0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Fri mig for elitefeministerne«

Bogaktuelle Leny Malacinski er dødtræt af veluddannede feminister, der i ramme alvor mener, at moderne kvinder undertrykkes.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Leny Malacinski har svært ved at se, at veluddannede kvinder på orlov, der triller rundt om Søerne i København med en caffelatte i hånden, skulle være mandssamfundets store ofre. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Det irriterende ved feminismen er den offerrolle, som bliver trukket ned over mig som kvinde. Hele den der opfattelse af, at kvinder bliver diskrimineret, fra vi står op, til vi går i seng – jamen, det passer jo ikke. Kvinder i dag er stærke, selvstændige og tjener deres egne penge. Og jeg har aldrig mødt en mandschauvinist«.

Ordene kommer fra den 34-årige journalist Leny Malacinski, der blev så træt af at høre på feminister, at hun var nødt til at skrive bogen med den ironiske titel: ’Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt’ (Gyldendal).

I bogen, som udkommer i næste uge, dissekerer hun ét for ét argumenterne for kvoter, forbud, positiv særbehandling mv.

Men kvoter kan da være med til at sikre ligestilling, ikke?

»Nej. Var det ikke afgørende for kvindekampen i sin tid, at kvinder havde ret til at blive vurderet på det, de kunne, og ikke på deres køn? Det absurde er, at lovgivningsfeminismen blomstrer i en periode, hvor vi kvinder aldrig har haft større indflydelse på vores liv. Og hvor vi stormer ind på de videregående uddannelser. Vi kan altså godt selv! Vi skal ikke reddes!«.

Det er vel et problem, at kun fire ud af 100 topledere er kvinder?

»Ja, det er da et problem, og det skal vi forholde os til ved at tale om det. Og jeg er supertilhænger af mentorordninger, rollemodeller og alt muligt frivilligt. Men bare fordi der eksisterer et problem, betyder det ikke, at der skal lovgives«.

Hvorfor ikke? Kvoter er jo en hurtig løsning – og i Norge er der nu 40 procent kvinder i bestyrelserne?

»Hvis man skal fyre en mand for at opnå det, er det ikke ligestilling. I Norge har kvindekvoterne gjort, at mænd er blevet fyret, fordi de er mænd, og kvinder ansat, fordi de er kvinder. Jeg undrer mig over, at den kollektive massefyring af mænd i Norge ikke har udløst et ramaskrig«.

Men manden er jo det privilegerede køn?

»Er han? Bunden af samfundet er i dag mænd, ikke kvinder. For eksempel har en dreng født i Danmark mindre chance for at få en uddannelse end en pige. Det interesserer ikke feminister særlig meget, selv om det er et større samfundsmæssigt problem, end at der mangler et par hundrede kvinder i bestyrelser«.

Elitefeministerne
I Malacinskis bog bliver socialdemokraten Mette Frederiksen og forfatteren Hanne-Vibeke Holst fremstillet som eksempler på toneangivende feminister i toppen af samfundet. Elitefeminister kalder hun dem.

»Det pudsige er, at de kvinder, der taler højest om at være ofre for mandlig undertrykkelse, er fra samfundets elite. De er jo selv levende beviser på fraværet af kvindeundertrykkelse. De interesserer sig for kvindekvoter i bestyrelser og øremærket barsel til mænd. De vil bestemme, hvordan andre mennesker skal leve, så det ser pænt ud i statistikken. Men de taler aldrig om, at en pige har en langt større chance for at få en uddannelse end en dreng«.

Erfaringen viser jo, at kvinden går i stå, når hun står med eksamensbeviset og den første barnevogn?

»Derfor skal vi kvinder tale om, at det har konsekvenser, når vi vælger at gå på barsel et år. Men der er jo ingen mænd, der tvinger os. Vi kan også satse på et liv med lange aftener foran computeren, hvis det er det, vi vil. Jeg har svært ved at se, at veluddannede kvinder på orlov, der triller rundt om Søerne i København med en caffelatte i hånden, er mandssamfundets store ofre. Hvor meget barsel, jeg skal tage, det er en familiebeslutning, og dét familiemøde er Mette Frederiksen ikke inviteret med til«.

Hva’ mæ manden?
Leny Malacinski bruger store dele af sin bog på at vise urimeligheden i, at mænd bliver ofre for ligestillingen.

»Man prøver at ophæve den ene uretfærdighed med den anden. Hvorfor skal nulevende mænd fyres, fordi kvinder tidligere er blevet diskrimineret?«.

Men det er vel et problem, at f.eks. fem ud af seks professorer er mænd, ikke?

»Problemet er, at universiteterne har svært ved at tiltrække og fastholde kvinder. Derfor er det helt misforstået, at Københavns Universitet har fået dispensation fra ligebehandlingsloven, så man kan give en bonus til de fakulteter, der ansætter en kvindelig professor. Hvordan mon det lige er at være den mandlige ansøger, der har kæmpet sig frem mod et professorat og ser, at konkurrenten sidder med en pose med to-tre millioner kroner?«.

At mænd tjener mellem 17 og 21 procent mere end kvinder er vel et håndfast ligestillingsproblem?

»Bestemt. Men lønforskellen i dag skyldes først og fremmest, at kvinder søger ind i den offentlige sektor, og flere mænd bliver chefer. Men er det undertrykkelse? Igen er jeg træt af offerrollen og den der talen ned til pædagoger og sosu’er. De har med åbne øjne valgt et job, der giver mening og en god balance mellem arbejde og familieliv. Der er jo ingen, der taler om, at der er for få kvindelige kloakarbejdere, vel?«.

Sexobjekter
Et stort tema for feminister er, at kvinder bliver gjort til sexobjekter. Og for nogle år siden skred ombudsmanden ind over for en JBS-reklame, hvor en kvindelig sygeplejerske med åben kittel lå på gulvet og snusede til et par herreunderbukser.

Men det var forkert – mener Leny Malicinski.

»Hvorfor må man ikke vise en kvinde som seksuelt begærlig? Modstanden mod reklamer udspringer fra en forestilling om, at vi skal beskyttes hele tiden. At overgrebet hele tiden lurer om det næste hjørne. Men moderne kvinder er ikke hjælpeløse ofre«.

Hvad så med forbud mod prostitution og sexkøb?

»Mette Frederiksen siger, at vi først har ligestilling i Danmark, når kvinder ikke længere er til salg. Det passer ikke. De udenlandske prostituerede er her, fordi det sørgeligt nok er deres bedste alternativ. Udenlandsk prostitution er et spørgsmål om global fattigdom. Og så bliver det hele tiden påstået, at det svenske sexkøbsforbud virker, selv om forskerne har mistet overblikket. Forbud er en blindgyde«.

Du plaffer alt ned, er du bare en sur antifeminist?

»Nej, jeg er bestemt ikke antifeminist. Jeg anerkender feminismens kampe. Det, der irriterer mig ved denne debat, er, at hvis man ikke går ind for mere lovgivning, så er man imod ligestilling og dybt reaktionær. Jeg savner begejstring. Kampvilje. Og en tiltro til os kvinder«.