Hvilken betydning har en lettelse af skatten på arbejde for danskernes indsats på arbejdsmarkedet? Spørgsmålet er blevet diskuteret i mange år, og diskussionen er ikke blevet mindre, efter at Skattekommissionen er blevet nedsat. Tager man et rent teoretisk udgangspunkt, er det ganske enkelt umuligt at afgøre, om der overhovedet er en positiv effekt på arbejdsudbuddet af at sænke skatten. Der er nemlig to modsatrettede effekter af at sænke indkomstskatten: På den ene side bliver gevinsten ved at arbejde større, mens det bliver relativt dyrere at holde fri, og derfor vil nogle ønske at arbejde mere. Dette kaldes populært gulerodseffekten. P å den anden side behøver man ikke arbejde så meget efter skattelettelsen for at opnå samme indkomst, som før skatten blev sænket, og nogle ønsker derfor at arbejde mindre. Dette kaldes hængekøjeeffekten. Det er størrelsen af den samlede effekt, gulerod plus hængekøje, der afgør størrelsen af effekten på arbejdsudbuddet. For at bestemme fortegnet og størrelsen af denne effekt må man altså ty til empiriske studier. Vismændene, Finansministeriet, Rockwool Fondens Forskningsenhed og senest Skatteministeriet bruger alle det samme empiriske studie som udgangspunkt for at bestemme nettoeffekten på arbejdsudbuddet af en skattelettelse. Dette studie er fra 2001, hvor effekten udregnes på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse fra 1996 med ca. 2.500 medvirkende. Dette er i sig selv et spinkelt grundlag, og grundlaget bliver ikke styrket af, at der er sket store ændringer på arbejdsmarkedet i de 12 år, der er gået siden spørgeskemaundersøgelsen. Arbejdsløsheden er faldet til ca. en femtedel af, hvad den var. Fra 245.000 personer i 1996 til under 50.000 personer i dag. Derudover er den gennemsnitlige arbejdstid steget med omkring 5 procent. Ændringer, der i høj grad påvirker folks muligheder for at øge arbejdsindsatsen. Studiet fra 2001 finder en positiv nettoeffekt af skattelettelser på arbejdsudbuddet, dvs. gulerodseffekten er større end hængekøjeeffekten. Dette er også den mest udbredte opfattelse blandt økonomer. Det virker imidlertid meget overraskende, at hængekøjeeffekten i studiet estimeres til at være meget tæt på 0. Når indkomsten stiger, er der altså – ifølge dette studie – kun en meget lille del, der ønsker at omsætte dette til mere fritid. Dette hænger meget dårligt sammen med den forklaring, man ofte bruger på den faldende arbejdstid, vi har oplevet i Danmark siden 1950. Normalt tilskrives dette, at indkomstniveauet er steget væsentligt, hvilket har fået folk til at efterspørge mere fritid. Man tjener simpelthen flere penge ved at arbejde og har derfor bedre råd til at holde mere fri. Denne sammenhæng fremgår af figuren. Selv om studiet fra 2001 benyttes af flere institutioner til at beregne effekten af en skattelettelse på arbejdsudbuddet, kommer de ikke frem til de samme resultater. Der er altså ikke enighed om, hvordan resultaterne skal bruges i praksis. Før sommerferien regnede Skatteministeriet sig frem til en af de allerstørste effekter af skattelettelse: Letter man topskatten for 5 milliarder kroner, får man mere end 5 milliarder kroner tilbage i statskassen, hed det i ministeriets notat. En lettelse af topskatten skulle altså være mere end fuldt selvfinansierende. Dette bemærkelsesværdige resultat skyldes, at Skatteministeriet indregner en række ekstra effekter af skattelettelser. Således indregner Skatteministeriet også forventede effekter på uddannelse og effektivitet af skattelettelser. Der mangler dog dokumentation for størrelsen af disse effekter, og Skatteministeriet benytter derfor gæt som primær kilde for størrelsen af effekterne. Det må siges at være et yderst spinkelt grundlag at basere sine resultater på ... Ud over at størrelsen af effekterne ikke er dokumenteret, benytter Skatteministeriet ydermere en ny metode for at få effektivitetsgevinster til at give en positiv effekt på de offentlige finanser. Gevinster, der bl.a. baserer sig på en konstant lønsum til offentligt ansatte – og altså færre offentligt ansatte. Man forestiller sig altså, at en skattelettelse vil føre til mere effektive pædagoger i form af flere børn per vuggestue – uden at børnepasningen forringes. Det virker som en ekstrem antagelse, som for det første ikke er set historisk, og for det andet giver nogle hidtil ukendte effekter af skattelettelser. Debatten om effekter af en skattelettelse på arbejdsudbuddet hviler altså på et spinkelt grundlag, og det virker hovedløst at basere sin finansiering på et så usikkert grundlag. Det kan undre, at debatten om dynamiske effekter udelukkende drejer sig om effekter af skattelettelser. Der er i høj grad positive dynamiske effekter af offentlige investeringer i f.eks. uddannelse, infrastruktur og sundhed – uden at dette medregnes som en mulig finansieringskilde. En stigning i uddannelsesniveauet har positive effekter på arbejdsmarkedet, men disse effekter indregnes ikke i finansieringen af investeringer i uddannelse. Tilsvarende med investeringer i infrastruktur, der kan nedbringe transporttiden til og fra arbejde og dermed giver mulighed for øget arbejdstid. Alligevel indregnes disse effekter ikke som en mulig del af finansieringen af offentlige investeringer. Medregner man dynamiske effekter på skattesiden på baggrund af et spinkelt grundlag, må man som minimum forlange, at dynamiske effekter også medregnes på investeringssiden.