Usynligt teater var den brasilianske teatermand Augusto Boals betegnelse for en af sine aktivistiske og indgribende teaterteknikker, hvor skuespillere optrådte i iscenesatte forløb i dagligdagen for at fremprovokere reaktioner hos forbipasserende, der ikke vidste, at det var teater, de havde med at gøre. Når der på fredag udkommer en redegørelse, hvor der er ’Spot på Danmarks skjulte teaterskat’, så er det ikke Boals usynlighed, der tænkes på. Det er derimod situationen i professionel dansk scenekunst for børn og unge, der bogføres. At den er skjult, skyldes ikke en villet usynlighed, men kommer af, at dette teater meget ofte spilles i institutioner, hvor børn og unge kommer, men hvor medierne ikke kommer. Teaterskatten er altså skjult i forhold til medier og offentlighed – herunder den kulturpolitiske offentlighed, og det er dette forhold, som redegørelsen vil løfte sløret for. HVIS MAN skulle være forblændet af den fordom, at teater for børn og unge bare handler om at lave grovkornet eventyrteater, der kan få ungerne til at råbe og skrige, så vil man have rigtig godt af at læse redegørelsen ’Spot på Danmarks skjulte teaterskat’. Her diskuteres nemlig de særegne kunstneriske kvaliteter, der har udviklet sig i et bredt spekter af genrer og kunstneriske opfattelser. Det sker gennem todelt fokusområde: de spillede forestillinger og den særegne produktionsproces – og grundlaget er de mere end 130 teatre, der indgår i området scenekunst for børn og unge. Det er med andre ord et grundigt og enestående indblik i de kvaliteter, der præger dansk professionel scenekunst for børn og unge netop nu: Vi står med et scenekunstområde, der eksperimenterer og nyudvikler, som ikke slår sig til tåls, og som ude i den store verden undertiden betegnes som ‘verdens bedste børneteater’. Man får altså her både scenekvalitet og nation-branding for den offentlige støtte. De store teaterpolitiske paradokser er i dette lys to: For det første, at kulturpolitikerne ikke har anerkendt, at vi her har et kunstområde, som har udviklet en helt særegen kvalitet, og ikke har fulgt op med en fremadrettet og understøttende teaterpolitik. Og for det andet – og det er måske årsagen til det første – at mange kulturpolitikere hellere vil have noget helt andet teater for børn og unge. Det sidste først: Man har ofte indtrykket af, at skiftende kulturpolitikere drømmer om scenekunst for børn og unge på de store teatre i plys og klunker. Det skriver man oven i købet ind i resultataftaler for disse teatre. Også selv om det lige præcis ikke er den slags børneteater, der har skaffet Danmark ry som et unikt foregangsland. TANKEGANGEN bliver nogle gange fuldstændig grotesk, når man søger at pålægge store teatre, der hverken har intentioner om, lyst til eller erfaringer med at spille for børn, forpligtelser i den retning. Egentlig behøver der ikke være en modsætning mellem de eksisterende små produktionsenheder og det forhold, at store teatre også spiller børneteater. Men det bliver der, når kulturpolitikerne – som en skjult dagsorden – vil erstatte det ene med det andet. En variant af denne tankegang er de overvejelser, der undertiden har været fremme om, at de eksisterende børneteatre skal slås sammen til nogle større enheder. Det er den mulige synliggørelse, der her forfører – og man glemmer næsten helt, at det faktisk er den nuværende vildtvoksende struktur, der har ført til de kvalitative spring, vi oplever i disse år. DET ANDET teaterpolitiske paradoks er, at selv om der råbes på kvalitet i den offentligt støttede kunst – og selv om vi bliver bildt ind, at internationaliseringen stiller helt nye krav, og at vi skal være de bedste på en række områder – så bliver et område, der klarer sig fremragende i den internationale konkurrence, og som producerer den ene kvalitetsforestilling efter den anden, ikke centrum i teaterpolitikken. Det betragtes tværtimod som en underlig reststørrelse, der i vid udstrækning bare bliver overladt til et fladt slagsmål om kulturpolitisk ansvar mellem stat og kommuner. Det ville være velgørende, hvis en kulturpolitiker på et eller andet snarligt tidspunkt stillede sig op og krævede, at den kunstneriske anerkendelse af dansk professionel scenekunst for børn og unge her og nu skal følges op af en økonomisk anerkendelse. EN MÅDE at gøre det på, som ville være unik og udviklingsorienteret, ville være at etablere en nationalscene for børn og unge. Ikke en ny institution af beton og mursten, men en udnævnelse af den nuværende struktur – med de mange små decentrale produktionssteder – til nationalscene. Det ville give os en decentraliseret nationalscene for børn og unge med mange forskelligartede kunstneriske integriteter. Det ville samtidig være et tegn på, at man tager kunsten og kvaliteten alvorligt – som det, der skal bygges videre på. Endelig ville det også være en anerkendelse af årtiers indsats – og en synliggørelse, der sagde sparto. Og så skulle der selvfølgelig også følge penge med.