Mellem 19. september og 27. oktober faldt det ledende japanske aktieindeks, Nikkei, fra kurs 12.000 til 7.200. I en periode, hvor verdens opmærksomhed var rettet mod amerikanske redningsplaner og enorme globale kurstab, var dette fald på 40 procent ikke i sig selv opsigtsvækkende. Det samme skete i vid udstrækning verden over. Det atypiske ved Japan var i stedet, at der netop ikke var tale om den investorflugt, der ramte selv stærke udviklingsøkonomier som Sydkorea eller isolerede valutaer som den danske. Udenlandsk valuta begyndte i stedet at fosse ind i Japan. Dette i en grad, så den japanske yen i samme periode steg med henholdsvis 13 og 33 procent over for dollar og euro, og dermed forværrede eksportørernes konkurrenceevne og kursfald yderligere. Hvor medierne talte om dollarens forøgede styrke som følge af det, man i fagsproget kalder ’flight to quality’ (dvs. investorer, der rykker mod amerikanske statsobligationer i krisetider), så var konsekvensen endnu stærkere for Japan, hvor aktiemarkederne bløder, hver eneste gang yen bliver stærkere. Forklaringen er, at Tokyo er verdens centrum for spekulativ lånekapital. Japan har verdens laveste renteniveau for korte lån. I mere end 10 år efter det japanske boligkrak i begyndelsen af 1990’erne var renten tæt på eller lig nul. I 2007 blev den positiv igen, (men er aktuelt blot 0,3 procent). Kombineret med centralbankens voldsomt ekspansive pengepolitik har dette gjort Japan til landet, hvor man via internationale banker henter kapital til højt gearede forretninger. I vid udstrækning er det f.eks. her, Island har hentet finansiering. Det samme gælder for nu vaklende boligmarkeder i Tyrkiet, Baltikum og Østeuropa generelt. Det er her, Wall Street og europæiske investeringsbanker særligt har fundet gearing til optionshandelen i råvarer og udviklingsøkonomiernes aktiemarkeder. De selv samme markeder, der for alvor drattede omkuld, da en bølge af banker, hedgefonde og institutionelle investorer i september solgte deres aktiver for at dække tab i USA og sikre deres bundlinjer, inden kvartalsregnskaberne skulle afleveres. Men det var japanerne, der startede spillet. En rente væsentligt under den reelle inflationsrate betyder, at almindelige japanske opsparere har haft negativt afkast af at sætte penge i banken siden starten af 80’erne. Dette har medført, at private japanske opsparere, hvis formue er større end USA’s BNP, har været nødsaget til at være kreative og risikovillige. Det spil, japanerne mere eller mindre har opfundet, hvor man optager lavrente-lån i Japans valuta for efterfølgende at købe valuta eller virksomhedsobligationer (etc.) i højrente-markeder og profitere af rentespændet, kaldes ’yen carry trade’. Det er blevet globalt, og er i boom-tider dagligt i multibilliondollarklassen. Når markederne og de implicerede valutaer er stabile, er der lette, ’gratis’ penge at tjene. Men når der sker pludselige skift, ser man risikoen ved ’carry trade’ – en risiko, som den amerikanske storinvestor Warren Buffet har sammenlignet med at »gå foran en bulldozer og samle mønter op fra jorden«. Risikoen er nemlig, at når kursen på yen stiger markant i forhold til kursen på den valuta, man placerer de lånte midler i, så bliver det meget hurtigt dyrt. Ikke mindst for de investorer, der gearer højt. Det gør især de mest avancerede investorer som hedgefonde og investeringsbanker, og de foretrukne mål for deres investeringer er oftest de samme. Det er hovedårsagen til, at disse såkaldte ’hot money flows’ fra carry traden skaber bobler på bolig- og aktiemarkeder. Når det begynder at gå galt, bliver det selvforstærkende: jo flere, der køber yen for at tilbagebetale lånene, jo mere stiger kursen, og jo flere må afvikle deres investeringer og købe yen. Det er oplagt, at den aktuelle situation er uholdbar. For det første er det problematisk, at en af verdens mest dominerende valutaer kunstigt må holdes nede for at forhindre enorme kurstab globalt såvel som nationalt. For det andet skaber denne lave valuta enorme konkurrencefordele for japanske eksportører, der herigennem subsidieres mindst lige så meget som Kinas, og for det tredje er Bank of Japan gennem fastholdelse af et ahistorisk renteniveau sammen med den amerikanske centralbank hjørnestenen i den eksplosion i likviditet, der er den reelle årsag til, at den igangværende krise var lige så forudsigelig, som den var uundgåelig. Som så mange gange før intervenerede Bank of Japan i sidste uge, og såvel valutaen som aktiemarkedet rettede sig efterfølgende noget. Men ’yen carry traden’ går en uhyre usikker fremtid i møde af alle de forkerte årsager. USA er på vej ned på samme renteniveau, og dollaren er på længere sigt under stærkt pres på grund af enorm statsgæld og budgetunderskud. I EUROPA er den samme bevægelse i gang efter nye sænkninger i sidste uge, og markedet forventer yderligere sænkninger over de kommende måneder for at bekæmpe recessionen. Resultatet vil næsten uundgåeligt være en markant styrket yen. Det betyder, at paniksalgene fra september meget vel kan blive gentaget i nær fremtid, og når det næste dramatiske kapitel i kreditkrisen skal skrives, kan det meget vel være dette, der er den udløsende faktor.