0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Oligarker sidder på magten i Ukraine

I Rusland bliver rigmænd holdt i kort snor af Kreml. Sådan er det ikke i Ukraine, hvor det er stenrige forretningsfolk, der svinger taktstokken.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

RigmandsFyrste. Når det kommer til politisk indflydelse, er de ukrainske rigmænd rigere end nogensinde. Her ses den ukrainske præsident, Viktor Jusjtjenko (tv.), flankeret af en af landets rigeste og mest indflydelsesrige mænd, Rinat Akhmetov. Foto: Polfoto

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De er ganske vist ikke lige så rige som deres russiske kolleger.

Men mens de russiske rigmænd er under ledelse fra Kreml, har de rigeste ukrainere en enorm politisk indflydelse i deres hjemland. Ukraines spidser har faktisk bibeholdt deres magt i langt højere grad end deres russiske kolleger, som i de senere år har måttet lære at bukke dybt for deres autoritære overordnede i Kreml.

Modsat udviklingen i Rusland er det således stadig Ukraines stenrige folk, der sidder på magten i landet. Også selv om magasinet Forbes’ seneste måling viser, at der kun er fire vaskeægte milliardærer tilbage (mod syv sidste år): Viktor Pintjuk, Rinat Akhmetov, Igor Kolomoiskij og Gennadij Bogoljubov.

DER ER PÅ denne måde stor forskel på at være rig i Rusland, et autokrati med et statsstyret kapitalistisk system, og i Ukraine, et oligarki, der på mange måder minder om et markedsorienteret demokrati.

»Oligarker i Rusland har længe været uden reel magt«, siger Kost Bonarenko, formand for tænketanken Horsjenin i Kijev. »Rusland har premierminister Vladimir Putin og præsident Dmitrij Medvedev, som styrer det politiske system. De bruger blot oligarkerne som deres pengebeholdninger. De ukrainske oligarker derimod har mere at skulle have sagt«.

For Ukraines økonomiske elite er politik lig med forretning. Mange af Ukraines 50 rigeste personer bestrider topposter i parlamentet, bestyrer tv-kanaler og blander uden problemer forretninger med politik. Eller som den forhenværende ukrainske parlamentsformand Arseni Jatsenjuk siger: »Den magtfulde politiske elite har meget tætte bånd til forretningsverdenen, og det er grunden til, at alle store virksomheder er repræsenteret i parlamentet«.

Akhmetov, som mange mener er Ukraines rigeste milliardær, til trods for at Forbes for nyligt placerede ham på en andenplads efter Pintjuk, anses for at have umådelig stor politisk magt. Akhmetovs formue blev i 2008 vurderet til 30 milliarder ifølge bladet Korrespondent, den russisksprogede søsterpublikation til Kijev Post. Og selv om han nu er helt nede på 5 milliarder, så formår han fortsat at trække i snorene, som det passer ham.

Nogle mener, at Akhmetovs opbakning kan blive af betydning for, hvem der bliver Ukraines næste præsident ved et valg, der med stadig større sikkerhed ser ud til at blive afholdt 25. oktober 2009 – og ikke januar 2010.

I RUSLAND ER der derimod grænser for, hvor meget magt man kan købe sig til. Andrej Rijabov fra Carnegie Center i Moskva siger, at russiske milliardærer ikke længere burde kaldes oligarker på grund af deres ringe politiske indflydelse.

»Efter Yukos-sagen i 2003 findes der ikke én rig forretningsmand, der vil indtage et egenrådigt politisk standpunkt«, siger Rijabov.

Så sent som 2004 var Mikhail Khodorkovskij direktør for olieselskabet Yukos. Han er fortsat Ruslands rigeste mand, men efter at han ragede uklar med Putin, blev Khodorkovskij fundet skyldig i skattesvig og dømt til ni års fængsel i et sibirisk fængsel.

Ifølge en vurdering foretaget af Korrespondent besidder Ukraines 50 rigeste personer tilsammen en formue svarende til 85 procent af landets bruttonationalprodukt. Til sammenligning er tallet i Rusland 35 procent. I modsætning til Rusland, hvor frygten for staten er åbenlys, behøver Ukraines magnater ikke at frygte noget fra den ukrainske stats side – især ikke med en regering, der er så splittet af interne stridigheder, at den har svært ved overhovedet at få det nationale budget til at hænge sammen. En gennemførelse af den russiske model med en benhård nationalisering af virksomheder forekommer mindre og mindre sandsynlig i Ukraine.

»I Rusland ejer staten det meste«, siger Taras Beresovets, der er politisk kommentator. »Russiske oligarker fra den første bølge endte enten i eksil eller i graven. Andre holdt sig på måtten, da Putin kom til magten«.

Ukraine er derimod yderst afhængig og influeret af oligarkerne. Så landet er tilsyneladende hverken interesseret i eller i stand til at kopiere den russiske model med statsstyret kapitalisme – eller i at straffe sine oligarker for den sags skyld. Kun i ét tilfælde har den ukrainske regering for alvor stillet sig på bagbenene over for landets magnater. Det skete i 2005 under påvirkning af den orange revolution, hvor staten besluttede sig for at genovertage og videresælge nationens største stålværk.

LIGESOM DE fleste andre post-Sovjet industrimagnater er folk som Akhmetov og Pintjuk dermed fortsat på toppen. De er nu begge to store kanoner i medieverdenen. Akhmetov ejer den populære ukrainske tv-kanal TRK og Segodnja. Pintjuk sidder på broderparten af mediebilledet, bl.a. STB, Novij Kanal, ICTV-kanalerne samt aviserne Faktij, InvestGaseta og Delo. De to rigmænd har bredt deres formuer ud over forskellige koncerner inden for vidt forskellige forretningsområder.

Ud over sine udbredte velgørenhedstiltag fungerer Pintjuk også bag kulissen som medaktør på den politiske scene. Via hans ægteskab med Olena Frantjuk, datter af ex-præsident Leonid Kutjma, er hans indflydelse blevet styrket.

I MODSÆTNING til Rusland, hvor valgene er planlagt med forudbestemte valgresultater, så har Ukraines seneste valg været af mere demokratisk karakter. Og hvem er så oligarkernes kandidat i år? Beresovets mener ikke, at Ukraines rigmænd har lagt sig endeligt fast på en efterfølger til præsident Viktor Jusjtjenko. »Det er en enestående situation«, siger han. »Der er ingen oplagt leder«.

Valget skal dermed demonstrere, om Ukraines demokrati har fundet fodfæste – eller om det er gledet tilbage til et oligarki. Under alle omstændigheder vil valget afsløre, om der langt om længe er sammenfaldende interesser at spore mellem landets forskellige klasser.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere