Kritisk. Formanden for studenterrådet på Aarhus Universitet forsvarer professor Linda Maria Koldau (bill.), der har kritiseret det faglige niveau på humaniora.
Foto: DAGØ JAN

Kritisk. Formanden for studenterrådet på Aarhus Universitet forsvarer professor Linda Maria Koldau (bill.), der har kritiseret det faglige niveau på humaniora.

Debat

Det er så skidt, at det ikke er godt for noget

Ledelsen har sikret de studerendes frustration, mener studenterrådsformand.

Debat

Når vi står og sparker til sten i Aarhus og diskuterer verdens gang ryger frasen »det er nok ik’ så skidt, at det ik’ er godt for noget« til tider over læberne.

Det gør den dog aldrig i forbindelse med ledelsen af Aarhus Universitet. Her gør det modsatte sig snarere gældende.

Seneste eksempel på denne tendens er Koldau-sagen.

Aarhus Universitet har med dekan Mette Thunø i spidsen valgt at straffe Linda Maria Koldau, professor ved Musikvidenskab, fordi hun offentligt har ytret sig om tilstanden på musikvidenskabsuddannelsen.

Straffen er simpel. Ti stille Koldau. Uanset hvilke personalemæssige betragtninger, der ligger til grund for den besked, så sender den et signal om, at man som ledelse på universitetet ikke vil lytte til sine forskere.

Sagen er desværre ikke det eneste udtryk for en tromlende ledelse, der helst vil selv. Og i hvert fald helst ikke lytter til sine studerende og ansatte – i dette tilfælde en ansat, ledelsen selv har headhuntet.

Når ledelsen flytter studiesekretærerne fra historiestudiet uden varsel lige op til underskrivning af specialekontrakter og uden at fortælle, hvor de flyttes hen, så frustrerer man de studerende, og man skaber en uholdbar arbejdssituation.

Forskerne gik rundt og advarede studerende om, at de ikke måtte blive frustrerede på sekretærerne af frygt for, at de ville gå ned med stress.

Når ledelsen fjerner kopimaskinen fra biblioteket på de klassiske fag, hvor der ikke er udlån af bøger, så fjerner man muligheden for, at de studerende kan tage idéer fra biblioteket med i deres opgaver, og forringer dermed deres uddannelse.

Når ledelsen fjerner de studerendes rum på Engelsk, Italiensk, Spansk, Tysk og Brasiliansk, så sikrer man ikke kun de studerendes frustration. Man modarbejder også foredragsforeninger, studienævnsarbejde, tutorforberedelse og meget andet, der udvikler så vel det faglige som sociale miljø på studierne.

Når der rokkes ved selve retten til at udtrykke sig kritisk, og vi ser absurde tilstande i tråd med ovenstående, kan vi ikke længere sidde situationen overhørig.

Når de studerende bliver lovet, at den faglige udviklingsproces og den seneste tids flytninger handler om at udvikle fagligheden, men oplevelsen er at blive flyttet fra det bedste studiemiljø på AU til nogle kontorbygninger, fordi man kan spare lidt på husleje til administrationen, så føler man sig ført bag lyset.

Når man som studerende oplever, at man er for mange i bygningerne, og ledelsen fortæller, at der sagtens kan være 33 procent flere i de samme bygninger, uden at det går ud over kvaliteten, så undrer man sig over, hvilken kvalitet AU sigter efter både på ledelsesgangen og i undervisningslokalerne.

Når man ikke indkalder de studerendes repræsentanter til det konstituerende møde i Akademisk Råd på Business og Social Science, så sender det et signal om, at man ikke vil inddragelsen. Når man så bagefter oplever, at ledelsen forsøge at chikanere studenterrepræsentanterne i det akademiske råd til at vælge 'den rigtige' repræsentant til AU Forum For Uddannelse, så bliver man først rigtig skræmt.

Når man oplever ledelsen bestemme sig for at lukke den måske mest succesrige studenterbar på Aarhus Universitet, fordi den holder åbent om torsdagen, uden på nogen at inddrage de engagerede studerende i beslutningen, føler jeg mig sikker på, at ledelsen ikke regner vores engagement for noget som helst.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når man snakker med studerende og ansatte om tingenes tilstand, men flertallet ikke tør sige noget offentligt, fordi de er bange for, at det skader deres mulighed for at få et ph.d.-stipendie eller en fremtidig fastansættelse, så ved man, den er helt gal.

Når man gang på gang ser fratrådte ansatte kritisere AU's udvikling og ledelse, mens næsten ingen af de nuværende ansatte gør det, så tænker man sit: At de ansatte er bange for at udtale sig offentligt, og man forstår godt hvorfor.

Når jeg kan huske alle disse eksempler en tilfældig onsdag aften, uden at gøre mig umage og uden den store research, er det et tegn på, at det alt for ofte og alt for tit går den forkerte vej på Aarhus Universitet.

Uenighed og kritik er en af grundstenene i vores demokratiske samfund og på vores universiteter. Når der rokkes ved selve retten til at udtrykke sig kritisk, og vi ser absurde tilstande i tråd med ovenstående, kan vi ikke længere sidde situationen overhørig.

Det er så skidt, at det ikke er godt for noget.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce