Kravene om international militær indgriben i Congo stiger i takt med meldingerne om massive overgreb mod civilbefolkningen i området omkring byen Goma i det østlige Congo. Der lyder også bekymrede advarsler mod en gentagelse af folkedrabet i nabolandet Rwanda i 1994. Lige siden har der været bred international enighed om, at noget tilsvarende aldrig måtte ske igen i Afrika. Verdenssamfundet skal handle hurtigt. Ikke alene for at afværge en humanitær tragedie. Også for at forhindre den ulmende borgerkrig i at bryde ud igen med fare for, at en langstrakt konflikt vil inddrage nabolandene. Den congolesiske regering har således været i Angola for at bede om hjælp. Og Rwanda er efter alt at dømme allerede involveret i konflikten. Det er udelukket, at FN kan gøre ret meget andet end at opfordre parterne til at indstille kampene og overgrebene. Det vil i givet fald tage måneder, før flere FN-tropper vil kunne være på plads i det østlige Congo. Først skal medlemslandene blive enige. Derefter skal der forhandles om finansieringen. Først derefter skal FN se, om medlemslandene vil stille soldater. DERFOR PEGER pilen i meget høj grad mod EU, der siden 2003 har gennemført flere kortvarige militære missioner i Afrika. Den aktuelle krise lægger op til, at en eventuel EU-styrke vil kunne få den funktion, som ligger i centrum af den aktuelle strategiske tækning i Bruxelles. Her forudser man, at militære styrker skal have en såkaldt brobyggerfunktion, der går ud på, at EU med kort varsel og i en kort periode udstationerer tropper i et kriseområde. Soldaterne skal sørge for at opretholde ro og orden – indtil det bliver muligt at samle en tilstrækkelig stor FN-styrke til indsættelse. Derefter trækker de europæiske soldater sig tilbage. Det var sådan, man gjorde, da et truende folkedrab i 2003 var under opsejling i Ituri-provinsen i det nordøstlige Congo. Og det var den samme brobyggerfunktion, EU-soldaterne havde i forbindelse med valget i Congo i 2006. I princippet er det også en sådan brobyggeropgave, EU er i gang med lige nu i Tchad, der grænser op til den uroplagede Darfurprovins. OPERATIONEN I Tchad understreger imidlertid de udfordringer, som EU står over for, hvis man skal iværksætte en hurtig militær mission i Afrika. Selv om der i efteråret 2007 forelå en FN-resolution om udstationering af tropper til beskyttelse af flygtninge fra Darfur, tog det EU-landene mere end et halvt år, før man havde samlet det nødvendige antal soldater til opgaven. Og man nåede først frem til en fuldtallig styrke, da den gamle kolonimagt Frankrig tilbød at levere halvdelen af soldaterne. Det mudrede forløb om Tchad-missionen understreger, at EU-landene – når det kommer til stykket – fortsat er endog meget tilbageholdende over for at sende egne soldater til Afrika. Det samme var tilfældet i forbindelse med udstationeringen i Congo i 2006. Dengang var modstanden blandt medlemslandene så massiv, at der måtte lægges et overordentligt stort pres på Tyskland for at få landet til at stå i spidsen for operationen. Congo 2006 og Tchad 2007/8 afslører desuden, at de fleste medlemslande har en betydelig skepsis over for Frankrigs motiver, når Paris lobbyer for EU-missioner i Afrika. Mistanken om, at det drejer sig om varetagelse af franske interesser, er således ganske levende. HVIS DER kan opnås enighed i EU-kredsen om indsættelse af tropper i Congo, har unionen imidlertid allerede nu et brugbart instrument, nemlig de såkaldte kampgrupper med op til 1.500 mand, som er klar til at rykke ud med kort varsel. Formanden for EU’s militærkomité, general Henri Bentegeat, har allerede udtalt, at EU i princippet kan sende en kampgruppe til Goma. Det kræver kun medlemslandenes godkendelse. Det vil formodentlig også kræve en godkendelse af FN’s Sikkerhedsråd, da EU’s krisestyringsstrategi helt eksplicit – belært af erfaringerne fra Irak i 2003 – bygger på, at der skal være en FN-godkendelse bag udsendelse af europæiske soldater i direkte kamphandlinger. En brobyggeroperation i Kivu-provinsen vil kunne åbne for det andet element i EU’s krisestyringspolitik, som kendes under slagordet ’afrikanske løsninger på afrikanske problemer’: I bestræbelserne på at undgå udsendelse af europæiske soldater har EU siden 2004 haft en særlig pengekasse til at finansiering af afrikanske soldater, der udfører krisestyringsopgaver på kontinentet. Den såkaldte Afrikanske Fredsfacilitet har finansieret Den Afrikanske Unions ca. 11.000 soldater i Darfur. Selv om disse soldater mildt sagt har haft begrænset succes, indebærer det ikke, at tanken om ’afrikanske løsninger på afrikanske problemer’ ikke kan være bæredygtig i det østlige Congo. Det kræver dog klar og utvetydig opbakning fra regeringen i Kinshasa og rundhåndet økonomisk bistand fra EU. Den økonomiske støtte er i princippet på plads i forbindelse med godkendelsen af den 10. europæiske udviklingsfond. OMKRING 250.000 desperate mennesker er på flugt i Nordkivu. Tusinder gemmer sig i de vidtstrakte skovområder. Det er nu, EU har en enestående mulighed for at vise, at den europæiske forsvarspolitik ikke blot eksisterer af navn, men også af gavn.