Op til jul er der altid travlt i Folketinget.
Finansloven og en række af ministrenes lovforslag skal vedtages inden juleferien, og Folketingets medlemmer er derfor i arbejdstøjet. På Christiansborg handler arbejdet dog ikke kun om at vedtage nye love. Oppositionen holder nemlig også et vågent øje med, hvordan regeringens ministre efterfølgende administrerer de vedtagne love. De har en naturlig interesse i at sætte den politiske dagsorden ved at bide sig fast i de problematiske sager, stille kritiske spørgsmål og forlange handling af de ansvarlige ministre. Sådan har altid været. Til det formål har folketingsmedlemmer en række forskellige instrumenter i værktøjskassen. De mest kendte er, når oppositionen i aviser og tv udtrykker kritik, bekymring eller forargelse over en ministers embedsførelse. Men også inden for Christiansborgs mure har oppositionens politikere konkrete handlemuligheder for at diskutere og problematisere den politik, regeringen fører. Nogle af de mest benyttede redskaber er at kalde en minister i samråd i det relevante, stående udvalg, at stille spørgsmål til ministeren gennem udvalget, at stille såkaldte paragraf 20-spørgsmål til ministeren til enten mundtlig eller skriftlig besvarelse eller at rejse debatter via såkaldte forespørgsler. SER VI PÅ de seneste års udvikling i, hvordan de forskellige redskaber er blevet anvendt, er der sket markante ændringer. Nogle af disse er skitseret i figuren, hvor især to fænomener falder i øjnene: For det første er der sket en kraftig og stabil stigning i antallet af åbne samråd inden for de sidste år. (Den midlertidige nedgang i antallet i det seneste folketingsår må tilskrives, at det var afbrudt af et valg i november 2007). Åbne samråd er i modsætning til lukkede samråd åbne for offentligheden, og den enkelte spørger kan bede om, at samrådet skal være åbent. På det seneste er nogle af dem endda blevet transmitteret på TV 2-News. For det andet er antallet af paragraf 20-spørgsmål faldet til det halve i første halvår af 2008 sammenlignet med året før. Samtidig er antallet af udvalgsspørgsmål steget til mere end det dobbelte. Paragraf 20-spørgsmål kan stilles af alle folketingsmedlemmer og skal besvares af ministeren skriftligt inden for en frist på 6 søgnedage eller mundtligt i Folketingssalen om onsdagen. Udvalgsspørgsmål kan stilles til en minister af et medlem. Ministeren har under normale omstændigheder 30 dage til at besvare spørgsmålet. Forklaringen på denne udvikling ligger primært i en ændring af Folketingets forretningsorden i sidste folketingssamling, der indebar, at mere faktuelle spørgsmål til ministrene skal stilles via udvalget. Det er altså tydeligt, at der inden for ganske få år er sket et skred i de kanaler, politikerne bruger til at holde regeringens ministre fast på den førte politik. Denne udvikling kan på længere sigt betyde en række politiske og demokratiske konsekvenser. Nogle af dem er: •Dårligere politikudvikling? Tidligere var samråd karakteriseret ved fortrinsvis at foregå bag lukkede døre, hvor der kunne ske en drøftelse af en politisk problemstilling mellem minister og udvalgsmedlemmer – uden at pressen umiddelbart stod klar med sin vinkel på problemstillingen. De åbne samråd har i langt højere grad karakter af at være et forum, hvor oppositionspolitikerne ser en chance for at stille en ministers manglende formåen eller politiske problem til offentlig skue. På lang sigt kan dette altså fjerne et forum for politikudvikling på tværs af partierne og i stedet blot øge afstanden mellem opposition og regering. •Begrænsning af helhedssynet? Idet der sker et skred fra folketingssalen til udvalgsværelserne, kan der også være risiko for, at der sker en mere udpræget ’sektorisering’ i dansk politik. Hvert af de stående udvalg får monopol på at føre politik i den enkelte sektor, mens det overordnede helhedssyn og en tværgående prioritering, som det samlede Folketing skal sikre, får dårligere betingelser. •Hårdere retorik? Det forhold, at medierne har direkte adgang til samråd, stiller også nye krav til ministrene og medlemmerne. De vil nu – som når de i øvrigt er i pressen – søge at kommunikere kort og præcist og med fokus på, at alt hvad der bliver sagt, kan anvendes i en bestemt dagsorden. •Mere åben proces? Den stigende anvendelse af åbne samråd kan dog også føre til en mere åben politisk proces, hvor borgere får direkte adgang til at høre ministre forklare sig. Hvor der tidligere var lukkethed og uklarhed om, hvad der egentlig foregik på et samråd, kan alle nu følge direkte med og selv danne dem deres konklusioner. •Mere deltagelse? I forlængelse af denne pointe kan de mange åbne samråd måske også blive en katalysator for større politisk deltagelse generelt. I stedet for lukkede samråd eller lange politiske debatter kan det lidt mere action-prægede og konkrete samråd måske lettere vække den slumrende politiske interesse, som forskerne mener, har kendetegnet de vestlige demokratier siden halvfjerdserne. DEN STIGENDE tendens til anvendelse af åbne samråd kan alt i alt indikere, at der i stigende grad er sket en politisk ’normalisering’ af samrådsbegrebet. Det fremstår i dag mere i pagt med de generelle tendenser i den politiske virkelighed i Danmark anno 2008 – med høj åbenhed og behov for korte og præcise budskaber.
