Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Business as usual i Kenya?

Kenyas korrupte præsident har vist sit sande ansigt. Det er tid til at stoppe Danmarks bistand – og at afbestille sin safari

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er søndag eftermiddag 20. januar, og jeg tjekker rutinemæssigt, hvad de danske medier skriver om det kaos, der hærger Kenya.

Politiken har på sin netavis en overskrift, der i fire ord forklarer de sidste 24 dages voldsomme begivenheder i landet med over 700 dræbte, tusindvis af sårede og over en kvart million mennesker drevet på flugt inden for landet.

’Nye stammeuroligheder i Kenya’ er redaktørens bud på krisen i sin overskrift.

Endnu en gang genopfrisker de danske medier vores vestlige verdens kollektive syn på kontinentet.

Når jeg læser ordet ’stammeuroligheder’, vender jeg altid tilbage til min barndoms Tarzanblade, Tintin i Congo og til Jørgen Bitchs ’Den Eventyrlige Afrikafærd’. En bog hvori Bitch skriver » ... og snart sidder den fhv. kannibal og koger havregrød til os«.

Jeg mindes de sort-hvide tegninger i Tarzanbladet, der var befolket af leopardmænd med stålkløer, der kunne flænse enhver hvid mand til brugbart burgerkød, og Tintin, der dukker op som frelsende hvid engel og klarer babanesernes problemer, hvor efter han straks bliver høvding for babaneserne.

Nostalgien breder sig uvilkårligt som en varm følelse i maven, og min krop længes tilbage til dengang, alting var enklere, dengang jeg var syv-otte år gammel.

Verden var så dejligt primitiv. Kold krig serveret til morgen, middag og aften og negere i bastskørter, der hujende dansede omkring en stor, sort gryde med et par hvide mænd iført tropehjelme og en kvik bemærkning til hinanden om de sortes spisevaner. Mændene optrådte hver uge på vittighedstegninger i Ude og Hjemmes kulørte sider og cementerede afrikanerne som de primitive væsener, de stadig fremstår som i danske medier.

Siden hen forlod jeg Amager for at søge lykken i Jørgen Bitchs hjulspor. Noget må have trukket. Her 28 år efter, at jeg satte mine ben blandt de dengang 42 stammer i Kenya, må jeg konstatere, at både min og kenyanernes virkelighed har ændret sig betragteligt, siden jeg læste min Tintin.

I dag, anno 2008, er der kun to stammer tilbage i Kenya. Den største stamme er dem, der ’ingenting har’ – 60 procent af befolkningen – og dem, ’der har’, som udgør 10 procent af indbyggerne i Kenya. Den største stamme lever for en flad tier om dagen, den lille stamme sidder på knap halvdelen af landets ressourcer.

De sidste 30 procent af kenyanerne sidder i en gråzone, stammeløse, som betyder, at de kan stille op med alt fra 11 kroner til en indtjening helt op til et par hundrede kroner om dagen. Middelklassen, de stammeløse, er vokset i antal. Men det er resten af befolkningen også, så der i dag er millioner flere kenyanere, der lever under fattigdomsgrænsen, end der var for ti år siden. Det er de millioner af unge mennesker, der i dag slås mod ’der har’-stammen.

Op mod halvdelen af indbyggerne i Kenya er under 15 år med udsigt til et liv i ekstrem fattigdom. Af de stemmeberettigede kenyanere er mere end halvdelen mellem 18 og 35 år, og de har levet længe nok til at indse, at de gamle politikere fra briternes tid skulle ud.

Det var derfor, de stemte på Raila Odinga på tværs af deres etniske tilhørsforhold 27. december sidste år. Det var derfor, 20 ministre mistede deres job, det var derfor, præsident Mwai Kibaki kun opnåede 37 mandater mod Odingas 100. De unge har set nok af de gamle mænd i parlamentet, der lønner sig selv med 67.000 kroner om måneden.

Som i Danmark, når vi har valg, trækker også kenyanske politikere kortet med ’dem og os’ op af hatten, et velkendt fænomen i alle demokratiske lande. I Kenya råder de lokale politikere dog over en håndfuld trumfer. Landets korte historie som nation, den demografiske forandring mellem land og by, kolonialismens spøgelse, niloter kontra bantuer, og ’finnerne har let til kniven’ på kenyansk.

Pia Kjærsgård har med held spillet det kort, siden hun blev formand for Fremskridtspartiet i 1985, dengang, da det hed ’muhamedanerne’ om de andre. Motivet er det samme – dem og os. Pia Kjærsgård har kun danskheden at læne sig op ad. Og så måske det der med ’de stjæler vores piger’.

Det har de ikke i Kenya, det med danskheden (de stjæler dog pigerne, kenyanerne er giftet på kryds og tværs af deres stammetilhørsforhold). Men siden diktatoren Daniel arap Moi begav sig ud på demokratiets usikre veje, er stammekortet blevet spillet ved hvert eneste valg i Kenya.

Med den sikre viden, at kortet virker på en uuddannet, sulten og desperat befolkning. I kampen op til det skelsættende valg i december 1992, hvor Moi lod flere kandidater stille op mod sig for første gang, siden han tiltrådte som præsident i 1978, måtte mere end 1.000 mennesker lade livet for det kyniske spil – dem og os.

Mwai Kibaki, som med massiv valgsvindel kuppede sig til præsidentposten i Kenya i slutningen af december, er en manipulator af den gamle afrikanske skole. Ti år som vicepræsident og tre ministerposter under diktator Moi, med en næse for politik som kun få er forundt i denne verden, er han en erfaren mand.

Derfor har han formået at få den internationale presse til at købe hans glansbillede i sin tid som præsident siden 2002. Kenyas økonomiske vækst i Kibakis femårige regeringstid har forblændet de fleste, og hans første anslag mod korruption og gratis skolegang i grundskolen fik facaden pudset op i Østafrikas største økonomi.

Hans velstuderede baggrund med blandt andet en bachelorgrad fra London School of Economics og hans hang til golf i den gamle, koloniale Mutaiga Club, hvor diplomater færdes som fluer om en sukkerskål, har heller ikke skadet hans tilforladelige image.

16. april er som bekendt dronning Margrethes fødselsdag. Også i 2007. Jeg stod som sædvanlig ved den lejlighed iført et glas sydafrikansk papvin (rød), som de danske ambassadører i Kenya har for vane at servere. Med et fast greb om glasset.

Du ved aldrig, hvad der venter dig fra diplomatiets kant i ambassadørens have i Muthaiga. Vores mand i Kenya, Bo Jensen, skulle holde den traditionelle tale om det glimrende samarbejde mellem vores to lande. En tilbagevendende begivenhed ved dronningens fødselsdag, som altid er imødeset af de lokale danskere i Kenya.

»We have squatters in Denmark and we have squatters in Kenya. I don’t understand what it’s all about«, kommer det ud af ambassadørens mund et godt stykke henne i talen.

De tilstedeværende kenyanere forstår ikke, at Bo Jensen refererer til rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro i Danmark. De unge danskere er blevet omtalt som »squatters« i den internationale presse. En dansk historie om forkælede nordsjællandske unge, der trænger til et hus, så de kan være væk fra deres aldrig tilstedeværende forældre.

Jeg forstår ikke, at ambassadøren tillader sig at sammenligne situationen på Nørrebro i København med den krig, der kører i Kenya på Mount Elgon. Denne aften i april var der allerede 150 dræbte og 60.000 mennesker på flugt i et af Kenyas mest produktive områder. I den lokale presse bliver de kaldt »squatters«, men enhver med indblik i kenyansk politik kan se, at de er ofre for en politisk iscenesat kampagne omkring Mount Elgon. En kampagne med rødder tilbage i kolonitidens del og hersk-politik.

Det er valgår i Kenya i 2007. Siden 1992 har det været sædvane at hive de ’etniske’ valgkort op af hatten. Og så står Bo Jensen offentligt og gør sig selv til grin. Senere møder jeg ambassadøren, hvor han begejstret står og fortæller om ’Det Ny Kenya’.

Mwai Kibaki kom til magten, fordi oppositionen stod samlet ved valget i 2002. Raila Odinga bakkede ham op som kandidat, fordi han vidste, at Kibaki kun ville sidde en valgperiode. Det var aftalen. Så National Rainbow Coalition fik en jordskredssejr over det forstenede KANU, magthaverne siden 1963. Korruptionen på gadeniveau forsvandt fra den ene dag til den anden.

Kibakis kontante retorik gav selv den menige politimand en skræk i livet. Ikke mere KK, som den lille korruption bliver kaldt i Kenya. Den respekterede John Githongo blev ansat som anti-korruptions tsar med direkte rapportering til præsidenten. Med sin fortid som direktør i Transparency Internationals afdeling i Kenya og politisk kommentator i den lokale presse var han en mand, som alle vidste var ubestikkelig. Alt var godt et års tid.

Så begyndte ’Det Ny Kenya’ at forfalde med kometagtig hastighed. Korruptionen var ikke udryddet, den var bare gået i hi for at vente på bedre tider. I 2004 dukkede en kæmpe korruptionsskandale op til overfladen. Den såkaldte Anglo-Leasing kontrakt, der i årene 2001-2004 lænsede Kenyas finanser for 720 millioner dollar. Heraf har Kibakis administration udbetalt de 277 millioner dollar. Firmaet bag aftalen eksisterer ikke, og de mennesker, der er beskyldt for at være impliceret i tyveriet – herunder vicepræsidenten og to ministre – er aldrig blevet anklaget for noget som helst.

Korruptionsjægeren John Githongo undersøgte og offentliggjorde sagen, men måtte i 2005 flygte til Storbritannien og har ikke siden været tilbage i Kenya. Dødstruslerne mod ham er reelle. Og han har efterfølgende sagt, at præsidenten selv er involveret i skandalen.

I dag er det business as usual på gaden i Kenya. Du kommer ingen vegne uden at bestikke embedsmænd, politi, ministre. I gennemsnit bruger en kenyaner hvert år, hvad der svarer til 250 kroner på korruption. Det lyder ikke af meget, men hvis du kun tjener en tier om dagen, er det en belastning af betydning. Gang det beløb med 36 millioner indbyggere, og man vil forstå, at ’Det Ny Kenya’ bruger meget mere end småpenge på korruption.

Også fordelingen af statsressourcer er business as usual. I Kibakis hjemprovins er der en læge per 20.000 mennesker. I naboprovinsen er der en læge per 120.000 mennesker.

I Mombasa er gennemsnitslevealderen 33 år, i Meru i Kibakis hjemprovins bliver folk 68 år i snit. Præsident Moi favoriserede også sin hjemprovins, Rift Valley. Velkommen til Det Ny Kenya.

Fri skolegang har fået mange børn væk fra gaderne, men desværre har regeringen ikke ansat flere lærere, så klassekvotienten er i dag ofte langt over 70.

Sidste år slog Kibaki hårdt ned på kikuyu-organisationen Mungiki. Det er en tyve år gammel religiøs/mafia/Tvind-lignende, hemmelig og forbudt organisation, der startede som en modstandsbevægelse mod Mois regime. Mungiki mener, at Mau-Mau-kæmperne fra Kenyas frihedskrig blev snydt for deres del af kagen efter uafhængigheden. Så medlemmerne af Mungiki, Mau-Mau’ernes børnebørn, skal nu til fadet.

Men de senere år er organisationen blevet mere og mere voldelig og lever af ’beskyttelsespenge’, lejemord og penge fra politikere i regeringen. Kibaki frygtede, at de unge kikuyuer ville undergrave hans magt i Central Province og i slumkvarteret Mathare.

Så han sendte politi ind mod dem og dannede en specialenhed, Kwekwe Squad, der opererede i det mere stille. Kenya har ikke tradition for dødspatruljer, så folk var overbevist om, at Mungiki havde besluttet sig for at holde lav profil efter den voldsomme politiindsats i Mathare og Central Province. Det var først, da den statslige Kenya National Commission on Human Rights senere på året kom ud og anklagede Kwekwe Squad for mord på 500 Mungiki-medlemmer – alle henrettet med skud på klos hold og efterladt til hyænerne dybt inde i Ngong-skoven – at sandheden gik op for befolkningen.

Dog lykkedes det ikke for Kibaki at kvæle oprøret i Central Province, beviset blev leveret på valgdagen, hvor flere af Kibakis håndplukkede parlamentskandidater ikke blev valgt ind.

Ifølge en rapport forelagt parlamentet i september 2007 stod Kibaki også bag politiets raid på East African Standard, Kenyas ældste dagblad, i marts 2006. Trykmaskiner blev smadret og hele nattens oplag brændt af. Standard har den uvane at lave undersøgende journalistik, og det bryder styret i Det Ny Kenya sig ikke om.

Kan vi forsvare at blive ved med at give bistand til et sådant regime?

Efter valget har Kibaki vist sit sande ansigt, skulle nogen have været i tvivl om hans person. Han har forbudt demonstrationer, forbudt live-broadcast på tv, indsat en flok høge i regeringen og ladet det paramilitære GSU patruljere gaderne i de større byer. Formanden for Menneskerettighedskommissionen, Maina Kiai, har modtaget dødstrusler, fordi han anfægter valgresultatet. Kibaki har nu endelig stillet sig op i den lange kø af totalitære afrikanske præsidenter, ingen nævnt, ingen glemt.

Så medmindre de to modstandere, Raila Odinga og Mwai Kibaki, sætter sig til forhandlingsbordet og finder en brugbar løsning, som betyder, at Odinga kommer til magten, har jeg svært ved at se dansk bistand til Kenya længere. Men det betyder angiveligt heller ikke noget for den nyudnævnte regering. I et land, hvor bistandsmidler kun udgør fem procent af statsbudgettet er det mere en symbolsk handling.

Mange kenyanske græsrodsaktivister og menneskerettighedsorganisationer foreslår, at vi laver indrejseforbud for regeringsmedlemmer og deres familier, så ministrenes børn bliver nødt til at forlade de dyre universiteter i Storbritannien og USA.

Vi kan boykotte kenyanske varer. Danmark importerede for 25 millioner kroner kenyanske varer i 2004. Ikke meget, men vi bliver nødt til at sende et signal, der både kan høres, ses og mærkes. Vi skal lade være med at rejse på safari i Kenya. Jeg ved godt, at hele den danske charterindustri blev grundlagt i Francos Spanien, men vi er blevet klogere eller hvad?

Mig bekendt er der ikke mange besøgende til Mugabes Zimbabwe. Der findes adskillige afrikanske lande med ordentlige styrer, man alternativt kan besøge for friværdien. Tanzania, Sydafrika, Namibia og Botswana for at nævne et udvalg. Så afbestil din tur til Kenya. Det er heller ikke kønt at opleve en ’stammekrig’.

I Kitale slås Nandier mod Kisii, Luhya, Kikuyu og Luo. På Mount Elgon slås den samme stamme mod hinanden. I Narok slås Masaier mod Kikuyu. I Mombasa slås Digoer og Swahilier mod Kikuyu. I Rift Valley slås Kalenjin mod Kikuyu. I Nyanza slås Luo mod Kikuyu. I Mathare Valley slås Kikuyu mod Luo. I Kibera slås Luo, Luhya og Kisii mod Kikuyu. Som det kan læses, er der mange stammer involveret i disse ’stammeuroligheder’, men de fleste involverer Kikuyu-stammen.

Alle disse sammenstød er en reaktion på Kibaki og hans Mount Kenya Mafia, som har styret landet med fast hånd. Mount Kenya Mafiaen er Kibakis gamle skolekammerater. De er alle mangemillionærer, som i de sidste fem år har beriget sig selv i en uhørt grad, og som sammen med præsidenten fik valget til at tippe i hans favør efterfølgende ved hjælp af snyd med optællingen.

Mafiaen har ikke lyst til at se en ny mand, Raila Odinga, komme til magten og begynde at undersøge deres mange tvivlsomme transaktioner, som omhandler insiderhandler på børsen i Nairobi og tildeling af store, profitable kontrakter for staten.

Kenyanerne vil simpelthen ikke mere regeres på den uigennemsigtige måde, hvor det meste af landets ressourcer ender i få individers lommer.

Kenyanerne har efter 15 år med demokrati fundet ud af, at du faktisk kan stemme folk ud af både præsidentembedet og parlamentet. Lad os nu hjælpe dem med at vinde det demokrati tilbage, som Kibaki har stjålet.

Ikke mere business as usual, please.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden