Så fik de ham endelig, vores helte, de libyske oprørere. Triumferende og i en nærmest euforisk rus af blod trak de bæstet gennem Sirtes gader, mens de råbte: »Gud er stor. Gud er stor«. Alle vi andre fulgte den offentlige henrettelse på nært hold. Ledsaget af en larmende tavshed fra de statsledere, der skiftevis elskede og hadede Gaddafi. »Er han død, nej, han er vist ikke død endnu«, lød nogle af kommentarerne fra kommentatorerne på web og på tv, som var det en sportskamp. Blodige billeder filmet med iPhone og helt tæt på flimrede over skærmen. Men hvad var formålet egentlig med at bringe de brutale billeder i bundter? Det fik vi ingen forklaring på, så jeg sad tilbage med en bizar fornemmelse af at være ført tilbage til 1700-tallets offentlige henrettelser.
DEBAT Svælger medierne i billeder af Gaddafis død?
Ren underholdning med en lille snert af ’det har han rigtig godt af’-følelse.
»Her bliver Gaddafi fanget af oprørerne«.
»Sidste video af Gaddafi i live«. »Se video af død Gaddafi«.
