I Danmark må børn ikke arbejde. De skal passe deres skole, have det sjovt og lege, er den almindelige mening. Glæden ved at være til nytte – den forskåner vi dem for i den bedste mening. Både som samfund og forældre. Hvorfor gør vi egentlig det? Enhver, der har bedsteforældre, kender historierne om, hvor meget de måtte tage fat, da de var børn. Både piger og drenge blev ofte holdt i kort snor og fik sjældent lov til bare at have det sjovt. Der er sket meget siden, heldigvis. Vi ønsker os ikke tilbage til den tid, hvor børnene blev sendt ud at tjene efter syv års skolegang. Vi mener heller ikke, at børn skal arbejde i den kemiske industri eller nøjes med tre-fire års skolegang, som er virkeligheden i andre lande.

Men der er alligevel et sted, kæden er hoppet af nogle få år tilbage i vores ellers fantastiske velfærdssamfund. Et sted, hvor vi i familierne og i samfundet opgav at lære vores børn at arbejde. Er det et problem? Ja. I dag har en del unge svært ved at begå sig på arbejdsmarkedet, selv om de fagligt kan mange ting. Almindelige sociale færdigheder, som f.eks. at indgå i et hierarki, har de ikke. Unge mænd flytter i dag senere hjemmefra end tidligere. Måske et udtryk for, at de ikke aner, hvordan de skal klare sig på kollegieværelset, hvor man trods alt selv skal sørge for at få noget at spise, holde sit værelse rent og få vasket sit tøj. Hvorfor er det sådan? Svaret skal måske findes i det faktum, at danske kvinder er mere på arbejdsmarkedet end nogen andre kvinder i hele verden. Kun de svenske kvinder har en lige så stor erhvervsfrekvens som os, men færre timer på jobbet. På vores mødres tid var det en kamp for kvinderne at få mændene til at hjælpe til derhjemme.