Vi lever i en snakkekultur. Det talte ord har en central plads i formidlingen af informationer fra det offentlige til det private. Med nutidens medier har det talte ord fået en anderledes fremtrædende plads i forhold til det skrevne ord, som altid er bagud i forhold til læseren. Det talte ord foregår NU og altid med mindst én lytter. De elektroniske medier har ændret vores verden og tænkemåde. Vi deler alle rum med hinanden, tv/radio fungerer som en fælles mødeplads, og det gør især tv til et uhyre slagkraftigt medie. Men selv om mediebilledet er markant ændret i løbet af de sidste 30 år – og dermed kravene til det talte sprog – afspejler det sig ikke i den mundtlige formidling. I almindelig daglig tale er afsender/modtager-processen ubevidst.
Kurt Strand skal lave bank-tv Vi aflæser hinanden, når vi taler sammen. Den, der taler, læser ubevidst og løbende korrektur på det, han/hun siger. Vi indretter os konstant efter hinandens både lydlige og synlige signaler. I radio/tv kan den talende og den lyttende ikke se hinanden. Derfor er det vigtigt, at den, der taler, er bevidst om sit udtryk, og hvad det kræver med hensyn til stemme, betoning og frasering. Taleren skal have en forestilling om sin lytter og på den måde finde sprogets naturlige frasering.
