Plummer: »Public service må ikke kun være for de få købedygtige unge«

Debat. Kenneth Plummer, generalsekretær i DR. Arkivfoto.
Debat. Kenneth Plummer, generalsekretær i DR. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

De kommercielle tv-kanaler og producenter har med public service-puljen fået adgang til kassen med de danske licensmidler. Klaus Hansen, som er direktør i Producentforeningen, forsvarer 16/4-ordningen, som han kalder en »kvalitetsbaseret seersucces«. Jeg deler desværre ikke begejstringen. Danskerne har nemlig en helt berettiget forventning om at få noget for deres licenskroner. Og her mener jeg alle danskere – ikke kun en udvalgt skare af købedygtige unge, som er attraktiv for de kommercielle reklamekanaler. Det er desværre ikke alle danskere, der har glæde af de produktioner, der indtil nu er kommet ud af Public Service Puljen. Nogle befinder sig ikke i målgruppen. Andre har slet ikke adgang til disse betalingskanaler. Det er ganske givet spændende for nogle få at følge med i Kanal 4’s soapserie ’Veninder på første klasse’ om tre unge veninders søde liv på første klasse. En serie, som i øvrigt ligger meget tæt op ad både MTV’s ’The Hills’ og TV3’s ’2900 Happines’. Men er det noget, som giver fælles referencer – som samler os? Er det noget, vi vil smide danske licenskroner efter?

Og lever den slags programmer overhovedet op til puljens lovmæssige grundlag om at »prioritere programmer, der repræsenterer original og nyskabende tv-produktion«. Det mener jeg ikke. Jeg synes også, at det er relevant at forholde sig til, om det i det hele taget er rimeligt, at vi bruger danske licenskroner til at støtte en stor, kommerciel mediekoncern som SBS? En dygtig og pengestærk mediekoncern, som nok skulle kunne finde midler til at producere sine tv-programmer uden at skulle hente dem i kassen med danskernes licensmidler. De kommercielle tv-kanaler klarer sig glimrende allerede. Dem er jeg ikke bekymret for – de har ikke brug for licensmidlerne. Når dette er sagt, så er det naturligvis vigtigt, at der er plads til de private produktionsselskaber, som leverer et vigtigt bidrag til dansk indholdsproduktion. Derfor har DR også allerede et stærkt samarbejde med mange eksterne parter i forbindelse med sine produktioner. Som det er i dag, lægger DR godt 1,5 milliarder af licenskronerne hos eksterne parter som produktionsselskaber, filmproducenter, rettighedshavere og teknologi- og serviceleverandører. Og i DR ønsker vi at fortsætte samarbejde med mange – og gerne endnu flere – forskellige aktører. Men vi gør det, hvor det giver mening. Vi har – i modsætning til de kommercielle – nemlig en forpligtelse over for danskerne. Licenskronerne skal bruges med omtanke, og de skal bruges på godt tv og radio, som giver værdi for os alle. Ikke til erhvervsstøtte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her