»Jøderne ligger jer i vente længere nede ad den vej«, sagde den libanesiske soldat, mens han holdt på mit danske pas med det ejerskab, som kun fremmede med gevær på skulderen kan præstere.

Til trods for truslen om jøderne i vente, som burde få enhver god araber til at vende sig om og løbe så langt væk fra disse farlige væsner som muligt, fortsatte jeg min tur ad den farlige vej fra en anden frakørsel. Den forbudte vej ledte til Hermonbjerget ved nok verdens farligste grænse, dér hvor israelske, syriske og libanesiske grænser mødes. Libanesiske kristne mener, at bjerget var det sted, hvor Jesus legemliggjorde sig for universet efter sin korsfæstelse og genopstandelse. Det var ikke et tilfældigt valg af Kongernes Konge, for herfra kunne han blive set i hele sin glorie fra Nazaret i syd, Damaskus i øst, Saida i vest og Baalbek i nord. Herfra kan man se ud over en af de centrale årsager til, at konflikterne også kommer til at plage dette område i fremtiden. For her ser man over Genesaret Sø, som med sin 4,0 km³ store vandmasse udgør det største naturlige drikkevandsreservoir i Mellemøsten. Syrien kontrollerede den østlige kyst af denne bibelske sø, brugte vandet til landbruget, vandforsyning og fiskeri indtil 1967. Siden Seksdageskrigen 6. juni 1967 har Israel haft fuld kontrol over den strategiske sø sammen med de frodige syriske Golanhøjder, hvis vandkilder forsyner Genesaretsøen. Hvis konflikten med palæstinenserne for Israel i sin essens handler om jord, så handler konflikten med Syrien i sin essens om vand. På sin vis er denne konflikt derfor mere uløselig, da den handler om det, som udgør fremtidens konflikter. I et område, hvor befolkningstallet er stadig stigende, forbruget af vand er eksploderet og den almene bevidsthed om miljøkonsekvenserne af overforbruget er i bund, bliver vand ikke kun den koraniske guddommelige velsignelse, som skaber alt liv, men en kilde til fremtidens dødelige krig. Alle fortidens fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien druknede i denne trekant. Israel nægter at acceptere Syriens betingelse for en fredsslutning: en tilbagetrækning til grænsen før Seksdageskrigen i 1967, der igen giver Syrien adgang til Genesaret Sø. Israel vil kun trække sig til de anerkendte internationale syriske grænser, som Frankrig og Storbritannien tegnede mellem deres to respektive mandatområder, Syrien og Palæstina, i 1920. Ifølge denne aftale, der blev godkendt af Nationernes Forbund, ligger den syriske grænse få hundrede meter væk fra søens bredde. Syrien nægter at acceptere, at Israel er den retfærdige arvtager af det britiske Palæstina, og vil ikke tillade, at Israels nuværende militære overhånd skal omsættes til permanente grænsetrækninger. Begge satser på, at den nuværende status quo er bedre end en fredsaftale. Hver tror, at tiden spiller på deres side. Konflikten over Golanhøjderne og Genesaret Sø har en særlig karakter, der forklarer, hvorfor Assad-styret i 37 år har nægtet at slutte fred med Israel. Konflikten har vist sig at være mere politisk indbringende end en fredsaftale. Det er umiddelbart mere indlysende at se, hvordan den nuværende status quo tjener israelske interesser. Med Golanhøjderne under sin kontrol kan Israel dulme sin kroniske sikkerhedsangst, da det næsten er selvmord for Syrien at sende sine styrker op ad bjergene for at angribe Israel, når Israel har Damaskus inden for sine kanoners rækkevidde, besidder det højere terræn og hersker uudfordret i luftrummet med sit avancerede luftvåben. Golanhøjderne dulmer også en umættelig israelsk trang til at besidde dyrkbar jord og vand. Højderne er desuden økonomisk indbringende med deres turisme, skiresorts og vinmarker. Besættelsen af højderne er dog ikke helt omkostningsfri. Med fortsat besættelse af de syriske territorier fastholder Israel en koldkrigstilstand med en af sine stærkeste naboer, med hvem en militær konfrontation ikke kan udelukkes. En fortsat konflikt med Syrien strider også imod en grundlæggende israelsk doktrin: Hvis Israel skal komme sejrende ud af liv eller død-konflikten med palæstinenserne, forudsætter det, at man opnår de arabiske nabostaters anerkendelse af Israels ret til at eksistere, og at man normaliserer forholdet til resten af de arabiske stater. Med i pakken var en del uforudsete omkostninger, som Israel for alvor er ved at blive klar over. Israel betaler dyrt for besættelsen af Golanhøjderne, da Syrien opildner tredjeparter såsom Hizbollah eller Hamas til at føre krig mod Israel for at genetablere, hvad Syrien beskriver som »den strategiske magtbalance med fjenden«. Det er til gengæld lidt mere kompliceret, hvis ikke underfundigt, at finde ud af, hvilken politisk gevinst en fortsat konflikt med Israel indbringer Syrien. Umiddelbart betyder en fortsat besættelse af Golanhøjderne en daglig ydmygelse for et regime, hvis hovedberettigelse har været at befri nationens besatte territorier. Det syriske regime hviler på hærens magt, men en hær, som ikke kan beskytte eller genoprette nationens ære, er en nedslået hær, hvis autoritet er konstant betvivlet. Assad-klanen har nu i snart 40 år, først under luftvåbengeneralen Hafez og nu under hans søn øjenlægen Bashar, udnyttet denne daglige ydmygelse for at cementere deres hold på magten. Da Assad I kuppede sig til magten i 1970, var det under en tyk tåge af arabisk nationalisme. Ved konstant at råbe vagt i gevær – den israelske fjende er ved porten, kunne Assad retfærdiggøre undtagelsestilstanden, som han brugte til at tilintetgøre enhver politisk modstand og til at opbygge et sikkerhedsapparat, der matchede Saddams i Irak, befolket af officerer fra sin egen sekt, allawitterne, en kættersk shiasekt, der udgør kun 11 procent af befolkningen. Baathisten Saddam dyrkede konflikter med Iraks naboer med påstand om at tjene arabisk nationalismes hellige sag, men konflikterne blev egentlig brugt for at fastholde Saddam-klanen ved magten i Irak. Ligeledes dyrker Assad-klanen konflikten med Israel i samme hellige sags navn med samme formål. Når Assad-klanen har formået at præstere bedre resultater indtil videre, skyldes det ikke udelukkende, at Assad I og II har været mere subtile end Saddam, men også at den ideologiske dækning for at føre krig mod den zionistiske fjende på vegne af hele den arabiske nation er mere besnærende både på hjemmefronten og ude i den arabiske verden. Med sin tiltagende kompromisløse positur over for Israel har Assad-klanen formået at lægge skjul på regimets sekteriske karakter, som ville have gjort regimet mere uudholdeligt for det sunnitiske flertal hjemme og frastødt de arabiske masser. Under påskud af at være den sidste arabiske frontstat mod Israel kunne Syrien presse de rige Golfstater til at pumpe penge i Syriens statsbudget. Da Golfstaterne stoppede støtten som følge af Syriens alliance med sin fjende Iran, kom den sidste til Syriens undsætning og pumper nu milliarder af amerikanske dollar i direkte støtte eller i investeringer. Konflikten med Israel kunne således bruges til at retfærdiggøre Syriens undertrykkelse af egen opposition og destabilisering af nabostaterne. Med dette hellige mandat kunne Hafez Assad sende syriske fly og tanks mod Jordan i 1970 for at forsvare PLO-partisaner mod kong Husseins tropper. Som følge af en eklatant kovending sendte Assad i 1976 sine tropper ind i Libanon for at myrde selv samme PLO’s partisaner i Beiruts gader. I krigen mod ærkefjenden og partikammeraten Saddam, som konkurrerede med Assad om status som den store arabiske nationalistiske leder, sendte Assad bilbomber mod Irak i 1980’erne. Som led i pressionen mod Israels beskytter, Vesten, gav Assad-styret støtte og ly til alskens terrorister såsom palæstinensiske fraktioner (Abu Nidal, Abou Abbas og Jibril); japanere, tyskere og selve den famøse Carlos tilbragte nogle af deres bedste dage i Damaskus. Velovervåget af den allestedsnærværende syriske efterretningstjeneste planlagde disse revolutionære terrorister deres blodige terroraktioner i Vesteuropa i 1980’erne. Da den radikale islamisme erstattede den højrøvede arabiske nationalisme som den herskende ideologi efter den iranske islamiske revolution i 1979, rekrutterede Assad-styret martyrie-ivrige selvmordsbombemænd og sendte dem mod amerikanske og franske styrker i Beirut i 1983. Alt imens tilintetgjorde regimet i 1982 nådesløst Syriens egne islamister, Det Muslimske Broderskab. I denne kamp havde Assad ingen skrupler over at anvende flyvevåbnet mod de islamiske oprørere, der forskansede sig i de overbefolkede gamle kvarterer i byerne Homs, Hama og Aleppo. Men Syriens misbrug af konflikten med Israel for at tjene realpolitiske interesser kom bedst til udtryk i dets berygtede Libanonpolitik. Hafez Assad erklærede i en af sine mest berømte taler i 1976 (der kun varede tre timer), at Syrien har ret til at intervenere i Libanon ikke kun for at stoppe borgerkrigen, men for at sikre Syriens vestlige front mod den zionistiske fjende. Men dengang i Libanon var det mere de syriske efterretningstjenester, der gjorde sig gældende i Libanon. Ved at bruge del og hersk-metoden, der satte Libanons mange sekter op imod hinanden, kunne Assad-styret regere det uregerlige Libanon med jernhånd og ild igennem tre årtier. Kun under den israelske invasion af Libanon i 1982 kom syriske tropper i kamp med den zionistiske fjende. Kampene varede blot et par dage, hvor Syrien led et ydmygende nederlag og mistede over halvdelen af sine sovjetiske fly. For at udviske dette militære nederlag indgik det stærkt sekulære Syrien en uhellig alliance med det iranske præstestyre, som resulterede i oprettelsen af Hizbollah. Gudspartiet, som blev officielt etableret i 1983, blev Syriens stærkeste våben i dets plan om at genetablere kontrollen med Libanon. Før Hizbollah hejste fanen om den hellige krig mod Israel højt, var det i sin undfangelse et terrorredskab, der i 1980’erne gjorde Beirut til det farligste sted for vesterlændinge, som blev kidnappet i Beirut og befriet og leveret tilbage til deres taknemmelige regeringer i Damaskus under Assads gådefulde smil. Med sin nye allierede kunne Syrien også få ram på Israel. Mens Syrien holdt sin våbenhvile med Israel i Golanhøjderne, forvandlede dets allierede, Hizbollah, Sydlibanon til den eneste aktive front i arabernes krig mod Israel. Selv efter at Israel trak sig tilbage fra Libanon i 2000, nægtede Syriens hovedallierede Hizbollah at nedlægge våbnene og fortsatte sine militære aktioner under påskud af at ville befri Sheba’a Farms. Syriens kontrol med Libanon blev kun brudt efter mordet på dets hovedmodstander, premierminister Rafiq Hariri, i februar 2005, hvilket afstedkom enorme antisyriske demonstrationer og FN-resolution nr. 1559, der tvang Syrien til at trække sine tropper tilbage i april samme år. Trods talrige FN-resolutioner og internationale appeller henvendt til Damaskus om at blande sig uden om Libanons interne anliggender, fortsætter Assad-styret sin støtte til Hizbollah i sin bestræbelse på at genbevæbne sig selv efter sidste års krig mod Israel og opildner sine libanesiske allierede til at rejse sig mod centralregeringen. Den syriske politik, der hviler på avling af konflikter, evige principløse kovendinger og opportunistiske alliancer, har givet gode resultater. Assad-styret kunne ikke blive træt af at gentage, at Syriens standhaftige politik har placeret landet som den uomgængelige regionale magtfaktor i enhver bestræbelse på at afslutte den arabisk-israelske konflikt og tegne det nye Mellemøsten. Syriens strategi om at være den stabile størrelse i et ustabilt område for at tvinge Vesten til at anerkende dets regionale ambitioner kom til en brat ende. Vendepunktet blev ikke udløst af, at Vesten indså, at deres realpolitik, hvor de samarbejdede med undertrykkende og konfliktskabende regimer for at imødekomme kortsigtede interesser, er yderst farlig og kontraproduktiv på længere sigt ikke alene for deres interesse i området men også for deres nationale sikkerhed. Vendepunktet kom, da Syrien overspillede sine kort og modsatte sig Bushregeringens planer for at invadere Irak. Assad-klanen, som er en copycat af Saddam-klanen, indså, at hvis Bush fik held med sin regimeskiftestrategi med naboklanen, risikerede de selv at være den næste på listen. Efter at den syriske udenrigsminister, Farouq Al Share’a, fortalte USA’s udenrigsminister, Collin Powell, under diskussionerne i Sikkerhedsrådet i 2003, at planerne om at invadere Irak var »landevejsrøveri ved dagslys«, kom Syrien på USA’s hadeliste. Som straf trak USA sin accept af Syriens kontrol over Libanon tilbage – en accept, som Bashars far havde fået af Bushs far som belønning for Syriens deltagelse i krigen mod Saddam i 1991. Syrien svarede igen på vestlig politisk pression, diplomatisk isolation og truslen med en international domstol, der har ret til at forfølge syriske borgere indblandet i mordet på Hariri ved at intensivere sin vante rolle som regionens uromager. Støttet af sin iranske allierede mobiliserede Syrien alle sine undergravende kræfter. Hizbollah fik sofistikerede våben, som sikrede, at partiet kunne modstå Israels angreb i sommer. Den provestlige regering i Beirut sidder omringet af Syriens libanesiske allierede, mens antisyriske politikere myrdes med få måneders mellemrum. Damaskus støtter også Hamas, hvis leder, Khaled Mash’al, har været styrets gæst i flere år. Men vigtigst af alt tillader Syrien strømmen af islamiske jihadister at krydse dets grænser for at bekæmpe de amerikanske styrker. Den syriske evne til at gøre sig ekstra besværlig har ikke givet de sædvanlige vestlige indrømmelser, men den har dog heller ikke været helt forgæves. For 1.000 dage er gået siden mordet på Hariri, og trods de stærke indicier, der implicerer Syrien, er den internationale domstol, som skulle forfølge forbryderne, stadigvæk ikke nedsat. USA’s deroute i Irak og Israels manglende succes med at slå Hizbollah har svækket fortalerne af en hård kurs mod Assad-styret. Internationale udsendinge er begyndt at frekventere Damaskus som i de gode gamle dage for at drøfte Libanon, Palæstina og Irak, og Syrien tilbydes at blive »en del af løsningen, i stedet for at være en del af problemet«. Så længe eneherskerens personlige interesser vejer tungere end nationens skæbne, vil fremtidens fredsforhandlinger lide samme skæbne, uanset om de holdes i Annapolis eller Genève. De vil blive skrottet til fordel for mere indbringende konflikter.