Stig Hjarvard, du mener, at vi de senere år har set fremvæksten af en ny kulturel overklasse i Danmark. Den inkarneres af dem, du kalder de medieprofessionelle. Hvem er det? »Det er en social gruppe, bestående af mediearbejdere i bred forstand. Dem, der producerer, redigerer, analyserer og kommenterer i medielandskabet. Man finder dem inden for journalistik og presse, inden for film, radio og tv og på internettet. Men man finder dem også i hele den medieindustri, der er opstået som følge af kommunikations- og PR-rådgivningens opblomstring; som informationsmedarbejdere og kommunikationsrådgivere i private virksomheder, kommuner og statsapparatet«. Hvad er det, de kan – eller måske snarere: Hvad er det, de gør – siden du omtaler dem som en professionsbaseret overklasse? »Jo, det interessante er, at deres professions måde at tænke på har bredt sig til stadigt større dele af samfundet, dvs. at den ideologi, de er bærere af, breder sig: Sideløbende med at journalister finder ansættelse alle mulige steder i samfundet, breder den journalistiske tankegang sig, sådan at ingen kommune med respekt for sig selv, ingen museumsvirksomhed eller organisation kan tænke sig selv uden en eller anden form for journalistisk formidling«. Men journalistik er jo ikke nogen ideologi? »Den stille revolution, der er sket i løbet af de seneste 10-20 år, er, at den tidligere kulturelle overklasse, som både producerede og bestemte, hvad vi skulle se i fjernsynet, høre i radioen, læse og tale om det offentlige rum, er blevet sat på porten. I stedet er de medieprofessionelle kommet ind. Dem, der ikke er indholdsspecialister, men snarere generalister, og som ved noget om, hvordan man formidler i de rigtige formater; hvordan man analyserer, hvilke segmenter man skal have fat i; hvem der er påvirkelige over for hvad; og som er båret af en form for relativistisk forestilling om, at man skal servicere alle ud fra de behov, de hver især har«. »Et godt eksempel på denne udvikling var TV 2’s fremkomst og udvikling i 1990’erne: TV 2 ville være i ’øjenhøjde’ med seerne – og levere det, som seerne gerne ville have. Så i den forstand er det en ideologi, der handler om, at man skal være i øjenhøjde med modtagerne og give dem den kultur, de selv efterspørger«.

Den medieprofessionelle logik har sejret
Kan man ikke sige, at det er en sund, ja ligefrem demokratisk udvikling, at mediefolk tager udgangspunkt i det, folk interesserer sig for?

»Tjo, det giver selvfølgelig god mening at bevæge sig til en mere differentieret kulturformidling, hvor man ikke længere giver udtryk for, at man ved, hvad der er godt for modtageren, men prøver at undersøge, hvad modtageren rent faktisk interesserer sig for – og så leverer det til de pågældende. Og for 25 år siden, da monopolbruddet stod for døren, var der endog rigtig god mening i at kritisere en alt for paternalistisk opfattelse af, hvordan kulturen skulle udvikles i Danmark«.

Hvad er så problemet?

»Problemet er, at man her 25 år efter kan høre, at folk både i DR og TV 2 fortsat kan tale om ’den paternalistiske trussel’ fra kulturradikale. Og sådan er det ikke. Den medieprofessionelle logik har for længst sejret. Og så virker det patetisk, når man prøver at fremmane et billede af, at paternalismen lurer lige om hjørnet. Men denne måde at argumentere på bliver jo en måde at legitimere sig på, ikke mindst deres egen rolle som gatekeepere – som dem, der bestemmer indholdet«.

Hvad er det så, der sker med indholdet, som er så slemt?

»Tidligere var medierne – først og fremmest de store aviser og radio og tv – underlagt en almen, kulturel forpligtelse til at levere stof til alle, dvs. nyheder til hele befolkningen. Men medierne er gået fra at være kulturinstitutioner til at være medieinstitutioner, og medieinstitutionerne er ikke underlagt kulturelle forpligtelser, men i højere grad styret af interessen i at servicere et segmenteret publikum i forskellige formater. Det er altså en helt anden styringslogik, og det ændrer kriterierne for, hvad der er gode kulturprodukter i medierne. I dag er kriterierne for et ’godt kulturprogram’, at det er godt tv, god radio eller god webunderholdning; det skal fungere i den medie- og segmentsammenhæng, det udspiller sig i. Indholdet er ikke så væsentligt«.

Men hvem er det, der siger, at indholdet er ligegyldigt her? Er det dig?

»Jamen, kulturens folk siger det jo også. De har f.eks. sagt, at litteraturen har meget ringe vilkår i DR, fordi der ikke findes et litteraturprogram. Der er i stedet nogle underlige debatprogrammer, hvor alle mulige kulturprodukter bliver diskuteret på en gang. Det er muligvis godt fjernsyn eller god radio, men det siger ikke noget om litteraturen. Deres pointe er, at litteraturen skal præsenteres i sin egenart. Men her taler de tydeligvis ud fra den gamle kulturinstitutions logik: at der findes en kulturverden, der repræsenteres i medierne. Sådan fungerer det ikke mere«.

Uhellig alliance