Den 1. december 2009 trådte Lissabontraktaten i kraft.
Det har siden fået medierne til at fokusere på, om landene kan fylde de rammer ud, som de nu efter otte års forhandlinger er blevet enige om. Det nye spanske EU-formandskab skal f.eks. definere sin rolle over for EU’s nye præsident – og over for den nye højtstående repræsentant for udenrigspolitikken. Men er denne politiske situation i virkeligheden så forskellig fra situationen efter ikrafttrædelsen af tidligere EU-traktater? Det korte svar er ja: Situationen efter denne traktatændring er meget forskellig fra de traktatændringer, der har fundet sted i EU gennem de sidste 25 år. Det nye er ikke mindst, at Lissabontraktaten bliver den sidste traktat i en rum tid. Og dette har nogle vigtige konsekvenser, som rækker ud over de aktuelle overvejelser om, hvem der skal gøre hvad ifølge den nye traktat. Tre nej'er Begyndelsen på det, man har kaldt ’den institutionelle dynamik i EU’ fra 1984, ledte til fire traktatændringer. Hver af disse blev straks efter fulgt op af initiativer til at ændre disse traktater i retning af mere integration. Enten fordi det stod i traktaterne, eller væsentligere, fordi lande som Tyskland og Frankrig pressede på. Lissabontraktaten indeholder ikke startskuddet til forhandlinger om den næste traktatændring. Og det mildt sagt langstrakte otteårige forhandlingsforløb, som begyndte som et konvent om forfatningstraktaten i 2001 og endte med Lissabontraktatens endelige vedtagelse i oktober sidste år – efter tre nej'er ved folkeafstemninger undervejs – har gjort tanken om nye traktatændringer meget lidt tiltrækkende. Hjemlige beslutningsprocesser – og især folkeafstemninger i flere lande – har vist sig svære at forudsige. Historikeren Uffe Østergård har peget på, at de sidste otte år har vist, at føderalismen er en død sild, og at nationalstaten er dybt forankret i vælgerne i de 27 EU-lande. Og at vi derfor har nået de institutionelle grænser for samarbejdet. Man må under alle omstændigheder forvente, at den vanskelige proces, som en traktatændring med 27 lande er, vil virke afskrækkende inden for en overskuelig fremtid. Allerede efter de franske og hollandske nej'er i 2005 har man set en langt mere pragmatisk forståelse af, hvad EU bør handle om – set fra de europæiske regeringers side. Fokus har været på den konkrete nytte af EU for borgerne snarere end på institutionelle ændringer.
