1. januar 2012 overtager Danmark for syvende gang formandskabet for EU. Det vil som altid være en stor og udfordrende opgave for den samlede regering og ministerierne. Men der vil også denne gang være en række forskelle i forhold til tidligere formandskaber. I andet halvår 2002, da Danmark sidst stod i spidsen for EU, var der én opgave, som overskyggede alle andre: udvidelsen med ti nye lande. Sådan bliver det ikke denne gang. Første halvår 2012 bliver et mere normalt formandskab med mange opgaver, som hver for sig er vigtige.
En af opgaverne knytter sig til EU’s budget for de næste syv år, de såkaldte flerårige finansielle rammer. Den vil komme til at præge arbejdet for flere af de danske ministre. Målet vil være at få etableret et mere fremtidsorienteret, vækstfremmende og grønt budget. Den almindelige vurdering i Bruxelles er, at forhandlingerne først kan færdiggøres efter det danske formandskab, men vi vil skulle forberede grundlaget for den afsluttende forhandlingsrunde. LÆS OGSÅHaarder sender sag om 'superbaktierie' til EU EU vil også til næste år være præget af eftervirkningerne af den finansielle krise. Om alt går vel, kan vi til den tid lægge den umiddelbare krisehåndtering bag os og fokusere på at konsolidere og skabe grundlag for ny vækst. Vi har allerede et godt udgangspunkt i EU’s vækstplan, EU2020, og i de reformer, som er indeholdt i euro-plus-pagten. Vi får desuden ansvaret for forhandlingerne om en række vigtige forslag om større gennemskuelighed, ansvarlighed og soliditet på de finansielle markeder. Endvidere kan vi bidrage til videreudviklingen af det indre marked, den såkaldte digitale dagsorden og være med til at fremme energieffektivitet, grøn teknologi og sunde fødevarer. Endelig vil EU også til næste år være præget af en diskussion om kriminalitetsbekæmpelse, indvandring, grænser og asyl. På disse områder ligger der et stort lovgivningsprogram, og en række af forslagene vil være modne til substantielle forhandlinger under dansk formandskab. Prioriteringerne for det danske formandskab bliver først endeligt fastlagt og offentliggjort umiddelbart før starten, dvs. ved udgangen af i år. Til den tid vil regeringen skulle beslutte sig for, hvilke opgaver den vil give særlig vægt, og hvor den vil være med til at sætte nye dagsordener for fremtiden. Heldigvis er der nok at tage fat på - også uden de uforudsete opgaver og kriser, som ethvert formandskab også må regne med at stå med. LÆS OGSÅTysk bilfabrik sponserer Danmarks EU-formandskab Ikke kun opgaverne, men også formandskabsrollen har ændret sig siden 2002. Kernen er selvfølgelig den samme: Som formandskab er man ansvarlig for arbejdet i rådet. Det vil sige, at det er danske ministre, som indkalder, sætter dagsordenen og leder møderne i ministerrådet, og at det er danske embedsmænd, som på samme måde står i spidsen for arbejdet i de mange forberedende komiteer og arbejdsgrupper. I alt drejer det sig om ca. 1.500 møder, hvor vores evne at skabe kompromiser bliver afgørende for, om det lykkes at bringe i EU fremad. På to områder har vi imidlertid med Lissabontraktaten fået faste formænd, som ikke var der i 2002. For det første er der nu en fast formand for Det Europæiske Råd, nemlig den tidligere belgiske premierminister Herman Van Rompuy. Derfor er det ikke som sidst den danske statsminister, der skal stå i spidsen for topmøderne og mødes med fremmede landes ledere på vegne af EU. Men det betyder på den anden side ikke, at statsministeren ikke får en vigtig rolle under formandskabet. Det er stadig formandskabslandets statsminister, som samlet tegner formandskabet udadtil, herunder i forhold til Europaparlamentet og kommissionen. Eksempelvis var den ungarske premierminister i Bruxelles ca. ti gange i løbet af det halve år, hvor Ungarn havde formandskabet. Den anden faste formand er EU’s udenrigsminister, Catherine Ashton. Hun er formand for udenrigsministerrådsmøderne og tegner EU’s fælles udenrigspolitik. Men også på det eksterne område er der stadig en opgave for det halvårlige roterende formandskab. For det første er det formandskabslandets udenrigsminister, som står i første række, når der skal findes en afløser for Catherine Ashton til deltagelse i et internationalt møde.
