Trods økonomisk krise og masser af fyringer bløder de danske fagforeninger. Stadig flere medlemmer forlader blandt andet HK, 3F og Metal, især de unge mænd. Som en mand i starten af 30’erne, der har meldt sig ud af sin fagforening, er jeg et levende eksempel på tendensen. Der er for mig ingen tvivl om, at I som fagforeninger selv bærer ansvaret for medlemsflugten. Men jeg er også overbevist om, at I har et stort potentiale – hvis I er villige til at ændre jer. En vigtig årsag til, at unge forlader fagforeningerne, er, at mange ikke føler, at de får nogen værdi for de tusindvis af kontingentkroner. Problemet er her fagforeningernes reaktion. I stedet for at bruge ønsket om at få værdi for kontingentet som en anledning til at udvikle sine services, er automatreaktionen, at en fagforening handler om fællesskab og solidaritet, og at man slet ikke kan tænke så profitorienteret. Dermed anerkendes det ikke, at et medlemskab kan være en stor post på et trængt husholdningsbudget. Har medlemmerne behov for, at deres kontingent skal finansiere driften af enorme organisationer med underudvalg, hovedbestyrelser og repræsentantskaber? Eller burde medlemmerne ud over bistand ved arbejdsretlige tvister i stedet få tilbudt gratis efteruddannelse eller en karriere-hotline? Jeg foretrækker det sidste. Hvis I som fagforeninger vil fastholde jeres berettigelse, er I nødt til at redefinere organisation og ydelser. Og i stedet for at fastholde en antikveret fortælling som ideologiske kamporganisationer bør I se jer som medlemsorienterede serviceorganisationer med et kollektivt fundament. Samtidig vil det være formålstjenligt at ændre jeres rigide verdensbillede, hvor chefer er onde løntrykkere, mens medarbejderne altid er uskyldige. Blandt andet fordi det nok tiltaler de færreste medlemmer at blive italesat som ofre. Mange af jer kan med fordel også drosle ned for sammenblandingen af forenings-og partipolitik gennem jeres konstante hetz mod den siddende regering. Eksempelvis er en af de mest synlige repræsentanter for Magisterforeningen et folketingsmedlem for Enhedslisten, der med fagforeningskasketten på forfægter sine partipolitiske synspunkter.
Tror I ikke, der findes borgerlige fagforeningsmedlemmer? Jeg har stor respekt for det arbejde, fagforeningerne historisk har gjort ved ikke mindst at skabe et slagkraftigt fællesskab lønmodtagerne imellem. Og jeg er hverken borgerlig eller liberalist. Men jeg mener, at det vil gavne alle parter, hvis I som fagforeninger tillod jer at følge med tiden. Ikke mindst midt i en verdensomspændende krise. Et kollektivt fundament udelukker ikke, at medlemmerne får individuelle tilbud med afsæt i deres konkrete behov. Og fællesskabet er altså ikke nok, hvis I vil fastholde nutidens medlemmer i dag og tiltrække fremtidens medlemmer i morgen. Med venlig hilsenMikkel Krogh
