0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Fri mig for elitefeministerne«

Bogaktuelle Leny Malacinski er dødtræt af veluddannede feminister, der i ramme alvor mener, at moderne kvinder undertrykkes.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Leny Malacinski har svært ved at se, at veluddannede kvinder på orlov, der triller rundt om Søerne i København med en caffelatte i hånden, skulle være mandssamfundets store ofre. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Det irriterende ved feminismen er den offerrolle, som bliver trukket ned over mig som kvinde. Hele den der opfattelse af, at kvinder bliver diskrimineret, fra vi står op, til vi går i seng – jamen, det passer jo ikke. Kvinder i dag er stærke, selvstændige og tjener deres egne penge. Og jeg har aldrig mødt en mandschauvinist«.

Ordene kommer fra den 34-årige journalist Leny Malacinski, der blev så træt af at høre på feminister, at hun var nødt til at skrive bogen med den ironiske titel: ’Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt’ (Gyldendal).

I bogen, som udkommer i næste uge, dissekerer hun ét for ét argumenterne for kvoter, forbud, positiv særbehandling mv.

Men kvoter kan da være med til at sikre ligestilling, ikke?

»Nej. Var det ikke afgørende for kvindekampen i sin tid, at kvinder havde ret til at blive vurderet på det, de kunne, og ikke på deres køn? Det absurde er, at lovgivningsfeminismen blomstrer i en periode, hvor vi kvinder aldrig har haft større indflydelse på vores liv. Og hvor vi stormer ind på de videregående uddannelser. Vi kan altså godt selv! Vi skal ikke reddes!«.

Det er vel et problem, at kun fire ud af 100 topledere er kvinder?

»Ja, det er da et problem, og det skal vi forholde os til ved at tale om det. Og jeg er supertilhænger af mentorordninger, rollemodeller og alt muligt frivilligt. Men bare fordi der eksisterer et problem, betyder det ikke, at der skal lovgives«.

Hvorfor ikke? Kvoter er jo en hurtig løsning – og i Norge er der nu 40 procent kvinder i bestyrelserne?

»Hvis man skal fyre en mand for at opnå det, er det ikke ligestilling. I Norge