Lad os nu sige, at Claus Hjort havde ret: At modtagerne af supplerende dagpenge og arbejdsgiverne havde indgået en ’uhellig alliance’, at arbejdsgiverne faktisk udnyttede arbejdskraften ved at have en masse halvtidsstillinger, som arbejdstagerne supplerede op med dagpenge, og at modtagerne levede et behageligt liv i halvtidsstillinger med en løn, der ikke var fuldtids – så meget giver det offentlige heller ikke – men heller ikke halvtids. Så skulle arbejdsgiverne oprette flere fuldtidsstillinger, og modtagerne af de supplerende dagpenge skulle søge disse stillinger – og få dem selvfølgelig. I det alternative kulturelle miljø er det en kendt sag, at mange forestillinger, udstillinger, koncerter, symfonier, plader og bøger finansieres af offentlige kroner. Men vi kan også bare tage et eksempel som Danmarks Radio. Her lægges der hver eneste dag, hver eneste uge og hvert eneste år hundredvis, hvis ikke tusindvis af timer, der er finansieret af alle mulige andre kasser end Danmarks Radios. Den alternative kasse, der nok bidrager mest, er A-kassen. Lad os prøve at skære alle de timer væk fra Danmarks Radio, der ikke var finansieret af Danmarks Radio, så skulle vi se en ny turn of the screw i DR’s krise. Claus Hjort siger, at hvis kulturen har aflønningsproblemer, er det kulturministeriets opgave at løse dem. Det smukke er så, at Brian Mikkelsen siger, at hvis der er problemer med beskæftigelsen, er det et problem for beskæftigelsesministeren. Det minder om en sag fra hospitalet, hvor jeg kendte en lille nyfødt pige, der var ramt af store fysiske komplikationer. Først kom hjertelægen og sagde, at det ikke så godt ud. Så kom øre-næse-hals-lægen og kiggede på hende og sagde, at det så meget godt ud. Dernæst kom der én og kiggede på hendes mave og tarme og sagde, at det ikke så godt ud. Så kom der én og kiggede på hendes nyrer og sagde, at det så da meget godt ud. Der var ingen, der kunne anlægge en helhedsbetragtning. De aflønnede og fastansatte autoriteter på et givet felt kan åbenbart være så indskrænkede, at de ikke kan iværksætte nogen helhedsløsning. Det er en tendens, som både Claus Hjort og Brian Mikkelsen også gør sig skyldige i. De tørrer problemet af på hinanden for at undgå ansvar for en gruppe, som de så samtidig har en slet skjult ringeagt over for. At kunstnere er fattige rager dem en høstblomst. Og det virker jo næsten, som om de egentlig også er ret ligeglade med meget af den kultur, der rent faktisk laves. Vi skal selvfølgelig lige have noget at fylde de nye store kulturtempler med, men det er lige så meget for et syns skyld. Det er for at blive set i pausen – og hvis det går godt også for, at Danmark kan blive set lidt i udlandet, kultur skal vi have for at blive rystet en lille smule, så man stadig kan mærke, at man lever, men kun for at tage hjem og endelig at have noget at tale om over et glas rødvin, bekræftet som man nu er i de forestillinger om verden og livet, man havde i forvejen. Kultur skal der jo også til, fordi man jo skal have lidt dekoration på væggen, lidt farve på tilværelsen, så det hele ikke bliver gråt i gråt. Men det skal kunne betale sig. Ud over at der stort set ikke er noget i det danske kulturliv, der ’kan betale sig’ i en rent økonomisk forstand, er det også en uøkonomisk strategi, regeringen lægger for dagen. Mange kunstnere, der i dag kan leve af deres kunst, er på et tidspunkt blevet hjulpet på vej af diverse institutioner og personer. Der er da heller ikke et teater, som kan leve af billetindtægterne alene. Hvor mange af de kunstnere, vi synes, det går godt for, er ikke også afhængige af de supplerende dagpenge? Det er ikke fejl i det eksisterende dagpengesystem, der mangler – f.eks. er det en kæmpe fejl, at man ikke må arbejde i de timer, man er på supplerende dagpenge. Hvis man ikke gør det, er der jo nogle andre, der gør det. De supplerende dagpenge er skjult kunststøtte. Den burde ikke være skjult. Der er mange gode grunde til at lave om på reglerne om de supplerende dagpenge, men hvorfor straffe dem, der faktisk arbejder – og arbejder meget – på støtte fra staten? Fordi denne støtte er indirekte. Der er altså ingen mangler i det eksisterende system; derimod mangler der nogle gode konservative kardinaldyder som anerkendelse og respekt for udført arbejde. Den nuværende situation minder om en scene i Théâtre du Soleils film om Molière. Molières trup står på en ladvogn langt ude på Jean de Tyndskids marker foran nogle måbende bønder, der ikke forstår en skid. De buher og kaster tomater efter disse kunstnere, som vi i dag kan bygge institutter og statuer for. Der bliver kastet tomater i disse år. Den ene og den anden vej. Både opad og nedad. Mens politikeres opmærksomhed og løn ofte er højere end respekten for deres arbejde, har mange kunstnere måske opmærksomhed, men mindre løn – og respekt. Og her er det ikke kun politikeren, man bør pege på, men også publikum. Politikeren har bare også et ansvar for, hvordan publikum ser på værkerne og kunstnerne, og især hvilke værker publikum har adgang til. Man må være sej. Det gælder om at tage imod tomaterne, holde ud, selv om man ikke får det, man i virkeligheden helst vil have: respekt. Man vil også gerne have nogle penge, så man kan leve. Hvis man skulle vælge mellem pengene eller respekten, ville mange nok starte med at vælge pengene, men senere fortryde – fordi man trods alt er stærkest, hvis man har respekten. Der kan ligge en behagelig omvendt anerkendelse i, at magthaverne ringeagter og overser store dele af kulturlivet. Anerkendelsen er farlig, fordi den kan sløve den tanke, som selve modstanden skærper. Der er ingen, der skal ynkes. Claus Hjort er jo heller ikke sen til sarkastisk at have medlidenhed med dem, der tjener en tiendedel af ham, bor på en tiendedel af hans plads og måske arbejder endnu mere brændende og intenst og med større omkostninger, end han overhovedet kan gøre sig forestillinger om. Uden at få en rød reje for deres arbejde. Det er jo næsten dumt. Hvorfor gør de det, når man nu tjener så lidt på det? Det må da være deres egen skyld – synes man at høre mellem linjerne. Claus Hjort og Brian Mikkelsen skal ikke nødvendigvis forstå al kunst, det er for meget at forlange – af hvem som helst – men ud over at det på én gang er tøset og forskræmt og en indiskutabel magtanvendelse at skubbe det over på kollegaens bord, så er det også uøkonomisk. Så selv om det forråder kunstens egentlige idé, vil jeg alligevel føre nogle økonomiske argumenter frem til forsvar og støtte for et frugtbart og blomstrende kulturliv. I en tid, hvor der i stigende omfang bliver brugt midler til at brande og reklamere for sin virksomhed for her igennem at vinde nogle af slagene i kampen om opmærksomheden, fordi det er her, de økonomiske fordele – på længere sigt – viser sig, virker det gammeldags, at man ikke fra regeringens side (og ikke kun fra kulturministeriets side) har en stærkere og mere offensiv kulturpolitik end den eksisterende. Regeringen vil gerne være moderne, men er på dette essentielle punkt håbløst gammeldags. Når statsministeren kaldte til værdikamp og samtidig satsede på en aktivistisk udenrigspolitik, var han åbenbart ikke offensiv nok til også at indlede en konstruktiv og udadvendt kulturpolitik. Den overlod han så at sige til Jyllands-Posten, der stod for Danmarks (u)officielle kulturpolitik. En mulighed kunne jo være, at man faktisk satsede på kunstnerne i Danmark. Ikke kun med støtteordninger og andet socialdemokratisk arvegods, men med anerkendelse og respekt. Tænk, hvad man kunne lave, hvis man begyndte med at invitere nogle af de implicerede ind til at lave en helhedsløsning. Men det gør man jo ikke, fordi der simpelthen ikke eksisterer et kulturelt problem i Beskæftigelsesministeriet – eller et beskæftigelsesmæssigt problem i Kulturministeriet. Liberale og venner af erhvervslivet ville have fordel af, at det kunstneriske niveau i Danmark blev højnet. Hvilken branche er det virksomhederne tager sine nye skyts og begreber fra, hvis ikke fra kunstens verden? I hvilke andre erhverv end kunstnerens og opfinderens er innovation en så central egenskab? Måden, man bruger den kunstneriske praksis på i erhvervslivet, er selvfølgelig rent instrumentel – målet ligger et andet sted (profitten) end i processen og værket, hvor den kunstneriske praksis har sit mål. En kunstner kan godt lave et godt værk, der ikke sælger, mens et produkt, der ikke sælger, ikke er godt nok, set med en virksomheds øjne. Det er denne kunstneriske praksis – den, der indeholder lønnen i sig selv – der gør sagen så anderledes end alle mulige andre erhverv. For selv om man har glæde af at lave et værk, vil det jo ikke sige, at man ikke også gerne vil tjene penge på det. Men sådan bliver det tit opfattet. Hvis man hyrer et band, jamen, så spiller de jo, fordi de kan lide det. Skal de så oven i købet have penge for det? Det andet aspekt i Claus Hjort Frederiksens udmelding, som jeg vil pege på, er hans syn på arbejde: Arbejde er en lidelse. Hvis man har det for godt i sit arbejde, er det ikke rigtig arbejde. Det skal kunne betale sig at arbejde, fordi man kun arbejder for at tjene penge. Det er, hvad der gennemsyrer hele hans beskæftigelsespolitik. I virkeligheden ville folk lade være at arbejde, hvis de kunne det. Men hvor har Claus Hjort Frederiksen den opfattelse fra? Er det, fordi han ikke selv kan lide at arbejde? Er det, fordi han ikke kan lide sit nuværende arbejde? Det er selvfølgelig politikeren med de dystre statistikker på sit bord, der kan se et misforhold mellem en stor skare arbejdsløse og et stort antal ubesatte arbejdspladser. Det bliver endnu mere uforståeligt, jo mere man ser sig blind på tallene og jo mindre man ser på, hvad tallene dækker over. Er det økonomisk at betale millioner af kroner til at uddanne folk for dernæst at lade dem ansætte i ufaglærte stillinger? De uddannede arbejder kun midlertidigt, siger Claus Hjort så, for herefter at finde det job, der passer godt til dem. Men er det fordelagtigt for virksomhederne? Motiveringen til at arbejde mangler ikke, men der ligger en kræsenhed i denne motivering, som hele regeringens ideologiske grundlag støtter. Så længe den kan bruges. Mener regeringen ikke, at man skal gøre det, man har lyst til? Er det ikke indbegrebet af liberal ideologi, og er det også – som både Jørgen Mads Clausen (Danfoss) og Jesper Kunde (Kunde og Co.) har udtalt – noget af det vigtigste i etableringen af egen virksomhed eller bare i at yde en god arbejdsindsats? Claus Hjort Frederiksen mere end insinuerer, at de – relativt få – arbejdsløse simpelthen er forkælede og skal udsættes for et moderat psykisk pres. Hvis Claus Hjort på den ene side allierede sig med nogle visionære virksomhedsledere, og på den anden side med nogle repræsentanter for kulturlivet, som han kunne lære at respektere, kunne det være, at det i sidste ende tjente Danmark bedst at forkæle hele denne heterogene gruppe endnu mere. For hvis denne gruppe har det godt, så er der grund til at mene, at resten af befolkningen har det godt. Kunstnerne er hele befolkningens psykolog, fordi deres arbejde ikke kun er at puste liv i de stive lemmer, men også består i at aflæse sindets barometer. Hvis kunsten for et samfund er som drømmen for den enkelte, så er kunstneren for samfundet, som drømmetyderen er for den enkelte. Vi kan ikke alle det hele, men selv om vi ikke kan det, bør vi respektere det, som andre kan. Men respekten gør det ikke alene, det gælder også om at indse, hvilken vital betydning kunsten har. Det får man ikke indtryk af, når man læser, hvad Claus Hjort og Brian Mikkelsen siger.