En af mine kolleger har lige fået 12 i historie til studentereksamen. Hans egen studentereksamen er ganske vist omkring 30 år gammel, men sønnen får fornøjelsen af at se karakteren på sit eksamensbevis. Farmand tog nemlig en arbejde hjemme-dag, da sønnike skulle forberede sig ved den særlige eksamensform, hvor eleven trækker et spørgsmål, som 24 timer senere skal besvares over for lærer og censor. I de 24 timer er der ingen grænser for, hvilken hjælp man må få. Det betyder, at elevens chancer for at få en god karakter forbedres i takt med den støtte, de får hjemmefra i de 24 timer. Og mange forældre, der har mulighed for det, går så vidt, at de enten flekser, arbejder hjemme, afspadserer eller lignende for at kunne servicere det kære afkom med opvartning, faglig sparring og hjælp til research på nettet og i bøger. Det er ikke retfærdigt. De veludannede middelklasse-akademikere har i forvejen bedst kunnet støtte deres børn gennem de tre år i gymnasiet eller to år på hf, der ligger forud for eksamen.

Disse unge har også en unødig stor fordel i forbindelse med eksamen, fordi det er de samme forældre, der både har størst mulighed for at arbejde hjemme og for at hjælpe deres børn gennem 24 timers maraton-forberedelse. Modargumentet er, at formålet med 24-timers eksamenen også er, at eleverne skal vise deres evne til at skaffe sig overblik over et komplekst emne og udnytte de hjælpemidler, der findes. Og hvis man ikke har forældre, der kan støtte i de 24 timer, må man skaffe sig hjælp på anden vis. Men sådan ser virkeligheden jo ikke ud. Unge fra de øverste socialgrupper er i forvejen privilegeret på alle mulige måder i skoletiden, og denne eksamensform giver dem en urimelig fordel i forhold til unge med en mindre privilegeret baggrund. Disse års udvikling gør det stadig sværere at bryde den sociale arv. I den ene ende er vi ved at tabe en stor gruppe unge på gulvet, fordi de ikke får andet end 9 års uddannelse, og stadig flere ufaglærte job forsvinder til udlandet. I den anden ende har de veluddannede unge næsten uanede muligheder for at skabe sig en karriere, ofte med et internationalt islæt. Skolen er gennemsyret af akademikernormer og -værdier, og begreber som ansvar for egen læring, gruppearbejde, projekter og selvstudier favoriserer børn med veluddannede overskudsforældre. At de samme elever også får en urimeligt stor fordel ved den afsluttende eksamen viser blot, hvor skævt hele systemet er.