De vinder internationale priser, de tiltrækker unge instruktører, de udvikler sig i mangfoldige retninger, og sådan har det nu i en årrække været for dansk dokumentarfilm.
Meget velkommen er derfor Ib Bondebjergs grundige og historisk perspektiverede bog ’Virkelighedsbilleder’, den første omfattende gennemgang af genren.
LÆS OGSÅ
Ib Bondebjerg er professor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet, og mange studerende vil fremover have glæde af hans bog – og for den sags skyld i lige så høj grad dens forløber fra 2008: ’Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie’.
Kærligheden skinner igennem
For det er med imponerende overblik, dyb viden og faktuel akkuratesse, forfatteren skriver. Og det klæder hans nye bog, at han på de første mange sider beskæftiger sig med den historiske baggrund for dansk dokumentarfilm i den periode, som optager ham mest i værket: årene efter 1960.
Ib Bondebjerg går sociologisk til emnet i den forstand, at væsentlige forhold uden for selve filmene inddrages undervejs. Det drejer sig ikke mindst om støttevilkår og samfundsudvikling, der begge i høj grad er relevante for dokumentarfilmen – fra tilblivelse til indhold.
Som god traditionel og rationel akademiker argumenterer han fornuftigt for bogens opdeling i temaer som Danmarksfilm, portrætfilm, politiske film og poetiske film, ligesom han sobert diskuterer eksempelvis slægtskabet mellem tv-dokumentarisme og filmisk dokumentarisme og lader titler af talrige instruktører stryge hen over siderne.
Aldrig kommer man som læser i tvivl om, at forfatteren kan beskue lige redeligt fra fugle- og frøperspektiv. At han er glad for sit fag, fornemmes også tydeligt. Hvad formidlingen af al den viden angår, er ’Virkelighedsbilleder’ ikke helt så vellykket.
For de enkelte værkers vedkommende indeholder den en tendens til positive opremsninger og beskrivelser frem for analyser. Den refererende skrivestil hænger muligvis sammen med det overordentligt omfattende antal af omtalte dokumentarfilm.
Det er måske forståeligt nok, men alligevel en skam, for på den vis kommer Bondebjerg ikke tættere end den vågne filmbeskuer på formulering af de greb, der er brugt af f.eks. yngre instruktører som Asger Leth eller Eva Mulvad og gør deres film særlige.
Mangel på variation
Enkelte instruktører, heriblandt Jon Bang Carlsen, Jørgen Leth og Christoffer Guldbrandsen, uddybes mere, og ikke mindst i afsnit om Guldbrandsens politiske film fornemmes Bondebjergs begejstring og engagement.
Omvendt er der ikke rigtig nogen film, forfatteren bryder sig meget lidt om. Den manglende variation i bedømmelserne undrer og gør ’Virkelighedsbilleder’ mere karakterløs end nødvendig.
LÆS OGSÅ
Også sprogligt er der gennemgående træk, der ikke positivt bidrager til læseoplevelsen. Det gælder nogle gentagelser af oplysninger og pointer. Og det er endnu mere udtalt i ordvalget. Under læsning af sammenlagt én bogside på siderne 207 og 208 optræder ordet ’markant’ hele fem gange i forskellige bøjninger.
Så er det markante ligesom gået fløjten.
’Virkelighedsbilleder’ er en reel rundvisning i dansk dokumentarfilm. Genrens udvikling, status og stadig større gennemslagskraft kunne dog godt bruge en bog, der var mere analyserende og sprogligt fascinerende at læse.
fortsæt med at læse
