Stort set ingen debat i disse år handler om, hvad kunst eller kultur kunne betyde for samfundet, hvis der ellers på en seriøs måde blev investeret i den. Og alligevel ved alle, at kunst kan være - og er - selve den inspiration, som løfter mennesker af forskellig herkomst og i alle positioner ud af deres dagligdag for herved at opnå det drivmiddel, den abstrakte tanke, som for et øjeblik kan hæve os ud af vante rammer. Hvad vi derimod ustandseligt hører om er, hvad tingene koster - endeløse, kvantitative vurderinger af økonomisk adfærd, hvornår breakeven nås etc. Hvis dette parameter skulle være samfundets eneste gyldige, svarer det til at sige, at vi kun tror på det, som kan måles, tælles, vejes eller ses med det blotte øje - og en så ufuldstændig og begrænset tese er for længst kommet til kort. På den ene side arrangerer man fra politisk hold kulturkanon, som fremhæver de store værker gennem tiderne, alle bør leve op til - på den anden side nægter man kommende generationer muligheden for at kunne opnå lignende resultater ved konstant at devaluere kunstens område.
Stakkels kulturminister at skulle være bannerfører for et så visionsløst bedrageri - en så overset, næsten bortdømt disciplin som kultur. Vore dages kulturministre synes især at blomstre og befinde sig vel, når der skal overrækkes priser, og når vores dygtige sportsstjerner bringer trofæer hjem over grænsen. Hvor var kulturminister Uffe Elbæk og den nye bestyrelse i Det Kongelige Teaters forløbne afskedigelsesproces? Vi taler om, at en af landets førende kulturinstitutioner skal spare 100 millioner kroner. Og der er slet ikke noget forkert i, at også Det Kongelige Teater skal spare, eftersom tiderne ikke skåner nogen instanser. Men er det ikke ret bemærkelsesværdigt, at i sin mest drastiske, kunstneriske amputation i måske 40 år står teatret uden bestyrelse i et sådant forløb? Det er tankevækkende, at den forrige bestyrelse stort set gik i opløsning i slutningen af 2011, og at hele massefyringsprocessen blev overladt til teaterchefen. Man har i fire år vidst, at en ny bestyrelse skulle træde sammen 1. januar 2012. Først 11. januar bliver bestyrelsens nye sammensætning offentliggjort i medierne, og 19. januar bliver bestyrelsen af teatret adviseret om afskedigelserne. Hvor ligger ansvaret for denne mangelfuldhed? Det er ligeledes tankevækkende, at den nye bestyrelsesformand, Stine Bosse, flere gange har sagt, at hun udelukkende vil beskæftige sig med fremtiden, at man nu kun skal se fremad. Javel, men det, der er foregået - både besparelserne i sig selv og måden, hvorpå de er blevet fundet, og måden, hvorpå massefyringerne er foregået - er nu engang helt afgørende for fremtiden. Ikke blot både i forhold til den kunst, der skal produceres, men også i forhold til den tillid til ledelsen, som er afgørende for, at man som kunstner eller i de afgørende støttefunktioner omkring kunsten kan se fremad. Det var ikke teaterchefens ønske, at teatret skulle spare 100 millioner kroner, men det var hans afgørelse, hvor disse besparelser blev foretaget. Og lad os lige foregribe al snak om teaterklynk: Hverken inden for eller uden for vores branche eksisterer der nogen som helst medfølelse for kunstens problemer på Det Kongelige Teater. Forståeligt nok, når man tager i betragtning, hvad Det Kongelige Teater i forhold til landets øvrige kulturliv er blevet tilgodeset med gennem årene. Men kære medborgere - der er ingen, der mener, at Det Kongelige Teater skal tilgodeses på bekostning af eksisterende teaterpuljer. Hvis de 100 millioner kroner ydermere var øremærket andre kulturelle formål, så havde det i det mindste givet mening. Det eneste, vi beder om, er, at bevilgende instanser tager stilling til, hvad vi overhovedet skal med en nationalscene - hvad vi skal med disse nye kulturhuse i en metropol, som ligger på topfem i verden i forhold til kulturudbud per indbygger - og hvis det, man agter at putte i disse huse nærmer sig et ekko af, hvad det burde være, er det så ikke at fordoble anstrengelserne efter at have tabt målet af sigte?
