Det var en solbeskinnet majdag i 1985.
Masser af mennesker var kommet til torvet i Arboga for at fejre 550-årsdagen for den svenske Riksdags grundlæggelse, og de svenske flag blafrede i vinden. Statsminister Olof Palme var der, Riksdagens formand var der, og kong Carl XVI Gustaf og dronning Silvia var der. Kong Carl Gustaf stillede sig på talerstolen og begyndte på sin kejtede facon at hilse velkommen. Til statsministeren, til Riksdagen og sidst, men ikke mindst til byens indbyggere. Og det var her, det for alvor gik galt: »Kära Örebroare ...«, sagde kongen. Publikum kiggede på hinanden og nåede at begynde at grine højt, før kongen langt om længe indså sit fejltagelse. »Undskyld, jeg mener selvfølgelig ’kära Arbogabor’«, sagde den rødmende konge, mens de fremmødte på torvet sammen med både dronning Silvia og Olof Palme knækkede sammen af grin. HISTORIEN ER bare en af mange, som svenskerne nyder at genfortælle, når talen falder på den svenske konge. En anden er, da kongen i Falu Koppargruva skulle skrive sin underskrift på en klippesten, som derefter ville blive hugget ind og forgyldt. Foran alle pressefolk og de rullende kameraer skrev den dyslektiske Carl Gustaf »Knug Carl Gustf«. Da stavefejlene blev påpeget, sagde han bare: »Det er vel ingen stavelektion, det her«. Ja, det er ikke nemt at være konge i Sverige i disse dage. For selv om undersøgelser viser, at 80 procent af svenskerne vil beholde monarkiet, så handler det for mange om tradition og om, at alternativet med en præsident ikke er særlig tiltrækkende. Generelt er respekten for kongehuset som samfundsinstitution lille. Til gengæld er persongalleriet i kongehuset – især prinsesserne og prinsen – populært i ugebladene. Allerede i 1975 fik den nytiltrådte konge Carl Gustaf fjernet de allersidste af sine politiske beføjelser, og i dag er hans forpligtelser rent ceremonielle. Det betyder i praksis, at det er ham, der hvert år åbner Riksdagen, klipper båndet over, når en ny skole eller ny virksomhed skal indvies og afleverer medaljerne til nobelpristagerne ved prisceremonien i Stockholm. Men i det daglige fylder kongen og kongehuset ikke meget i svenskernes liv. De eneste gange, kongen virkelig kommer i søgelyset, er, når han bryder tavsheden og udtaler sig om politiske spørgsmål. Den mest kendte skandale fandt sted, da han i 2004 under et besøg hos sultanen af Brunei til Expressen udtalte, at enevoldsherskeren – sultanen – havde »så tæt et forhold til sit folk«, og at landet var så utroligt åbent, fordi »kongen hvert år inviterede 40.000 af indbyggerne til audiens på slottet, når han havde fødselsdag«. UDTALELSEN vakte stort postyr hjemme i Sverige, både over for kongen som person, men også over for Udenrigsministeriet, som havde klædt kongen for dårligt på. Og her ligger måske en af grundene til svenskernes lunkne kærlighed. For når ikke statsmagten og det politiske liv tager kongen eller kongehuset alvorligt, hvorfor skal folket så gøre det? En anden årsag er nok desværre kongens personlighed. Privat siges han at være enormt morsom og en glad dreng, som helt fra sine unge dage har haft hang til fester og smukke damer. Men stil ham op på en talerstol – og han bliver stiv, kejtet, nervøs; og ordene kommer stødvis, på en måde, som enten er søvndyssende eller stressende for tilskueren. DEN ENESTE gang, Carl Gustaf virkelig har trådt i karakter som landsfader, var efter den store tsunamikatastrofe i 2004. Sverige var et af de hårdest ramte lande i Europa, og mens statsminister Göran Persson og udenrigsminister Laila Freivalds kom til at symbolisere den bureaukratiske kynisme, som ikke tog katastrofen alvorligt, blev kongen det samlende symbol. Hans tale ved mindegudstjenesten i Stockholms Stadshus, hvor han åbenhjertigt fortalte, hvordan det er at miste en forælder, rørte en stor del af det svenske folk – og fik midlertidigt hans popularitet til at stige. Men det kongehus-emne, som for tiden engagerer svenskerne mest, er uden tvivl, om kronprinsesse Victoria og kæresten Daniel Westling skal giftes med hinanden eller ej. I den kulørte presse har kongen fået rollen som den patriarkalske modstander, der ikke mener, at Daniel er fin nok. Sandheden er nok mere kompliceret end som så. Det svenske kongehus har ikke oplevet ægteskabsskandaler som det britiske eller skilsmisser som det danske. Og kongen er klog nok til at vide, at sådanne skandaler vil få stor betydning i Sverige, hvor befolkningens indstilling til kongehuset afhænger af, at man beholder troværdigheden hos folket. Derfor forsikrer han sig nok først og fremmest om, at Daniel Westling er parat til det livslange ansvar, som ægteskab og prinsetitel indebærer. PARADOKSET ER dog, at Victorias eventuelle bryllup og overtagelse af tronen måske netop er den saltvandsindsprøjtning, som kongehuset har brug for. Med sin vindende personlighed, sin brede uddannelse og sine ben i næsen over for nysgerrige journalister er hun for mange symbolet på en moderne kvinde. Hun kunne med al sandsynlighed blive for Sverige, hvad dronning Margrethe har været for Danmark. Og hendes køn er ikke uinteressant. I en tid, hvor mænd fortsat sidder på store dele af magten, og hvor ligestilling er et af Sveriges største debatemner, er alene det, at hun er kvinde, moderne og nyskabende, mener bl.a. etnologen Åke Daun. Svenskerne vil nemlig gerne se sig selv som et moderne folk, der har gjort op med alt det gamle og kun kigger fremad. For til forskel fra i Danmark ligger nationalfølelsen ikke gemt i et kongehus med lyserødt eventyrimage. HVIS DET SKAL lykkes Victoria at føre kongehuset sikkert ind i fremtiden, må hun vise sig som en moderne kvinde, der kan andet og mere end bære store hatte og hilse på børn. Hun skal vise engagement og styrke, og at hun forstår mediesamfundets mekanismer og betydning for sin eksistens. Klarer hun det, kan hendes far trygt aflevere den svenske trone til hende. For så vil hun uden tvivl blive redningen for det monarki, som han var ved at miste.
