I juni 2006 havde landets nuværende konge, kong Bhumibol, regeret Thailand i nøjagtig 60 år.

Regeringsjubilæet blev fejret med stor intensitet i hele landet, og festlighederne kulminerede, da over en million thailændere samledes i Bangkok for at fejre deres konge. Nogle måneder senere var kongen igen i centrum. Denne gang, da han udtalte sin støtte til det militærkup, som i september afsatte landets daværende premierminister, Thaksin Shinawatra. Kuppet fulgte i kølvandet på flere måneders omfattende demonstrationer i Bangkok mod Thaksins regering – ikke mindst anført af grupper, der var stærkt forbundet med en potent royalistisk symbolik. De to begivenheder – folkefesten omkring jubilæet og afsættelsen af Thaksin i 2006 – afspejler på fin vis, hvordan kong Bhumibols sociale og politiske status i Thailand er helt enestående – og at monarkiet og kongelig symbolik i Thailand er helt centralt for politisk legitimitet. KONG BHUMIBOL blev indsat som konge i 1946. Han boede dengang med sin familie i Schweiz og vendte først tilbage til Thailand efter den officielle kroning i 1950. På det tidspunkt indtog kongemagten dog kun en yderst marginal position – både politisk og kulturelt – i det thailandske samfund. Dette ændrede sig efter et militærkup i 1957, som bragte general Sarit Thanarat til magten. Det var startskuddet til en årelang kampagne for at promovere kong Bhumibol i rollen som buddhistisk hersker – og som en ’helliggører’ af politisk autoritet. Og i takt med at USA betragtede Thailand som en hjørnesten i sin kamp mod kommunismen i Sydøstasien, fik kongens aktiviteter også en national sikkerhedsdimension. Det er i denne koldkrigskontekst, at kong Bhumibol for alvor fik defineret sin politiske rolle – som nationens samlende kraft og som beskytter af nation og religion. I 1973 VISTE kong Bhumibol støtte til studentergrupper, som demonstrerede mod militæret. På det tidspunkt spirede aktivisme og politisk debat mere åbent end nogensinde tidligere i Thailands historie. Men i oktober 1976 slog militæret til igen med en uhørt voldsanvendelse, som kostede flere hundrede studerende livet og sendte andre i eksil eller i skjul langt væk fra Bangkok. Massakren på studenterne hviler stadig som en skygge over Thailands historie. Og skønt kongefamiliens rolle aldrig er afdækket, er det almindeligt anerkendt, at kong Bhumibol foretog et kraftigt højresving og til slut bakkede op om militæret. DETTE ER dog ikke et emne, som er til offentlig diskussion. Kongefamilien i Thailand er beskyttet af strenge love. Majestætsfornærmelse er en alvorlig sag, der kan give op til femten års fængsel. I stedet hæfter man sig ved, at kongen i tiden efter har forsøgt at støtte moderate og demokratiske kræfter i landet. Det kom især til udtryk i forbindelse med et militærkup i 1991 og en efterfølgende massedemonstration i Bangkok i maj 1992, hvor der blev skudt og dræbt adskillige demonstranter. Her greb kongen ind, fik stoppet blodsudgydelserne og banet vej for en overgangsregering. Dette var samtidig et vigtigt første skridt til den omfattende politiske reformproces, som fandt sted i 1990’erne og kulminerede med vedtagelsen af en ny ’folkets forfatning’ i 1997. Meget tyder dog på, at kongen ikke reelt er demokrat af overbevisning, men blot ønsker fred og stabilitet i landet. Han har siden 1960’erne regelmæssigt kritiseret siddende magthavere for korruption og dårlig udviklingspolitik. Men han har samtidig været med til at legitimere de skiftende militærregimer og deres voldsanvendelse. I FORBINDELSE med kuppet i september 2006 var det derfor ikke første gang, at kongen greb ind i det politiske spil. Men med sin støtte til dette kup var kongen med til at velsigne et udenomsparlamentarisk indgreb over for en regering, som nød stor popularitet blandt store dele af landbefolkningen. Ganske vist var Thaksin associeret med korruption, indgreb over for ytringsfriheden og krænkelser af menneskerettighederne. Men Thaksins politiske legitimitet hvilede bl.a. på hans sundheds- og låneprogrammer, som nød stor popularitet. Kongens støtte til kuppet mod Thaksin har derfor åbnet op for en spirende kritik af kongemagten – til trods for den strenge lovgivning om majestætsfornærmelse. Denne kommer ikke kun til udtryk blandt akademikere, men også blandt mange af dem, som stemte på Thaksin. DENNE TENDENS er blevet forstærket over de sidste mange måneder, hvor den såkaldte Folkelige Alliance for Demokrati (PAD) har demonstreret mod den regering, som blev sammensat efter valget i december 2007. En regering, der i vid udstrækning er baseret på de stemmer, som tidligere har støttet Thaksin. Siden kuppet i 2006 har Thaksin opholdt sig uden for Thailand, men PAD betragter regeringen som værende i lommen på ham. Og det var i kampen mod den folkevalgte regering, at PAD i sidste måned besatte regeringskontorer og Bangkoks internationale lufthavn. Ud over regeringens afgang stillede PAD krav om en ændring af landets forfatning, som ville betyde, at en del parlamentsmedlemmer skulle udpeges i stedet for vælges. PAD er på alle måder forbundet med potent kongelig symbolik. Dronning Sirikit har således givet udtryk for sin støtte til PAD, bl.a. ved at hun for nylig deltog i en kremeringsceremoni for en PAD-tilhænger. SPØRGSMÅLET er, om monarkiet i Thailand står i et vadested? Den nu 81-årige kong Bhumibol vil ikke leve evigt. Han har et svækket helbred, og vi må forvente et tronfølgeskifte inden alt for længe. Men hvad med den rolle, som kongen, dronningen og den kongelige symbolik har indtaget i det politiske opgør med Thaksin – og som nu har kastet landet ud i en længerevarende politisk krise? Det er spørgsmålet, om det thailandske monarki kan gå uplettet ud af denne politiske kamp – eller om den gryende kritik vil tage til og resultere i en ny rolle for kongemagten i Thailand. Søren Ivarsson er lektor ved Saxo Instituttet, Københavns Universitet. Lotte Isager er post.doc. ved Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet.