Verden står over for alle tiders mulighed for at udforme principper for et nyt globalt system, der tager udviklingslande alvorligt og med på råd.
På trods af at finanskrisen har ramt verdens fattigste ekstra hårdt, har udviklingslandene nu fået sat udviklingsfinansiering på dagsordenen i FN. Det beviste de i sidste måned, da verdens ledere mødtes ved forhandlingsbordet i Doha, Qatar, under overskriften ’Financing for Development’. Topmødet resulterede i en kommission, der nu skal kulegrave muligheden for en reform af det finansielle system. Egentlig en erkendelse af, at en ny økonomisk verdensorden er nødvendig, hvis alle lande skal reddes ud af den finansielle nedtur. Men det peger samtidig på mere regulering og mere magt til staterne. Og måske en ny global nøglerolle til FN? Opfølgning på en tidligere FN-konference Topmødet I Doha var egentlig en opfølgning på en tidligere FN-konference afholdt i Monterrey i 2002. Formålet var et styrket partnerskab mellem ulande og ilande samt øget finansiering til at indfri officielle udviklingsmål. På topmødet skulle verdens ledere forsøge at skabe sammenhæng mellem emner som mobilisering af nationale ressourcer til udvikling, investeringer, international handel og gæld. Forud for topmødet havde ulandene kæmpet indædt for at bringe forslaget om en reform af det nuværende økonomiske system øverst på dagsordenen, herunder også FN’s rolle i forbindelse med den globale ’multikrise’ – finans-, energi-, fødevare- og klimakrisen. Nicaraguas tidligere udenrigsminister Miguel d’Escoto Brockmann tog allerede i oktober initiativ til at drøfte den finansielle krise i FN’s Generalforsamling, som han er formand for. En task force blev nedsat – og stilen blev dengang lagt med det indledende citat af Thomas Jefferson: »Banker er en større trussel mod vores frihed end militæret«. Slut med chokterapi Lederen af arbejdsgruppen blev den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz, der efter sin tid som vicepræsident i Verdensbanken ikke har været tilbageholdende med sin kritik af Verdensbanken, IMF (Den Internationale Valutafond) og den såkaldte Washington Consensus – 1990’ernes neoliberale konsensus om, at alle lande bør åbne deres økonomier for at skabe vækst og udvikling.
Denne politik indebar nemlig en række strukturtilpasningsprogrammer i udviklingslandene, også kaldet chokterapier, fordi de blev tvunget til markante privatiseringer af den offentlige sektor – uden et sikkerhedsnet for befolkningen. Mange udviklingslande har beklaget, at IMF og Verdensbanken siden er fortsat efter samme opskrift. Verdensbanken og IMF har således – modsat formålserklæringerne om hhv. at hjælpe verdens fattigste og sikre økonomisk stabilitet – medvirket til den nuværende situation med stor grad ustabilitet og fastholdelse af ’the bottom billion’ i ekstrem fattigdom. På trods af de forløbne års massive vækst i nogle egne af verden, såsom Kina og Indien, er den globale ulighed stigende – og FN-landenes løfte om at halvere fattigdom inden 2015 har ringe udsigter. Finanskrisen har naturligvis ført til yderligere bekymringer om ulandenes situation. Særligt fordi ilandene formentlig vil skære i bistanden som det første, når krisen kradser. Stieglitz: Keynes vender sig i graven I stedet for at lade verdens fattigste betale for den krise, som verdens rigeste har skabt, vil det derfor være passende, at ilandene tilbyder en ’bailout’ til verdens fattigste, der rammes ekstra hårdt, og som oplever en forstærket fattigdomskrise, lyder det fra Stiglitz. Da G20-lederne mødtes i november i Washington for at diskutere konsekvenser af krisen, viste denne udvidede klub af G8, at verdens topledere er utilstrækkelige i deres beslutninger.
