Knap en kilometer fra Vatikanet, på Campo de’ Fiori, står en stor statue af en grublende munk. Men det er nok de færreste, der kender hans historie.
Giordano Bruno var filosof, forfatter og fritænker i renæssancen, og i 1600 blev han brændt på bålet af inkvisitionen. Blandt hans mange kætterier var hans tro på ’flere verdener’ – på liv i universet, på rumvæsener. Derfor ville det utvivlsomt have glædet ham at vide, at Vatikanets Pavelige Akademi for Videnskab i sidste uge holdt sin første store konference om astrobiologi; den nye videnskab, som leder efter tegn på liv i rummet og hvordan det opstod på Jorden. Konferencen afholdes på Vatikanets egen grund, i den elegante villa Casina Pio IV, der før i tiden var pavens residens, og den brogede forsamling af prominente videnskabsfolk og religiøse ledere viser, at selv nogle af de mest traditionsbundne trosretninger nu anser det for muligt, at der eksisterer liv i en myriade af former andre steder i universet. Astrobiologien har gjort sit indtog, og religiøse og sociale institutioner har fået øjnene op for det. Den jesuitiske præst og astronom José Funes, der er direktør for Vatikanets gamle observatorium og en af drivkræfterne bag konferencen, udtalte i et interview sidste år, at eksistensen af eventuelle ’broder-rumvæsener’ ikke udgør noget problem for den katolske teologi. »Der eksisterer en mangfoldighed af levende væsener på Jorden, så hvorfor skulle der ikke være andre former for liv, også intelligent liv, der er skabt af Gud«, spurgte José Funes. »Det er på ingen måde i modstrid med vores tro, for vi kan ikke sætte grænser for Guds kreative frihed«. Den katolske kirke er ikke den eneste institution, der forbereder sig. Nasa’s Astrobiologiske Institut inviterede i februar en række videnskabsfolk, etikere, religiøse ledere og filosoffer til at drøfte de mulige sociale konsekvenser af astrobiologien, og nu er instituttet ved at udarbejde en liste over følsomme spørgsmål, der kan opstå, hvis der findes beviser på liv uden for Jorden. De første tegn på liv – som ifølge mange videnskabsfolk er lige på trapperne – vil sandsynligvis være mikroorganismer; lige under Mars’ tørre overflade, under det tykke islag, der dækker havet på Jupiters måne Europa, eller i de gejserlignende søjler af is og damp, der sprøjter fra Saturns måne Enceladus.
