Universiteter spiller en betydelig rolle for samfundets velfærd og velstand.

Det viser alle internationale undersøgelser, og senest konkluderer OECD, at København halter bemærkelsesværdigt bagefter mange af de europæiske storbyer. I Fora’s seneste rapport om universiteternes vidensdeling er konklusionen også, at hovedstadsregionen står over for en markant udfordring, hvis universiteterne skal bidrage til at udbygge og styrke regionens position i den globale konkurrence. Undersøgelsen fokuserer på universiteter i syv udvalgte metropolregioner i Europa, USA og Canada og sammenligner universiteternes evne til at dele viden med det omgivende samfund på fem områder: Mål og Strategi; Samspil om uddannelse og livslang læring; Videnopbygning og -deling; Iværksætteri; og Resultater. Universiteterne er ligeledes blevet bedt om at vurdere, hvorvidt de regionale myndigheder spiller en aktiv rolle i udviklingen af erhvervsrettede aktiviteter. I SAMTLIGE metropolregioner – herunder Region Hovedstaden – ses eksempler på universiteter, der enten er gode eller dårlige til at dele viden med det omgivende samfund. Danmarks Tekniske Universitet indtager en flot 2. plads blandt de i alt 25 involverede universiteter, mens de resterende universiteter i regionen indtager mere beskedne placeringer – Københavns Universitet ligger eksempelvis på en samlet 20. plads. Universiteterne præsterer især ringe inden for iværksætteri. Her er det skuffende, at Copenhagen Business School (CBS) har en placering som nr. 18, da der ellers er tradition for, at handelshøjskolerne har en stærk iværksætterinfrastruktur. Årsagen er bl.a., at CBS ikke udbyder selvstændige grader inden for iværksætteri, ligesom universitetet ikke udbyder efteruddannelse i iværksætteri. Deler avanceret viden FORA’s undersøgelse viser desuden, at de multifakultære universiteter i mindre omfang end andre universiteter deler viden med det omgivende samfund. Virksomheder efterspørger i stigende grad avanceret viden inden for andre felter end de tekniske, og det er derfor afgørende, at alle typer af universiteter skærper vidensdelingen. Det kræver betydelige ressourcer at opbygge en effektiv vidensdelingsinfrastruktur. Universiteterne alene har langtfra de nødvendige ressourcer, og det er derfor afgørende, at andre parter bidrager væsentligt. AF UNDERSØGELSEN fremgår det først og fremmest, at de regionale myndigheders indflydelse er afgørende i udviklingen af universiteternes erhvervsrettede aktiviteter. I de succesfulde regioner har de regionale myndigheder formuleret en erhvervsstrategi, hvori universitetets rolle er klart defineret, og de regionale myndigheder har desuden ydet væsentlig finansiel støtte til at styrke samspillet. Dernæst er det vigtigt, at virksomhederne i væsentligt større omfang øger deres investeringer i den offentlige forskning. Undersøgelser viser, at erhvervslivet i Danmark er meget mådeholdent med at investere i offentlig forskning, og ifølge OECD ligger Danmark på dette område dårligt placeret i forhold til andre lande. Staten spiller også en væsentlig rolle. Universiteterne i Danmark har traditionelt set været henvist til at finansiere deres erhvervsrettede aktiviteter via eksterne projektmidler. De manglende muligheder for statslig basisfinansiering medfører, at universiteterne ikke har været i stand til at formulere en samlet strategi for deres udadrettede aktiviteter, og det betyder i sidste ende en fragmenteret indsats og en svag vidensdelingsinfrastruktur. Første skridt er taget ET VÆSENTLIGT første skridt er taget i ændringen af universitetsloven i 2003. Heri forpligtes universiteterne til at fokusere på vidensformidling til samfundet generelt, og regeringen stiller midler til rådighed for universiteter til at understøtte sådanne aktiviteter. Disse ressourcer er dog langtfra tilstrækkelige. Det er derfor afgørende, at staten tager næste skridt og ændrer på finansieringen til universiteterne. På samme måde som universiteterne sikres basismidler til forskning og uddannelse, skal universiteterne også sikres basisbevillinger til at udvikle et tættere samarbejde til det omgivende samfund, som udmøntes på baggrund af en nærmere defineret strategi for det enkelte universitet – et initiativ, som politikere flere steder i verden har været gode til at understøtte. DER HAR længe været fokus på, at universiteterne skal have økonomisk udbytte af at deltage i samarbejdsprojekter med eksterne parter. I Fora’s undersøgelse udtaler en række virksomheder, at universiteterne skræmmer potentielle samarbejdspartnere væk ved at stille urealistiske krav omkring rettighederne til det potentielle udfald af samarbejdet. Udtalelserne vidner om, at politikerne skal fokusere bredere end udelukkende at tænke i indtægter via patenter og licenser. På Georgia Tech i Atlanta argumenterer man for, at gevinsterne mange gange høstes ad andre og mere indirekte kanaler. Samarbejdsprojekter fører ofte til nye indsigter og giver næring til universiteternes grundforskning, som derved bringes til et højere niveau. Dette tiltrækker de dygtigste studerende samt flere af verdens førende forskere, og der opstår en positiv spiraleffekt. Og det er ikke det eneste område, hvor danske universiteter kan lære af udlandet: Førende på forskningsområdet ET VÆSENTLIGT tema i debatten omkring universiteternes vidensdeling med samfundet er den frie forskning versus den anvendte forskning. Modsat herhjemme oplever man på mange udenlandske universiteter de to størrelser som forenelige, og på førende universiteter verden over går en global førende position på forskningsområdet hånd i hånd med universiteters betydning for den regionale økonomiske udvikling. Pointen er, at den fri forskning er et væsentligt element, når vi ønsker at udvide grænserne for vores viden og muligheder – det er især her, de nybrydende veje i forskningen opstår. Udviklingen og vedligeholdelsen af en ny vidensinfrastruktur kræver politisk opbakning, og uden de nødvendige ressourcer er der lang vej igen.