Da jeg i 1976 startede på Danmarks Journalisthøjskole, blev vi på den allerførste dag belært om det, vi noget nær opfattede som journalistens første bud:
»En journalist opgiver aldrig sin kilde!«. Vi blev bragt til at forstå, at dette bud for en journalist var, hvad skriftemålet er for en præst; og at ingen, hverken offentlighed eller myndighed, skulle kunne vride navnet på en kilde ud af en journalist.
