betydeligt større. Skønt dette først og fremmest er regeringens ansvar, roser den sig selv for at være økonomisk ansvarlig i ’Økonomisk Redegørelse’ fra august 2008, selv om der næppe er ført en så uansvarlig finanspolitik, siden det fra midten af 1970’erne via de økonomiske modeller blev muligt korrekt at måle den finanspolitiske virkning. ’Økonomisk Redegørelse’ har udmærkede analyser af, at man via især finanspolitik, men også arbejdsmarkedspolitik, sikrer, at økonomien ikke bliver eller vedbliver at være så overophedet, at omkostningsudviklingen – i realiteten lønudviklingen – udhuler konkurrenceevnen med højere og mere langvarig ledighed end nødvendigt til følge, altså noget højere ledighed end den såkaldte strukturelle ledighed. Dette kommer, efter at lønstigningen på DA-området i 2. kvartal 2008 har været på knap 5 pct. Men det er jo ikke nyt, at dansk økonomi har været overophedet, som det fremgår af den gengivne figur fra netop ’Økonomisk Redegørelse’, august 2008. Figuren viser overophedningen via ledighedsgabet, der er forskellen mellem den faktiske ledighed og den strukturelle ledighed. Og når den faktiske ledighed er lavere end den strukturelle ledighed, er der overophedning. Det har således været tilfældet siden 2006, hvor ledighedsgabet har været negativt. Men ikke nok hermed. Det negative ledighedsgab – og dermed overophedningen – er blevet større helt frem til nu. I ’Økonomisk Redegørelse’ fremhæves nødvendigheden/fordelen af, at der føres en konjunkturudjævnende finanspolitik, som sikrer, at ledighedsgabet ligger ret tæt omkring nulpunktet. Men denne finanspolitiske opstramning burde sådan set have været iværksat i 2006, hvis en ansvarlig økonomisk politik skulle være realiseret. Men i ’Økonomisk Redegørelse’ er der ingen erkendelse af, at regeringen er tre år for sent på den. Tværtimod påstås stridende mod egne tal, at der ikke har været ført en konjunkturforstærkende – og dermed uansvarlig – finanspolitik. Det påstås direkte – side 11 og 12 – at den finanspolitiske praksis i de seneste 20-30 år har været udtryk for en konjunkturdæmpende politik. Det har i hvert fald ikke været tilfældet i årene fra og med 2006, hvor der har været ført en ekspansiv finanspolitik. Et så groft forsøg på historieforfalskning kan vel kun forklares ved politisk pres, idet fagligheden i hvert fald hidtil har været høj i Finansministeriet. Regeringen blev endda klart advaret mod, at overophedning med efterfølgende løbsk omkostningsudvikling ville blive konsekvensen af den fra 2006 førte finanspolitik. Nogle økonomer havde allerede udtrykt det i 2005 forud for vedtagelsen af finansloven for 2006. Nationalbanken udtrykte det således i 2006: »Den økonomisk-politiske udfordring i efteråret er et spørgsmål om håndtering af risikoen for en overophedning af den danske økonomi. Denne risiko har gennem en periode været voksende. Sandsynligheden for, at et fortsat efterspørgselspres sætter varige spor i priser og lønninger i et omfang, der på længere sigt vil føre til en stigende arbejdsløshed, er nu så stor, at det er tilrådeligt, at der fra de offentlige finanser udgår en mærkbart afdæmpende effekt på den samlede økonomi«. Her står det jo så tydeligt, som det næsten kan, at den finanspolitiske stramning, som Nationalbanken anbefalede med en finanseffekt på -½ pct. af BNP, skulle iværksættes i 2006 i forbindelse med finansloven for 2007. Det er i øvrigt interessant at bemærke, hvor præcis Nationalbankens diagnose var. Men det forhindrede dengang ikke, at regeringen blot arrogant afviste Nationalbanken og andre. Bl.a. mente man, at de økonomiske lærebøger burde skrives om. Men hermed stopper den finanspolitiske tragedie ikke. Regeringen er åbenbart blevet forskrækket over sin egen skygge. Det er min vurdering, at ledighedsgabet uden en finanspolitisk opstramning vil blive drastisk reduceret i 2009, og at det allerede er påbegyndt. Der er nu tilbagegang i væksten af alle efterspørgselskomponenter og også direkte fald. Og denne tilbagegang er klart undervurderet i ’Økonomisk Redegørelse’. Blot et eksempel. Eksporten antages således i såvel 2008 som 2009 realt at stige lige så meget som i 2007, hvor det nu tydelige internationale konjunkturtilbageslag endnu ikke var en realitet, og hvor konkurrenceevnen var bedre. Og hver dag strømmer det nu ind med negative konjunkturmeldinger fra ind- og udland. Det store spørgsmål er derfor, hvor længe dansk økonomi endnu er overophedet. Hvorfor var det så vigtigt, som bl.a. Nationalbanken påpegede i 2006, at finanspolitikken dengang blev opstrammet? Jo, omkostningsudviklingen løb løbsk – og det sker altid, når der i nogen tid har været en betydelig overophedning. Og omkostninger og lønninger har meget lettere ved at stige end falde. Det betyder igen, at det nemt ender med, at det tager længere tid at redressere stigninger end at udløse stigninger. Derfor risikerer vi nu længere tid med højere arbejdsløshed og dårlig økonomi – og dermed en stor regning – som følge af uansvarlig finanspolitik.